Oversigt | brevkasse

Brevkasse: Kan SummaSummarum løbende opdatere egenkapitalen?

Spørgsmål  Hej Anette

Kan SummaSummarum løbende overføre indeværende års resultat til konto “årets resultat” under egenkapitalen, således at egenkapitalen hele tiden er opdateret?

Mvh Eva

 

Svar  Hej Eva

Nej, SummaSummarum kan ikke overføre årets resultat løbende, selvom det ville være en dejlig funktion. Måske kan vi få Visma til at lave en rapport, som viser resultatopgørelse og balance inkl. årets resultat pr. en bestemt dato. Det ville faktisk være en dejlig funktion, og jeg skriver til dem for at høre, om det kunne komme på “ønskelisten”.

Dbh
Anette

Kommentarer { 2 }

Brevkasse: Flere aktiviteter og personer i enkeltmandsfirma

Hej Annette

Jeg har et par spørgsmål som jeg håber du kan hjælpe mig med.

Jeg har en tømrervirksomhed (enkeltmands) og min kæreste vil igang med at lave og sælge børnetøj. I starten bare for at se om det kan blive til noget.

Hun har af private grunde ikke mulighed for at få eget cvr. nr. endnu, eller gøre brug af 50.000kr grænsen. Derfor tænker vi på at køre det over mit firma, evt. som et SE nr.

Hvordan og hvor opretter man det? Bliver SE nr. beskattet selvstændigt, eller bliver det blandet med CVR nr.skat (og min personlige skat)?? Og hvordan er det i det hele taget rent regnskabsmæssigt?

Vi ville jo gerne holde det så adskilt som muligt, så vi kan se hvordan det går og hvor meget der skal betales i skat osv. i tøjfirmaet.

På forhånd tak og tak for en fantastisk brevkasse.

Mvh Jakob

Hej Jakob

Når din kæreste ikke har mulighed for selv at få et CVR-nummer, og I kører aktiviteten over dit firma, vil du personligt blive beskattet af overskuddet. Selvom I har flere aktiviteter, vil der ikke være to adskilte regnskaber – tøjsalget vil bare blive registreret som en biaktivitet i din virksomhed. (Det vil sige: Du skal lave en ændring til din registrering hos Erhvervs-og selskabsstyrelsen, brug denne blanket: http://www.virk.dk/myndigheder/stat/EOGS/Registrering_af_virksomhed_aendring.)

Regnskabsmæssigt kan du holde det adskilt ved at lave en særlig kontogruppe til den aktivitet, din kæreste laver, og du kan udbetale hende løn (via lønsystem mv.), sådan at det hele giver mening. I er velkomne herinde til en times individuel undervisning, hvis I har brug for hjælp til opsætning eller beregninger.

Dbh
Anette

Kommentarer { 3 }

Brevkasse: Er det en fordel for kunderne, at jeg ikke er momsregistreret?

Er lige blevet bekendt med jeres virke og jeg har et spørgsmål I måske kan svare på: jeg har egen lille nystartet virksomhed og forventer en omsætning ialt på ca.30.000 kr. fra nu til nytår – det skal jeg betale skat af, men jeg har ikke tænkt mig at lægge moms på fakturaerne da jeg ikke er momsreg. og ikke forventer at komme op over de 40.000 hvor man skal betale moms. Vil det sige at det faktisk er en fordel for kunder at bestille en vare – her en konsulentydelse hos et firma som mig, som ikke er momsregistreret, så slipper kunden jo for momsen?

Grænsen er 50.000 kr. for, hvornår man skal momsregisteres. Vi taler om 50.000 kr. inden for 12 på hinanden følgende måneder – dvs. når/hvis du kan forudse, at du kommer over grænsen, skal du momsregistreres.

Og ja: Hvis dine kunder er private og derfor ikke kan trække momsen fra i en virksomheds regnskab, er det en klar fordel at være ikke-momsregistreret. Er dine kunder derimod firmaer som selv er momsregistrerede, vil de som regel være ligeglade, da de alligevel afløfter momsen i deres eget momsregnskab.

