Har du et selskab? Så skal dit regnskab være ajour nu

Anette SandI Regnskabsskolen bogfører jeg ikke mit regnskab selv, det hjælper bl.a. Lone med. Men det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke følger med – og der er også nogle opgaver, jeg selv løser.

Regnskabsskolen er et anpartsselskab, og det betyder, at vi betaler selskabsskat. Selskabsskatten er 22 % af virksomhedens overskud. Den betales i nogle aconto-rater, og så kommer en evt. regulering (både positiv og negativ), når selskabets årsopgørelse er klar.

Aconto-raterne bliver hvert år fastsat af SKAT, men det er sjældent korrekte og præcise tal, fordi SKAT jo ikke ved, hvordan det går med virksomheden i år, de er ofte for lave. Aconto selskabsskatten beregnes som halvdelen af et gennemsnit af det indbetalte i tre foregående år. Derfor kan vi som virksomhedsejere ændre raterne både op og ned.

Derfor! Derfor vil vi gerne have vores regnskab ajourført nu, her inden den 2. ordinære rate selskabsskat; det er nemlig sidste chance for at indbetale, uden at der kommer procenttillæg på beløbet.

Indbetalingstidspunkterne er:

1. ordinære rate: 20. marts
2. ordinære rate: 20. november
3. rate (frivillig “ekstra indbetalingsmulighed”): 1. februar

Når vi indbetaler frivillig acontoskat, vil indbetalingen i marts blive godskrevet med et tillæg, hvorimod der skal betales et tillæg af såvel en frivillig indbetaling i november som i februar. For indkomståret 2018 så tillæggene således ud (og afspejler det aktuelle renteniveau):

  • Indbetaling i marts: 0 %
  • Indbetaling i november: 0 %
  • Indbetaling i februar: 0,5 %

Så hvis vi indbetaler i februar (frem for i november året før), kommer vi til at betale 0,5% i renter af beløbet. Men det er betydeligt mindre, end hvis vi ikke indbetaler i februar men venter til årsopgørelsen. Betales skatten først efter årsopgørelsen, udgør restskattetillægget 2,8 % og er ikke fradragsberettiget.

Det er altså billigst at betale nu her ved november-raten. Dyrere at betale i februar og dyrest at vente til årsopgørelsen.

Selvfølgelig kan du ikke vide 100 % præcist, hvad dit overskud bliver her i 2019. Men med et ajourført bogholderi, kan du komme ret tæt på, ikke?

, , , , , , ,

No comments yet.

Skriv et svar