Oversigt | a-kasse

Din guide til A-kasser for selvstændige [Gæsteindlæg]

Af gæsteblogger David Poulsen

Som selvstændig kan det være forvirrende, om man i det hele taget bør vælge en a-kasse, og i så fald, hvilken man bør vælge. Der er en masse regler og love at følge som selvstændig, og i denne guide vil vi tage dig igennem dette. Derudover vil vi hjælpe dig med, hvilke fordele og ulemper der er som selvstændig i en a-kasse, og hvilken a-kasse der potentielt passer til dig.

Hvornår er man medlem som lønmodtager eller selvstændig?

Ifølge SKAT er det afgørende, at der er et erhvervsmæssigt formål forbundet med din aktivitet som selvstændig, og at der er et personligt arbejde forbundet med denne aktivitet.

En A-kasse har blandt andet følgende retningslinjer for selvstændige:

  • Beskæftiget for egen regning: med et hensigt om at tjene penge
  • Har et CVR- eller SE-nummer
  • Beskattes som selvstændig virksomhed via B-indkomst.

Kan du ikke nikke genkendende til disse retningslinjer, vil du således ikke være berettiget til at være medlem som selvstændig men derimod som lønmodtager.

Hvilke betingelser skal overholdes for at få ret til dagpenge?

Som selvstændig har du naturligvis en række andre forbehold og betingelser, du skal være opmærksom på, hvis du på et tidspunkt skal sikre dig retten til at modtage dagpenge. Det er vigtigt, at du er  opmærksom på disse – særligt hvis du førhen har været medlem af en a-kasse som lønmodtager. Din anciennitet ligger fortsat på ét år, og den helt store forskel ligger selvfølgelig i din virksomhed. Du skal enten  have solgt, afviklet eller bortforpagtet denne. Herudover følger de  betingelser, som du måske kender: Tilmelding til Jobcentret, og at du er villig til at påtage et fuldtidsjob som lønmodtager – som du aktivt søger under din periode på dagpenge.

Hvilken dagpengesats vil selvstændige modtage?

Denne varierer utrolig meget i det enkelte tilfælde, og det vil ikke være muligt at sætte tal på. Satsen beregnes typisk ud fra virksomhedens overskud i de 2 bedste år. Der tages udgangspunkt i de 5 seneste regnskabsår, hvad enten det er en enkeltmandsvirksomhed, IVS eller et ApS.

Fordele ved a-kasser for selvstændige

Den helt store fordel er sikkerheden, hvis dit projekt som selvstændig ikke går som håbet. Det giver dig mere tryghed, som også gør, at du kan fokusere mere på din forretning, end hvad du gør, hvis projektet går konkurs. Man kan argumentere for, at en a-kasse altså giver mere frihed, som du virkelig kan udnytte, når du driver din forretning.

Ulemper ved a-kasser for selvstændige

Det kan være en ulempe, at satsen er bundet op på indtjening. Det giver a-kasserne en sikkerhed, så de ved, at medlemmer ikke kan bedrage med dette. Det kan bare ramme enkelte personer, som knokler og knokler, men desværre ikke opnår profit og høj indtægt af aktiviteterne. Dette vil de personer også mærke i forhold til a-kasserne, hvor satsen vil falde. Det må anses som en ulempe, uanset hvordan man vender og drejer det.

Derudover er der en række enkelte betingelser, som også må betragtes som ulemper. Eksempelvis skal du have haft en væsentlig tilknytning til Danmark inden for de sidste 12 år. Det kan virke hårdt for en person, der har været i Danmark og ydet på arbejdsmarkedet i 10 år. På nogle punkter virker enkelte betingelser en anelse kyniske, og det vil blandt andet være en ulempe.

Det er heller ikke utænkeligt, at din virksomhed eventuelt går så godt, at det ikke er nødvendigt at betale en a-kasse månedligt. Det vil der helt sikkert være mange, der erfarer, og så er det måske ikke en a-kasse, du skal bruge pengene på.

Hvilken a-kasse bør man vælge?