Kommentarer { 6 }

Brevkassens udvikling

Der kommer rigtig mange interessante spørgsmål til brevkassen – og også en del, som ikke bliver sendt direkte til mig (eller brevkassemailen) men som kommentarer i de forskellige indlæg. Det er dejligt – respons på indlæg er altid velkomne. Så bliv endelig ved med at skrive kommentarer.

Brevkassen handler om regnskab, økonomi, bogføring og administration for selvstændige – og spørgsmål fra iværksættere, som endnu ikke har startet virksomhed er også meget velkomne. Derimod bliver spørgsmål fra lønmodtagere om deres skattemæssige forhold ikke besvaret, fordi jeg gerne vil holde fokus på de selvstændige.

God læse- og skrivelyst.

Kommentarer { 6 }

Brevkasse: Momsreguleringsforpligtelse

Hej Anette

Jeg er ved at starte egen virksomhed og kan købe noget af en ekstisterende virksomhed. I udkastet til kontrakten står følgende:

Inden 2 måneder efter overdragelsen udarbejder SÆLGER”™s revisor opgørelse over eventuel momsreguleringsforpligtelse. KØBER indtræder i momsreguleringsforpligtelsen.

Kan du forklar (meget pædagogisk, tak:)) hvad en momsreguleringsforpligtelse er, og hvad det evt. koster mig? Vi handler til en pris på kr. 80.000 (uden nogen moms, da der står følgende: Der beregnes ikke moms af salgssummen).

Mange tak.

Jeg skal prøve:

Det handler om, at du køber nogle ting momsfrit, som sælgeren har løftet momsen af i sin tid, da sælgeren anskaffede tingene.  Du kan kun købe disse ting momsfrit, så længe du bruger dem i din virksomhed. Hvis nogle af de ting, du køber momsfrit i forbindelse med virksomheden, ikke skal bruges i din virksomhed, men du tager dem med hjem til privat brug, skal du betale momsen af værdien. Ikke sælgeren.

Så hvis alt det, du køber for de 80.000 kr. bliver i virksomheden og ikke tages med hjem til privatforbrug, kommer det ikke til at koste dig noget.  Ellers kan det komme til at koste dig momsværdien af de ting, du tager med hjem.

Dbh
Anette

Kommentarer { 0 }

Brevkasse: Hvor skal tolden betales?

Hej Anette.

1000 tak for en rigtig god og informativ hjemmeside.

Jeg håber du kan give svar på følgende:
Vi får produceret en vare i Kina. Vi har en kunde i Finland som gerne vil købe varen, men skal have den leveret til et datterselskab i Sverige, som skal sælge varen videre til forbrugere. Vi skal fakturere kunden i Finland.

Hvor skal told/skat/afgifter betales?

Med venlig hilsen
Kate

Hej Kate.

Tak for de pæne ord om siden. Jeg er glad for, at du synes om, hvad du ser.

Med hensyn til fortoldningen, så skal tolden betales første gang varen flytter ind i EU. Dvs. i dette tilfælde i Sverige. I skal ikke momse varen til jeres finske kunde, når I fakturerer, fordi i sælger b2b inden for EU (men I skal have deres finske momsnummer til jeres listeangivelse). De svenske skattemyndigheder vil beregne importmoms og told, når varen ankommer, og den del bør være jer helt uvedkommende.

Dbh
Anette

Kommentarer { 0 }

Brevkasse: Inkassovarsel er ikke nået frem

Kan kunden få medhold i en påstand om, at inkassovarsel ikke er modtaget, fordi det ikke kan bevises, at det er afsendt, da det ikke er afsendt som anbefalet brev?

