Jeg har haft besøg af en iværksætter, hvis dagligvareindkøb hovedsageligt foregår i Mad og Vin. Simpelthen fordi Magasin-kortet er eneste betalingsmiddel, som ikke er spærret. Det er dyrt at være fattig.
Man kunne godt lave et TV-program som luksusfælden, men med virksomheder. Jeg tænker ikke på de større, etablerede virksomheder med (mange) ansatte, men de små virksomheder, hvor ejeren måske er eneste eller næsten eneste ansatte – hvis det er et selskab – og enkeltmandsvirksomheder.
De generelle og direkte målbare krisesymptomer i virksomhederne er
- faldende omsætning – eller måske især faldende indtjening, måske på en uforandret omsætning
- stigende træk på kassekreditten – måske ligger man efterhånden hele tiden på max.
- større kreditormasse, flere rykkere og større renteomkostninger
- måske samtidig stigende debitormasse, heraf flere dubiøse debitorer
- problemer med rettidig afregning af moms, A-skat mv.
…. og på den ikke direkte målbare side kan forhold som usikker/ustabil ledelse, manglende strategi, stigende udskiftning i medarbejdergruppen også være tegn på, at noget ikke er, som det skal være.
Men en virksomheds krise rammer ikke altid hårdt og fra en dag til en anden. Ofte er det noget, som kommer snigende, og hvor opdagelsen af, at vi er på vej ud i noget skidt, enten kan ske tidligt eller sent alt efter hvor godt virksomhedens økonomiske signaler aflæses og forstås. (Den side har vi et nyt kursus om i Regnskabsskolen.)
For de små virksomheders vedkommende, er ejerlederen ofte meget centralt placeret i alle virksomhedens aktiviteter: Han styrer økonomien, står for salget, leder og deltager i produktionen og – væsentligt – sætter standarden for, hvordan “vi gør her”. Det betyder også, at hvis virksomheden begynder at udvise krisesignaler, kan det svare sig at se på, hvordan ejerlederen agerer i forskellige situationer – og navnlig, hvordan virksomhedens omkostninger ser ud.
Når jeg i overskriften nævner Luksusfælden, som jo er et program for personer med dårlig privatøkonomi og hvor det er karakteristisk, at der er et væsentligt og nogle gange skjult overforbrug, skyldes det, at man kan se det samme i små virksomheder med dårlig økonomi. Hvordan anvendes pengene? Og hvordan ser ejerlederen på sig selv og sin egen rolle?
Hvor mange penge går til kurser, fordi ejerlederen selv skal inspireres? Rejser vi på 1. klasse eller får vi et lift med en ven? Sover vi på Bed and Breakfast eller et dyrt hotel? Har vi madpakke med eller er der tale om (firmabetalt) sushi ved aftenarbejde? Hvor mange netværksgrupper, avisabonnementer og mobiltelefoner betaler virksomheden? Er repræsentation en væsentlig omkostning?
Nogle ejerledere er nødt til at lære, at det at have fået firmakonto ikke er det samme som at få carte blanche til overforbrug. Mange bække små…. Uanset hvor hårdt, du arbejder, er det ikke antallet af arbejdstimer men indtjeningen og bundlinjen, som dikterer din virksomheds omkostningsprofil.
Heldigvis fanger de fleste det hurtigt. Iværksættere er jo generelt set ret kvikke i hovedet. Men ind imellem har jeg mødt nogle, som har haft meget svært ved at forstå, at det ikke kan nytte noget at skulle på firmabetalt lederkursus i Schweiz, når man 1) ikke rigtig har nogen at lede og 2) har trukket over på kassekreditten. I de tilfælde har jeg mine egne, små afsnit af Luksusfælden kørende – dog uden publikum. Og det hænder, at jeg får synliggjort tingene ved at bruge bogholderiet som udgangspunkt, så der faktisk sker forandringer. Gyldne øjeblikke for bogholderen.