Stort set alle a-kasser i Danmark tilbyder a-kasser til selvstændige. DANA er dog den eneste, der udelukkende hjælper selvstændige. Det kan have en fordel, da de er mere fagspecifikke, hvor andre a-kasser går i andre retninger og i enkelte tilfælde måske slet ikke accepterer selvstændige medlemmer. Ud over DANA, kan CA a-kasse også  anbefales som en attraktiv a-kasse, særligt for selvstændige med høj uddannelsesmæssig baggrund. Her imødekommes disse nemlig i høj grad, og der er meget højt fokus på karriereudvikling. Derudover får man mulighed for at sparre både med andre selvstændige, men også medlemmer som ikke nødvendigvis er selvstændige men på anden vis kan hjælpe dig.

Det er dog op til ens egne personlige erfaringer og tanker, der kan afgøre, hvilken a-kasse man eventuelt melder sig ind i. Der er rigtig mange muligheder derude, og derfor kan vi anbefale at tage en a-kasse-test, som kan hjælpe dig med at give et præg af, hvilken a-kasse du bør vælge.

Få i øvrigt inspiration af Anette Sands indlæg om de nye ophørsregler pr. 1/10-2018 for selvstændige medlemmer af a-kasser lige her.

Kommentarer { 0 }

A-kasse: Nye ophørsregler pr. 1/10-18

Hvis du som selvstændig er medlem af en A-kasse, skal du være opmærksom på, at nye regler trådte i kraft d. 1/10-18.

Tidligere var det sådan, at du pr. definition var enten selvstændig eller lønmodtager i arbejdsløshedslovens forstand. Sådan er det ikke længere.

Dine aktiviteter bliver fremover delt ind i 4 kategorier: lønmodtageraktiviteter, selvstændig virksomhed, formueforvaltning og fritidsbeskæftigelse. I den forbindelse skal du være opmærksom på, om dine aktiviteter ændrer status i løbet af året, og det er SKAT der definerer den status.

Det handler om, at der er et indkomstkrav, du skal opfylde for at få dagpenge, og det skal du kunne dokumentere.

Du skal også dokumentere, at du er ophørt med din virksomhed, og der har man nu slækket lidt på de stramme dokumentationskrav. Du kan dokumentere ophøret ved

  • et ophørsbevis fra Erhvervsstyrelsen (virk.dk) og afmeldelse af cvr.nr. (det er som regel nok)
  • en særlig tro- og loveerklæring, hvor du får 6 måneder til at afvikle din virksomhed. Inden for de 6 måneder skal du komme med et ophørsbevis. (Bemærk, at der sker et fradrag i dagpengeudbetalingen for de timer, du bruger på at afvikle din virksomhed, og der er en venteperiode, hvor du ikke kan få dagpenge.)
  • en bortforpagtningsaftale med et gensidigt uopsigeligt varsel på 3 år (tidligere var det 5 år)
  • en tro- og loveerklæring, hvis du er medarbejdende ægtefælle uden lønaftale og uden medejerskab.

En nyhed er desuden, at du fremover under visse betingelser kan få tilladelse til at udøve bibeskæftigelse i 30 uger.

Du kan læse meget mere grundigt om reglerne på DANA’s hjemmeside her: NYE REGLER FOR DAGPENGE FRA 1. OKTOBER 2018

Kommentarer { 1 }

Brevkasse: Kan jeg som ledig starte en crowdfunded virksomhed uden mellemværende med SKAT?

SpørgsmålHej Anette

Jeg er pt. ledig, men vil gerne starte egen virksomhed. I forbindelse med dette har jeg kigget på belønnings-baseret crowdfunding (kickstarter.com). Mit spørgsmål er om jeg kan starte et sådant projekt og få eventuelle midler udbetalt til privat konti og derefter overføre disse midler med tilhørende forpligtelser til den nystartede virksomhed uden et økonomisk mellemværende med skat?

Da jeg som sagt er ledig kan jeg ikke bare registrere en virksomhed med det formål at blive fuldtidsbeskæftiget uden at miste hele ydelsen. Registrerer jeg det som bibeskæftigelse skal jeg dokumentere at det kan foregår udenfor normal arbejdstid samt tidsforbrug, med tilsvarende tab af ydelse. Men indtil finansieringen er på plads er der ingen reel aktivitet.

MVH
Ole

SvarHej Ole

Tak for din mail. Jeg har allerede skrevet om crowfunding her: https://anettesand.dk/2012/crowdfunding-mulige-momsproblemer, og da der både er skatte- og momsmæssige udfordringer med crowdfunding, mener jeg ikke, at du kan starte med at skaffe midlerne, uden du har en virksomhed at registrere det i.

