Oversigt | alien

Alien – rejsende i tid og rum

Jeg har lige afsluttet en rigtig dejlig foredragstur rundt i landet med DANA A-kasse. Efter hvert foredrag får jeg heldigvis både kommentarer og ind imellem også uddybende spørgsmål eller nogen vil gerne have et link, de ikke fik skrevet ned osv. De fleste kan jeg svare på uden videre, men der var en enkelt henvendelse, jeg lige skulle tænke over to gange:

Tak for foredraget. Jeg er en alien – rejsende i tid og rum. Jeg vil gerne trække både tid og rum fra, og jeg vil derfor gerne i kontakt med din virksomhed.

Hvad siger man så? Jeg var lidt i tvivl, men ikke ret længe, for svaret er jo nøjagtig det samme, som til alle andre spørgsmål om fradrag – altså de almindelige, som der ikke findes en særordning for. Og så vidt jeg er orienteret, er der ingen særordninger vedrørende hverken tid eller rum. Så til spørgsmålet om fradrag for tid og rum er svaret:

Tak for din mail. Hvis du vil have fradrag for tid og rum kræver det, at du kan dokumentere, at du har merudgifter på henholdsvis tid og rum, og at denne udgift knytter sig til indkomsterhvervelsen i din virksomhed. Såfremt dine udgifter til tid og rum ikke kan dokumenteres eller ikke knytter sig til indtjeningen i din virksomhed, er der ikke skattemæssigt fradrag for dem ifølge dansk lovgivning. Da det er et interessant spørgsmål, er jeg meget interesseret i at se din dokumentation, hvis du opnår fradrag for tid og rum – det vil være velegnet som undervisningsmateriale i Regnskabsskolen.

I øvrigt – selvom vi stadig er lidt uden for sæson, minder spørgsmålet mig om den gamle debat vedrørende fradrag for risengrød. Den kan du læse om her.

Kommentarer { 3 }