Ja, så er det godt med et hjælpsomt netværk! Jeg har fået hjælp til svaret ved at kontakte min advokat, Thomas Buus Pedersen, og han siger:

Hvis man kan fremlægge en kopi af inkassovarslet,  som er sendt til den rette adresse er dette som udgangspunkt nok.  Der er ikke krav om at inkassovarslet skal fremsendes som anbefalet post.  Dette fremgår af principperne fra Aftalelovens paragraf 40, der lyder som følger:

§ 40. Når nogen, som efter denne lov skal »give meddelelse« har indleveret meddelelsen til befordring med telegraf eller post eller, hvor andet forsvarligt befordringsmiddel benyttes, har afgivet den til befordring dermed, går det ikke ud over ham, at meddelelsen forsinkes eller ikke kommer frem.

Det er selvfølgelig anbefalelsesværdigt at sende inkassovarslet med anbefalet post,  idet du hermed har konkret bevis herfor,  men der er ikke krav om det.

Kommentarer { 0 }

Brevkasse: Fradrag før momsregistrering

Jeg er ved at starte firma op med salg af brugte møbler osv, jeg har valgt ikke at momsregistrere mig endnu, da jeg endnu ikke ved om mit salg vil løbe op over de 50.000 om året.

Mit spørgsmål lyder på : Jeg afhenter jo møbler i min personbil og lejer en trailer, kan jeg trække km fra som fradrag når jeg ikke er momset ?, jeg kan vel også trække leje af traileren fra?

Når du driver erhvervsmæssig virksomhed, er reglerne for fradrag de samme, uanset om du er momsregistreret eller ej. Derfor må du trække de udgifter fra, som medgår til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten – herunder også trailerleje til transport af dine møbler og kørselsgodtgørelse.

Hvis din virksomhedi kke drives erhvervsmæssigt men nærmere er en hobbyvirksomhed, kan du også få fradrag for de faktiske udgifter, du har i forbindelse med at tjene pengene, men du kan ikke få fradrag i din personlige skat for et evt. underskud, og der er også nogle regler vedrørende anlægsaktiver, der er anderledes. Læs evt. om hobbyvirksomheder her.

Kommentarer { 1 }

Brevkasse: Fakturering tilbage i tiden

Kan man ikke i Summa lave en faktura tilbage i tiden?

Nej. Det vil sige: Man kan lave fakturaer tilbage til datoen for den sidst udstedte. Har du lavet en faktura den 20.12 kan du godt tilbagedatere en faktura til samme dato nu, men ikke til dagen før.

Lige netop styring af fakturaer og debitorkartoteker er et af de steder, man skal være forsigtig i SummaSummarum, fordi progammet ikke understøtter to åbne regnskabsår samtidig. Så sørg for at få faktureret alt for 2008 ud nu.

 

Kommentarer { 3 }

Betalt svensk moms – hvad så?

Hej Anette,

Jeg er i en lidt sær situation…
Jeg har en lille enkeltmands virksomhed som er registreret i DK. Jeg startede firmaet da jeg boede i DK, men er nu flyttet til Gøteborg og firmaets adresse er nu registreret på mine forældres adresse i DK. Mit problem er at jeg i 2008 har købt en del computer Hardware til firmaet, og det er også betalt med firmaets Visakort. Det er købt i Sverige og også leveret i Sverige. Det har ikke været muligt for mig at finde en butik i Sverige som vil sælge Pc hardware til mig uden Svensk moms selvom jeg kan oplyse om mit DK CVR nummer.

Alt er derfor købt og betalt med Svensk moms. Er jeg bare på rø… nu og kommer til at betale dobblet moms? Hvordan bogfører jeg disse køb i Summa?

Håber du kan hjælpe mig.
På forhånd tak.

Du kommer ikke til at betale dobbelt moms. Du kommer til at betale svensk moms, og den kan du ikke trække fra. Med mindre du vil søge momsrefusion fra Sverige – men jeg tror ikke, du får held med det uden egentlig at skulle momsregistreres i Sverige, varen er jo ikke udført fra landet. Men hvis du vil undersøge sagen, er adressen:

Skatteverket
Utlandsenheten
205 31 Malmø
Sverige

Eller:
Skatteverket
Utlandsenheten
106 61 Stockholm
Sverige
Telefon +46 771 567 567
www.skatteverket.se

Du bogfører købet på en konto uden moms (ikke U25 – for det er jo netop ikke et momsfrit køb), så går momsafregningen på plads, og du bogfører hele beløbet, der er trukket på din bankkonto.