Derimod kan du godt have en virksomhed som bierhverv, hvor eneste aktivitet er “dit projekt”, hvor første del så er at skaffe midlerne, men du skal lige vende sagen med din A-kasse, inden du går i gang. Så længe du ikke laver andet end at crowdfunde i virksomheden, må det jo være et yderst begrænset timeantal, du bruger på sagen, og dermed vil dine dagpenge heller ikke blive reduceret så meget.

Dbh.
Anette

Kommentarer { 0 }

G-dage

Hvis du som arbejdsgiver opsiger en medarbejder, skal du være opmærksom på begrebet G-dage. G’et står for godtgørelse, og G-dage er de tre første ledighedsdage, efter at medarbejderen er fratrådt. Her har medarbejderen nemlig ret til en arbejdsgivergodtgørelse.

Betingelsen for at have ret til G-dage

To betingelser skal være opfyldt:

  • Medarbejderen skal være medlem af en A-kasse
  • Medarbejderen skal inden for de seneste fire uger have arbejdet i 74 timer

Hvor meget?

Hvor stor godtgørelsen er, afhænger af, hvor mange timer medarbejderen er ledig på G-dagene.

  • Mere end 4 timer: 860 kr. pr. dag (2018-sats)
  • 4 timer eller derunder: 430 kr. pr. dag (2018-sats)

Undtagen hvis …

Der er nogle undtagelser. Man er som medarbejder ikke berettiget til G-dage, hvis man i de tre dage:

  • er sygemeldt
  • er på arbejde
  • holder ferie

Man har heller ikke ret til G-dage, hvis man:

  • selv er skyld i, at man er blevet sagt op
  • selv har sagt op

 

Læs mere om ansættelse og afsked i Håndbog for nye chefer

Kommentarer { 4 }

Billige eller gratis arrangementer om regnskab og økonomi i foråret 2010

Kom og få ny inspiration til dit regnskabsarbejde – eller konkret og håndfast viden om personaleadministration og årsregnskab.

Der er en flere arrangementer med ingen eller meget lav deltagerbetaling her i foråret:

26. april: DANA-arrangement om regnskab og økonomi for selvstændige. Mit oplæg kommer til at handle meget om fradrag og at få den korrekte skattepligtige indkomst. http://dana.dk/sitecore/content/Dana/Tilbud/Kurser%20og%20seminarer/Regnskab%20Annette%20Sand.aspx

28. april: Informationsmøde om regnskab og økonomi for nye iværksættere i Regnskabsskolen. Spørg om alt vedrørende bogføring, regnskab og økonomi. http://www.regnskabsskolen.dk/ivkurser/infomode

3. maj: Fyraftensmøde om at omdanne et regnskab til en udvidet selvangivelse. Alle deltagere får også e-bogen “Årsregnskab for enkeltmandsvirksomheder” tilsendt lige efter tilmelding. Pris: 290,- inklusive moms: http://regnskabsskolen.dk/fyraftensmoder

10. maj: Temaaften om at få sine første medarbejdere. Arrangeret af Københavns kommune i samarbejde med DANA, Multidata og Regnskabsskolen: https://kec.plan2learn.dk/KursusValg.aspx?id=1760

Kommentarer { 0 }

Ny og forbedret kørebog

I samarbejde med DANA og Multidata,  har Regnskabsskolen udgivet en ny og forbedret kørebog. Vi kommer til at lave flere aktiviteter med de to virksomheder, det ser jeg mange muligheder i, og jeg glæder mig til det. Kørebogen – med forbedringer -har fået en høj prioritet her i starten af året, fordi der er mange, der har brug for den.

Kørebogen indeholder:

Oplysninger om bilen
Oplysninger om kørselstakster og diæter 2008
Drifts- og kørselsregnskab
Kalender, notesider

– og med perforerede ark, så du kan rive sider ud til regnskabsafdelingen/bogholderen.

Vi kan desværre ikke påtage os at sende den ud, spørg din DANA-konsulent eller få en med hjem, når du kommer forbi Regnskabsskolen eller Inloco Regnskab.

Kommentarer { 0 }