I tvivl om reglerne for gule plader? Læs med her [Gæsteindlæg]

Af gæsteblogger Jakob Johansen

Mange selvstændige vælger at investere i en firmabil på gule plader, da dette har flere økonomiske fordele. Reglerne for, hvordan man må benytte en bil på gule plader, er dog for de fleste lidt af en jungle. Særligt som selvstændig kan det være besværligt at vide sig sikker på forskellen på privat- og erhvervskørsel, da disse to ting ofte overlapper for dig, der har egen virksomhed. Vi har derfor i det følgende forsøgt at udpensle de overordnede regler for kørsel på gule plader.

De økonomiske fordele ved gule plader

Der er en række klare økonomiske fordele ved at købe en firmabil på gule plader. Du kan nemlig spare penge på både registreringsafgiften og momsen, når bilen købes. Køb bil på gule plader, og der vil være altså være mange penge at spare. Når du investerer i en firmabil, skal du overveje, om du ønsker en bil, der er specialindrettet eller ej, da dette har betydning for, hvilke regler der gør sig gældende. Som udgangspunkt er der flere fordele ved at have en specialindrettet bil, da denne i højere grad må benyttes til privatbrug. Som regel vil en specialindrettet bil kun give mening at have, hvis din virksomhed laver praktiske opgaver, hvor det er nødvendigt at have et “værksted” med sig på farten. I det følgende kan du læse reglerne for biler, der er specialindrettede, og biler, der ikke er.

Reglerne for ikke-specialindrettet bil

Hvis du kører i en helt almindelig bil (op til fire ton) på gule plader, må bilen ikke bruges til privatbrug. Det vil blandt andet sige, at den i udgangspunktet ikke må blive kørt imellem arbejdspladsen og dit hjem. Der er dog en undtagelse i form af 25-dagereglen, der dikterer, at du gerne må køre mellem arbejde og bopæl op til 25 gange i løbet af et år. Det kræver dog, at bilen dagen før eller efter kørsel til hjemmet skal anvendes til arbejdsbrug. Du skal således sørge for, at der altid er en erhvervsmæssig grund til, at bilen tages med hjem. Desuden er alle ture til hjemme i løbet af en dag medregnet særskilt, og vil derfor gælde i de 25 dage. Derudover kan du købe et 20-dagesbevis, som kan bruges til privatkørsel i løbet af et år – disse gælder modsat 25-dagesreglen i et helt døgn og må bruges til 100 % privat brug.

Hvad anses som erhvervsmæssig brug?

Generelt vil al kørsel i bilen, du foretager i arbejdstiden, blive betragtet som erhvervsmæssig kørsel, så længe du ikke kører hjem. Der er der ofte en række gråzoner og tvivlsspørgsmål. Et af dem er, at du gerne må bruge den ikke-specialindrettede bil med gule plader til at tage ud at spise og hente mad i arbejdstiden, uden at det betragtes som privat kørsel. Er du tilkaldevagt, er det desuden tilladt at bringe bilen hjem under vagten – du bør dog altid sikre dig, at der i realiteten er tale om en tilkaldevagt. Ellers bringer du bilen hjem ulovligt.

Reglerne for specialindrettet bil

Med en specialindrettet bil, har du langt flere muligheder end ved en ikke-specialindrettet, da det her er lovligt at tage bilen med hjem. Det vil i realiteten vil sige, at ubegrænset kørsel mellem bopælen og arbejdspladsen er tilladt. Derudover må du bruge bilen privat i op til 1000 kilometer på et år.

Men hvad anses for at være en specialindrettet bil? Det kan være svært spørgsmål, da det i princippet er en vurderingssag fra Skattestyrelsens side. Men i udgangspunktet er en specialindrettet bil en, der ikke egner sig som privatbil. Det vil sige, at den af erhvervsmæssige grunde er indrettet anderledes, end en privat bil ville være det, og at denne indretning er nødvendig for udførelsen af arbejdsopgaver. Rent praktisk betyder det, at der i mange tilfælde er tale om større køretøjer, der ofte har fastmonterede reoler og måske særlige installationer på passagersiden. Derudover vil der som regel ikke være vinduer bagi. Specielle erhverv i sig selv kan også tale for, at bilen er specialindrettet – det vil gøre sig gældende, hvis du er elektriker, murer, maler, VVS’er eller lignende.

Sådan dokumenterer du, at du bruger bilen korrekt

Det er vigtigt at sørge for, at bilen bliver brugt helt korrekt, hvis den er på gule plader. Mange vælger derfor at føre en kørebog, der kan dokumentere, at køretøjet kun bruges til erhvervsmæssig kørsel. Dette er dog primært nødvendigt for folk, der kører på papegøjeplader. Ellers er det vigtigt at sørge for, at bilen fortsat er “specialindrettet”, hvis der er tale om et sådant køretøj. Samtidig er det afgørende, at der ikke lige pludselig dukker et barnesæde eller private varer op i firmabilen. Bliver du taget i en sådan situation, vil det kunne betyde beskatning af bilen med tilbagevirkende kraft – som regel for de sidste tre år.

Ingen kommentarer endnu.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.