Kommentarer { 0 }

Brevkasse: Inkassofaktura betalt

Hej
Jeg har en faktura som er sendt til Innkasso, med renter og rykker gebyr i 2007
og nu er den så blevet betalt hvorfan bogfører jeg den ?

Hvordan bogfører jeg vis kunden betaler for meget det vil sige at fakturaen ikke bliver udligned ?
Selv om den er betalt så ligger den stadig i rykkerstyring forde kunden betalte for meget.

Det, kunden har betalt for meget, skal bogføres som rykkergebyrer eller renter, alt efter hvad det er, kunden har betalt ud over det oprindelig fakturabeløb.

Hvis der f.eks. er tale om et rykkergebyr, udligner du fakturaen og bruger (i kredit) kontoen for Rykkergebyrer eller Diverse Indtægter Uden Moms som udligningskonto.

Kommentarer { 4 }

Brevkasse: Kørepenge i delebil?

Jeg deler bil med mine gode venner, som kun bruger bilen i weekender.Jeg bruger bilen i hverdagen i mit Firma. Jeg er ikke registreret som ejer af bilen, Kan jeg trække kørsel fra? Hvad skal sørge for andet end at føre kørselsbog?

Det lyder, som om I har en udmærket delebilsordning. Hvis du skal kunne trække kørepenge ud af firmaet med kilometergodtgørelse efter statens takster, som er klart den bedste løsning for de fleste, så skal du være registreret bruger af bilen. Hvis du er det, så ja. Og du skal ikke sørge for andet end at føre kørselsbog.

Kommentarer { 0 }

Brevkasse: Afskrivning af restsaldo (kamera)

Jeg er freelancefotograf med selvstændig virksomhed.

Jeg købte i 2005 et kamera til godt 26.000 ex. moms. Jeg har de efterfølende
år afskrevet med 25%. Kameraet var i årrapporten 2007 angivet til kr.
11.164, og efter afskrivning i 2008 vil den stå til kr. 8.373,00, hvilket er
mindre end kameraet ville kunne indbringe ved salg.

Kan jeg afskrive hele restværdien i 2008 istedet for de 25%?

Ja, det kan du. Ikke fordi handelsværdien er lavere, men fordi den samlede saldo på dine driftsmidler er under grænsen, som i år er 11.900 og næste år 12.300. Det står i afskrivningslovens § 5, stk. 3, hvor grundbeløbet siden 1987 så er steget til de beløb, jeg lige har nævnt:

Afskrivning kan højst udgøre 25 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi efter stk. 2. Udgør den afskrivningsberettigede saldoværdi før indkomstårets afskrivning et grundbeløb (i 1987-niveau) på 6.700 kr. eller derunder, kan beløbet fradrages fuldt ud i den skattepligtige indkomst.

Kommentarer { 1 }

Brevkasse: Moms på diæter?

Jeg har et enkeltmandsfirma. I forbindelse med en rejse i udlandet for en kunde skal kunden faktureres for de skattefri diæter, som jeg jo skal have. Skal jeg fakturere moms af disse beløb, når jeg fakturerer?

Jeg vil mene, at der skal moms på. I de fleste tilfælde vil det ikke betyde noget for kunden, som kan trække momsen fra i sit regnskab. Både på diæter og på kilometergodtgørelse, hvis man bruger sin private bil firmamæssigt og fakturerer kunden. Hvis der derimod er tale om udlæg, f.eks. hotelovernatning, bespisning eller tilsvarende, kan disse beløb viderefaktureres uden moms (jf. udlægsordningen).

Kommentarer { 0 }

Fyraftensmøde om fryns!

Hvis du vælger kategorien “fryns” i menuen til venstre, kan du se, at der efterhånden ligger en del små indlæg om emnet. Spørgsmålet om, hvorvidt vi får nok ud af vores lønkroner, er nemlig aktuelt – og reglerne ikke helt lette at finde rundt i.

