Oversigt | brugtmomsordningen

Brevkasse: Moms ved køb af brugte maskiner

Spørgsmål4Hej Anette

Jeg kunne ikke finde ud af at oprette et spørgsmål på din hjemmeside. Flovt…. – særligt når jeg kan se, at mange andre har fundet ud af at stille spørgsmål på din virkelig gode side.

Følgende er mit “problem”, som jeg håber, at du kan hjælpe mig med:

Jeg er for nylig startet i en virksomhed, hvor vi både køber og sælger nye samt brugte maskiner. Min tvivl går på, hvordan jeg skal håndtere og kontere momsen, når vi køber en brugt maskine af privatpersoner,  foreninger, klubber (f.eks. golfbaner) mv. Dvs. i de situationer, hvor jeg sidder med et købsbilag, hvorpå der IKKE er angivet nogen moms.

Salgsfakturaen laver jeg altid på almindelig vis (med 25 % moms) til både erhverv og privatpersoner.

Håber, at du kan hjælpe mig til at få “ro i sjælen” i forbindelse med at jeg skal momsafregne, og at jeg ikke behøver at være i tvivl mht. om jeg gør det rigtigt.

Nogle af mine spørgsmål er:
1.   Skal jeg selv udregne samt kontere den indg. moms, når vi modtager købsfakturaer uden moms (se evt. faktura nr. K1 nedenfor)?

2.   Og hvis “ja” til spørgsmål nr. 1, hvad udgør så momsen af denne faktura (kr. 25,- eller 20,-)? Jeg formoder 20,-? Men kommer i tvivl, da man jo på EU import fakturaer tager 25 % af købet, dvs. 25 kr.

3.   Kan der være fordele/ulemper ved salg af brugte maskiner at skifte til brugtmomsordningen (metode 1)?

4.   Skal jeg have oprettet ekstra/nye konti, såfremt vi beslutter os for at bruge brugtmomsordningen?

5.   Hvad hvis der er moms angivet på købsfaktura i forbindelse med køb af brugt maskine, dvs. maskinen er købt af en momsregistreret leverandør, som ikke bruger brugtmomsordningen . Kan man så også som køber vælge at bruge brugtmomsordningen (og af hvilket beløb (før/efter moms), skal man udregne sin brugtmoms?

6.   Skal der på salgsfakturaen stå momsbeløb, såfremt man sælger under brugtmomsordningen?

KØBSFAKTURA NR. K1:
Køb af brugt maskine1 af golfklub Kr. 100,-
Moms 0% Kr. 0,-
Købspris i alt Kr. 100,-

Håber, at du kan hjælpe. På forhånd tak

Med venlig hilsen
Dorthe

SvarKære Dorthe

Tak for dit indlæg/spørgsmål, som er lidt for omfangsrigt til, at jeg kan svare på det hele her på bloggen. Imidlertid kan jeg forklare den vigtigste ting omkring moms ved køb af brugte varer, og så kan jeg foreslå, at du køber Bogen om moms, som jeg linker til nederst.

Når man køber brugte varer uden moms af privatpersoner og sælger dem videre, skal momsen beregnes efter en af brugtmomsordningerne. Der er to ordninger, og i dit tilfælde er det “ordning 1”, vi skal bruge – fordi maskinerne er så store, at de håndteres enkeltvis. (Ordning 2 handler om køb af f.eks. brugte bøger i kasser og den slags, hvor vi ikke kan følge sporet for hver enkelt lille genstand.)

Når du køber maskinen, skal du registrere, hvor meget, du har købt den for. Når du så senere sælger maskinen, skal momsen ikke beregnes af salgsprisen, men af salgsprisen minus købsprisen. Det kaldes “salgsmomsgrundlaget”. Har du f.eks. købt en maskine til 2.000 kr., som du sælger videre til 5.000 kr., ser det sådan ud:

Salg: 5.000 kr.
Køb: 2.000 kr.
Salgsmomsgrundlag: 3.000 kr.
(Salgsmoms: 600 kr.)

Når du bruger denne ordning, skal salgsbilaget være påført en oplysning om, at der er beregnet brugtmoms. Du kan f.eks. skrive: “Varen i denne faktura sælges efter de særlige regler for brugte varer. Køber kan ikke fradrage købsmoms”.

Link til Bogen om moms i Danmark .

Dbh.
Anette

Kommentarer { 0 }