Oversigt | multimedieskat

Brevkasse: Moms af multimedier?

Hej Anette.
Så vidt jeg ved gælder det at, hvis et multimedie bruges både privat og erhvervsmæssigt, kan der kun fradrages den erhvervsmæssige andel af momsudgifterne – den del af momsen der ikke kan fradrages momsmæssigt, kan man fratrække i den skattepligtige indkomst. Mit spørgsmål er: Hvordan bogføres dette fradrag?

Mvh.
Johnny

Du har fuldstændig ret. Det er en tåbelig regel, men det betyder, at selvom udgiften til de blandet benyttede multimedier er fuldt fradragsberettiget, skal vi alligevel ind og lave vurderinger af, hvor stort det private brug er, for at få momsen på plads.

I praktis fungerer det lettest ved at lave en momskode til formålet. Dvs. finde ud af, hvor meget dit private brug omfatter og så lave en momskode, som ikke er 25% men lavere, så kun den erhvervsmæssige del af momsen bliver fradraget. Hvordan præcist du skal gøre afhænger af, hvilket økonomisystem, du bruger.

Alternativt kan du bogføre udgiften med fuld moms, helt som normalt, og så efterfølgende lave en regulering af momsen manuelt. Hvis du f.eks. har en telefonregning på 1.000 kr. (heraf 200 kr. moms), og vi leger, at du taler præcist 50% privat og 50% firma, skal der ske følgende bogføring:

Kredit: Kontoen købsmoms: 100 kr.
Debet: Kontoen telefonudgifter: 100 kr. hvor momskoden så skal fjernes/undertrykkes.

Men siden “vi”  synes bedst om bogføring, for der ikke sker nogle manuelle momsposteringer, vil jeg foreslå, at du laver en momskode til dine multimedier og så regulerer ved årets afslutning, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Det kan lade sig gøre i mindre firmaer, men forestil dig situationen i en virksomhed med 40 sælgere, som alle har mobiltelefon og som alle taler mere eller mindre privat. Det er virkelig ikke særlig smart organiseret fra SKATs (eller politikernes) side, selvom multimedieskatten i sig selv fungerer rigtig godt.

Kommentarer { 0 }

Multimediebeskatning for selvstændige

Nu hvor jeg har set, hvordan den udvidede selvangivelse 2010 ser ud og konstateret, at mulitmediebeskatningen ikke er nævnt med et ord, hverken på side 3 eller 4, er der ikke længere usikkerhed omkring, hvordan bogføringen og registreringen på selvangivelsen skal ske:

Hvis multimedierne er løbende beskattet via lønseddel (f.eks. for indehavere af selskaber, hvor ejeren får løn via lønbureau hver måned): Der skal ingenting gøres. SKAT har allerede fået oplysningerne, og beskatningen er sket løbende. Er der tale om sporadisk udbetaling af løn til ejeren, skal indberetningen af lønnen for 2010 inklusive multimediebeskatningen på 3.000 kr. være SKAT i hænde senest den 17. januar 2011, hvis det skal foregå rettidigt.

Hvis der ikke er afregnet løbende multimedieskat (f.eks. indehavere af personligt ejede virksomheder), skal der bogføres en egenandel på 3.000 kr. (ingen momskode) ind i kredit i driften og i debet på Mellemregning/Hævet privat/Ikke fradragsberettigede udgifter i egenkapitalen. Hermed bliver beskatningen korrekt. Yderligere må beløbet føres i rubrik 350: Private andele, hvor der så skal sættes x i “andet”, siden multimedierne mærkeligt nok ikke har fået sit eget punkt her.

Kommentarer { 6 }

Den udvidede selvangivelse 2010

Så har jeg fået fingrene i et eksemplar af den udvidede selvangivelse 2010. Du kan hente et pdf-eksemplar her.

Den ligner jo sig selv, selvangivelsen. Men hvis man skimmer den godt igennem (og det gjorde jeg, for at finde ud af, hvordan multimediebeskatningen skal registreres) er der en lille ændring i forhold til sidste år: Rubrik 11 hedder nu “lønindkomst, bestyrerlseshonora, multimedier, fri bil mv. før fradrag af AM-bidrag”. Og det er det eneste tidspunkt, den nye multimediebeskatning viser sig i den udvidede selvangivelse. Det betyder, at selvstændige skal regulere for mulitmediebeskatningen i selvangivelsen, det skriver jeg lige et særligt indlæg om.

Har du brug for et kursus i årsafslutning? Vi har (få) ledige pladser på tirsdag, den 11. januar 2011 kl. 9.30 – 16.00.

Kommentarer { 3 }

Brevkasse: Privat- eller erhvervsabonnement til mobilen?

Hej Anette

Et lille spørgsmål til din brevkasse:

Min gamle mobiltelefon synger på sidste vers, og jeg er derfor på udkig efter en ny. Jeg har ikke tidligere ladet min enkeltmandsvirksomhed betale for hverken telefon eller forbrug, men jeg kan forstå at det med den nye multimedieskat er dumt andet, så nu skal det være.

Nu ser jeg imidlertid at hvis jeg f.eks. skal have en telefon med abonnement hos 3, så skal jeg som erhvervskunde binde mig for mindst 12 mdr., mens jeg som privatkunde kan nøjes med at binde mig for 6 mdr. Derfor er mit simple spørgsmål: Er det vigtigt at der på min regning fra mobilselskabet står mit firmanavn, eller er det ligegyldigt?

Mange hilsner
Anja

Hej Anja.

Ja, det er fantastisk, som de teleselskaber udnytter alle muligheder for at binde os på hænder og fødder. 3 er ikke det eneste, som har andre vilkår for erhverv end de har for privat.

Til gengæld er det ikke dit problem: Så længe du har en personligt ejet virksomhed, altså et I/S eller  enkeltmandsfirma, er virksomheden og du juridisk “samme person”, og derfor gør det ikke noget, om der står dit eget navn eller virksomhedens navn på fakturaen: Du hæfter alligevel privat for det hele :-).

Når du nu er i gang: Multimedieskatten dækker både telefoni, internetforbindelse og hjemme-PC. Så hvis du ikke i forvejen betaler din internetforbindelse med firmapenge, så er det også nu, du skal til at have den med ind i virksomhedens regnskab.

Dbh
Anette

Kommentarer { 11 }

Multimediebeskatning – pjece fra SKAT

Multimediebeskatningen som fra 2010 erstatter “fri telefon” og forskellige ordninger vedrørende hjemmearbejdsplads er en alt-eller-intet-ordning: De 250 kr., man skal beskattes af månedligt, dækker nemlig både telefon, internet og IT udstyr hjemme. Og beløbet bliver ikke mindre af, at man kun har et af goderne til rådighed.

Som noget nyt skal begge ægtefæller beskattes, hvis de begge har adgang til de goder, så for nogle bliver det dyrere mens der er en klar besparelse for andre.  For mange er det en fordel, at også selvstændigt erhvervsdrivende er omfattet – de gamle regler var (er) rodede.

SKAT har udgivet et lille skrift om emnet. Hent SKATs pjece om multimedieskatten her.

Kommentarer { 6 }