Derfor afholder vi nu et fyraftensmøde om frynsegoder.

Det foregår i Regnskabsskolens lokaler mandag, den 1. december 2008 kl. 16.00. Gratis adgang, tilmelding nødvendig – læs mere og tilmeld dig her.

Sidst, vi holdt et fyraftensmøde, var der over 20 deltagere – så husk visitkort, det er en god netværksmulighed.

Kommentarer { 0 }

Satsen for lejlighedsgaver er forøjet til 700 kr.

Og det gælder allerede fra nu – og i de fleste tilfælde altså julen 2008: Hvor gaver til medarbejdere indtil nu har måttet koste max. 500 kr. (for at være skattefri for modtageren), er satsen pr. julen 2008 ændret til 700 kr. Ifølge SKATs pressemeddelelse har beløbet ikke været ændret i 12 år, så det var måske også på tide.

Der er tale om max. 700 kr. inklusive moms. Og momsen skal ikke med i momsopgørelsen, så der skal bogføres på en konto uden momskode.

Kommentarer { 2 }

Selskab eller personligt ejet virksomhed?

Hej A, du har været omkring det i din brevkasse – men livrem og seler… Jeg er ved at starte lille firma – kun med mig selv i første omgang – en virksomhed hvor jeg vil tilbyde ydelser som konsulent indenfor TV-produktion. Det kan være udvikling af programmer, ide-udvikling, coaching, redaktøropgaver på prgr. etc etc. Jeg vil nok få opgaver hvor jeg lader mig ansætte af produktionsselskab til tidsbegrænsede opgaver – men vil ikkeudelukke at jeg selv sætter produktioner i gang. f.eks. indenfor web. HVAD skal jeg vælge – revisorer siger Aps – andre siger enkeltmandsfirma…? Jeg vil skulle investere i en del computer udstyr, telefon, oprettelse af hjemmeside  – kan man bruge af de 125.000 kr til det? på forhånd tak.

Jeg har skrevet et indlæg omkring interessentskaber kontra anpartsselskaber her: https://anettesand.dk/2007/omdannelse-fra-is-til-aps/ Nu er det jo ikke et I/S, du vil lave, men alligevel er der en god oversigt over forskellen mellem personligt ejede virksomheder og selskaber i det blogindlæg.

Jeg skal kende mere til sagen for at kunne sige, hvorfor revisorerne anbefaler ApS. (En sjælden gang imellem møder man en revisor, som anbefaler ApS, fordi der er mere forretning i det for revisoren, men det er meget sjældent, heldigvis.) Men på grundlag af det, du har skrevet, altså at du skal lave konsulentbistand og ikke have nogle ansatte, kan jeg ikke se, hvorfor du ikke kunne starte med en enkeltmandsvirksomhed. Evt. kan du starte sådan, og hvis det så går godt, kan du lave en skattefri virksomhedsomdannelse til ApS året efter. Det er der nogle gange god fornuft i.

Nogle af de poster, du omtaler, vil kunne indeholdes i de 125.000 kr. men langt fra alle, eller nærmere: De færreste. PC-eren, hvis den er dyr. Ellers formentlig ikke.  Jeg vil foreslå, at du kommer til et af vores info-møder, hvor netop den slags spørgsmål ofte er oppe at vende. Og hvor vi kan tale lidt mere om fordele og ulemper ved de forskellige virksomhedsformer. Klik her.

Kommentarer { 0 }

Styr på bookinger og regnskab

Hej Anette

Jeg har lige startet et booking buerau for latterinstuktører, www.latterbooking.dk. Vi tilbyder latterkurser og latter til fest og lign.

I den forbindelse sidder jeg og leder efter et system der kan gøre det let at holde styr på booknigerne og regnskabet. Kender du til et passende system ?

På forhånd tak
Peter

Det er da helt til grin!

Undskyld… den har du nok hørt mange gange før, men jeg kunne ikke lade være :-).

