Oversigt | inkassoservice

Indsigelse mod faktura – kan skyldners indsigelse forhindre inkasso?

Gæsteindlæg af Torben Stohn

Torben Stohn er chef for Advokaternes Inkasso Service (AIS). AIS inddriver ubetalte fakturaer for deres klienter, og de har som de eneste advokater i Danmark integration til e-conomic, Dinero og Billy Regnskabsprogram. Hvis et krav er bestridt, har det været opfattelsen, at man ikke kunne tage et sådan krav til inkasso. Det er en forkert opfattelse, og i denne artikel behandler Torben emnet indsigelser i inkassoager.

Kan jeg sende en faktura til inkasso, hvis skyldner har rejst en indsigelse?

Ja! Du må gerne sende dit krav til inkasso, selv om skyldner er uenig i dit krav. Skyldner kan ikke forhindre din inkassosag ved blot at sende en indsigelse. Indsigelsen skal dog besvares i forbindelse med, at kravet tages til inkasso.

Din inkassopartner har pligt til at behandle indsigelsen i inkassobrevet (påkravsskrivelsen). Det er derfor centralt, at du orienterer din inkassopartner om indsigelsen, når du sender dit krav til inkasso. I CloudCollect har vi derfor gjort det muligt at markere et krav som bestridt. Klienten sætter ganske enkelt et flueben ud for de fakturaer, hvor skyldner har rejst indsigelser.

I praksis vil din inkassopartner forklare skyldner, hvorfor indsigelsen afvises, og kravet vil blive sendt i fogedretten, hvis betalingen udebliver. Hvis skyldner fastholder indsigelsen, kan dit krav ikke sendes i fogedretten. I stedet skal du stævne skyldner. Det er kun en advokat som kan repræsentere dig i civilretten, og derfor er det en fordel for dig at bruge advokater til inkasso frem for et inkassofirma.

Kan jeg sende mit krav i fogedretten, hvis skyldner må forventes at være uenig i dit krav?

Nej! du kan ikke sende dit krav i fogedretten, hvis skyldner har sendt en indsigelse, eller du må forventes, at skyldner er uenig i dit krav. Skyldner har stadig muligheden for at rejse en indsigelse, efter at du har sendt dit krav i fogedretten, men indsigelserne skal sendes til fogedretten, inden 14 dage fra fogedretten har oplyst skyldner om, at kravet nu er sendt i fogedretten (forkyndelse).

Kan jeg kræve et rykkergebyr, hvis skyldner har en indsigelse mod kravet?

Ja! Det forhold, at skyldner er uenig i dit krav, udelukker ikke, at du kan sende et rykkerbrev med et inkassovarsel til skyldner. Du kan både kræve rykkergebyrer, inkassogebyr, og et fast kompensationsgebyr.

Kan jeg kræve, at skyldner betaler min advokat for at behandle indsigelsen?

Nej! Skyldner har krav på at få sin indsigelse behandlet, og du skal betale for den tid, din advokat skal bruge på at behandle indsigelsen. Omkostningerne til din advokat, kan du ikke kræve, at skyldner betaler.

Hvad koster en sag med indsigelser?

Din advokat fastsætter prisen ud fra indsigelsens karakter og størrelsen af kravet. Hvis indsigelsen er simpel, vil udgiften til din advokat være begrænset.

Vi er et hold af jurister og advokater, som behandler sager med indsigelser. Har du spørgsmål til en konkret sag, kan vi kontaktes på telefon 66 80 40 40. Jeg har skrevet en uddybende artikel om, hvordan du skal håndtere en sag med indsigelser – artiklen er udgivet af Billy Regnskabsprogram.

Er du kunde hos Regnskabsskolen, kan du få rabat på vores inkassoløsning

Kommentarer { 0 }