Ændringer i One stop moms fra 1. juli 2021

Hvis din virksomhed leverer ydelser elektronisk til privatpersoner i andre EU-lande, er der nogle særlige regler, du skal være opmærksom på.

Reglerne gælder, hvis du leverer følgende typer af ydelser (ikke udtømmende liste):

  • Elektroniske ydelser, f.eks. hosting, vedligeholdelse og ajourføring af software og hardware, databaser stillet til rådighed, billeder, tekster, information, musik, film, spil (herunder spil om penge), fjernundervisning, datingsites m.v.
  • Teleydelser, f.eks. telefoni (både fastnet og mobil), videotelefoni, voicemail, viderestilling, personsøger, fax, audioteksttjenester og telefonkort.
  • Radio- og tv-programmer (broadcasting).

Hvis du leverer disse ydelser til private i andre EU-lande, skal din virksomhed registreres, indberette og betale moms i hvert enkelt af de lande, hvor du sælger ydelserne – til deres lokale momssats.

Det kan være noget omfattende, så i stedet kan du vælge at tilmelde dig One stop moms-ordningen, hvor du kan indberette det hele samlet til Skattestyrelsen i Danmark.

Ændring fra 1. juli 2021

Fra 1. juli 2021 omfatter ordningen også salg af varer og øvrige ydelser til private, og den skifter i samme omgang navn til Moms One Stop Shop (også kaldet MOSS). Der indføres desuden en grænse, så momsen først skal betales i forbrugerens hjemland, når salget overstiger 10.000 euro (ca. 74.415 danske kroner) pr. kalenderår.

Hvis det samlede salg til private i andre EU-lande på et kalenderår er under 10.000 euro, kan din virksomhed i stedet vælge at indberette og betale i Danmark efter de danske momsregler. Da momssatserne er forskellige i hvert enkelt EU-land, og flere EU-lande har forskellige momssatser, vil det dog være en god ide at regne på, hvad der bedst kan betale sig for dig.

Bemærk, at hvis dine varer er pålagt visse punktafgifter (f.eks. alkohol og forarbejdet tobak), kan du ikke benytte ordningen til de varer.

Er du allerede medlem af den eksisterende One stop moms-ordning, bliver du automatisk medlem af Moms One Stop Shop.

Ved redaktionens afslutning var de nye regler endnu ikke implementeret, og vi har derfor ingen praktisk erfaring at videregive, men du kan læse alt om ordningen på skat.dk.
Salg til kunder uden for EU vil fortsat være fritaget moms.

Du kan læse mere på SKATs hjemmeside her: Nye momsregler ved salg til private i EU fra 2021


Ovenstående er et uddrag fra Regnskabsskolens kommende opdaterede udgave af Skat og moms – får du dine fradrag?

Skriv dig op til nyhedsbrevet ude i højre side, hvis du vil have besked, når den kan købes.

No comments yet.

Skriv et svar