Var det bare til en enkelt instruktør, ville SummaSummarum kunne klare hele opgaven med deres kalendersystem, men jeg går ud fra, at der er tale om et samlet overblik over alle latterinstruktørerne, og så kniber det lidt med de gode ideer herfra. Jeg kender ikke et system, der både kan klare bookingerne og regnskabet på samme tid. I jeres sted ville jeg først og fremmest lede efter et bookingsystem isoleret, og så sikre, at det kan eksportere de relevante oplysninger til en tekstfil eller et regneark. For når vi er så langt, vil I kunne importere til rigtig mange regnskabsprogrammer, og dermed vil I kunne vælge regnskabsprogram ud fra jeres behov og ikke ud fra, hvad der tilfældigvis findes i tilknytning til bookingprogrammet. Prøv evt. også at spørge på http://amino.dk, der er ofte hjælp at hente.  Finder I ikke noget godt bookingsystem, vil det være inden for mulighedernes grænser at få det lavet i Excel, men den slags er naturligvis ikke helt gratis.

Lad mig gerne høre, hvad I når frem til.

Og så indsætter vi lige et lille pausegrin:

 

Kommentarer { 3 }

Hvor lange må frynserne være?

Jeg driver et lille ApS hvor kun jeg selv er ansat.

Jeg har tænk lidt over om ikke det kunne betale sig at “udbetale” visse ting i form af frynsegoder. Jeg er helt klar over at det for mig som person vil være skattepligtigt men kan ikke helt gennemskue om det totalt set kan betale sig.

Hvis vi nu antager at firmaet indkøber en cykel til kr. 30.000. Den “udbetales” til mig som en bonus. Jeg skal så pålægge min selvangivelse en indtægt på kr. 30.000 og bliver beskattet heraf lig med ca. 15.000.

Det er jo fint for både mig og firmaet – jeg får en cykel til ca. halv pris og firmaet sparer mindst 30.000 (idet de skulle have udbetalt mig 60.000 således at jeg fik 30.000 ud).

Mangler jeg noget i mit regnestykke eller er det bare med at komme i gang?

Når vi regner på fordele omkring frynsegoder, så skal man skelne mellem tre typer:

1. Arbejdsgiverbetalte frynsegoder
2. Fryns, som betales via bruttolønsordningen
3. Frynsegoder, som bliver fuldt beskattede

De fleste fokuserer meget på 1. og 2., fordi det er her, der er en skattemæssig fordel for lønmodtageren. Og SKAT har fastsat en del regler for, hvilke krav, frynsen skal opfylde, for at kunne gå ind under en af de to ordninger.

Det, du spørger om her, er, om du må betale en cykel med firmapenge, når den bliver indberettet som skattepligtig indkomst, altså 3-eren. Og ja, det må du gerne gøre. På bundlinjen sparer du ikke noget i SKAT, du får reelt 30.000 kr. mindre i løn og betaler tilsvarende mindre i SKAT på den måde. Men så længe skatten bliver betalt, så er det OK, at du som arbejdsgiver betaler en cykel for dig, som medarbejder. Privat kan det måske blive et problem, at cyklen ikke bliver beskattet løbende, så du måske står med en ekstraskat, når selvangivelsen er udfyldt og afleveret.

Kommentarer { 0 }

Konkurs – er vores tilgodehavende tabt?

Vi har to fakturaer med udestående på hhv. cirka 4500,- og 3000,- hvilket er store beløb i vores virksomhed.

Det firma, der har købt varer af os, er imidlertid gået konkurs, og firmaet er nu lukket.

Er der nogen mulighed for at inddrive pengene?

Ja, det er jo noget skidt, I oplever lige nu. Hvis det firma, som har købt varerne af jer, er et selskab (f.eks. ApS eller A/S), så er chancerne for at på pengene retur minimale. Men hvis det er en personligt ejet virksomhed, f.eks. en enkeltmandsvirksomhed eller et interessentskab, så er der tale om, at ejeren/ejerne hæfter personligt for alt gæld i virksomheden, og så kan I få hjælp fra en advokat til at opretholde jeres krav i meget lang tid – dvs. indtil de betaler.

Kommentarer { 2 }