Nyt register: Tjek om du skal have et LEI-nummer

Gæsteindlæg af Kasper Kyndsberg fra DinVirksomhed ApS

I en tid, hvor alle selvstændige så småt forbereder sig på den nye Persondataforordning, hvor der skal laves procedurer for opbevaring, deling, oplysning og sletning af data, får vi et nyt register – LEI-registret.

Vi oplever mange kunder, der de seneste måneder har fået en e-mail fra deres finansielle institut med krav om, at de fremadrettet skal have et LEI-nummer for at kunne handle værdipapirer.

LEI står for “Legal Entity Identifier” og er et unikt nummer, som alle, der foretager finansielle transaktioner, skal have, for at man kan spore afsender og modtager i hele verden. LEI-nummeret er indført som en global ISO-standard og vedtaget af G20-landene og er således en global standard. EU har valgt at implementere standarden, og fra den 3. januar er det bl.a. et krav at selskaber, der køber og sælger værdipapirer på et reguleret marked (børsen), skal have et LEI-nummer.

Groft sagt er LEI-nummeret svarende til et CPR-nummer/CVR-nummer for finansielle virksomheder, så uanset hvad virksomheden kalder sig eller måske sidenhen skifter navn til, vil man altid have et unikt nummer, der præcist identificerer to parter i en finansiel transaktion.

Selve systemet administreres af en global organisation – Global Legal Identifier Foundation – der godkender lokale administratorer af LEI-numre. De lokale administratorers service består i at tildele LEI-numre til den enkelte aktør og verificere deres oplysninger. For Danmarks vedkommende er det dybest set at koble CVR-nummer og oplysninger herfra sammen med det tildelte LEI-nummer.

Som det er nu, er det kun juridiske personer (altså selskaber – ApS, IVS, A/S m.fl.), der skal have et LEI-nummer for at kunne købe og sælge værdipapirer på Børsen – du, jeg og hr. og fru Jensen skal altså ikke have et LEI-nummer, for at vi kan købe og sælge værdipapirer som privatpersoner.

Der findes forskellige udbydere af LEI-numre, hvor vi ser priser på en ca. 1.000 kr. for selve registreringen og 500 kr. om året for at have sit LEI-nummer. Det skal man kalkulere med, hvis man gerne vil købe eller sælge sine værdipapirer, hvis man køber og sælger gennem sit selskab.

Du kan finde mere information om LEI-systemet her:
Finanstilsynet: https://finanstilsynet.dk/Ansoeg-og-Indberet/LEI-kode

OpenLeis (Engelsk): http://openleis.com/info/about_the_LEI_system (Hos OpenLei’s kan du slå alle LEI-numre op)

WikiPedia (Engelsk): https://en.wikipedia.org/wiki/Legal_Entity_Identifier

, , ,

4 Responses to Nyt register: Tjek om du skal have et LEI-nummer

  1. Karl Hanke 14. januar 2018 at 14:55 #

    Godt at små virksomheder betænksom gøres opmærksom på nye evt. betydende krav for virksomheder af anettesand.dk

  2. Hanne B. 2. februar 2018 at 12:00 #

    Var igang med at undersøge LEI numre, da jeg havde læst om det, men ikke vidste hvad det var eller ville betyde for mit virke. Så fandt jeg lige din artikel 🙂 Tak for opklaringen og en god hjemmeside.

    /Hanne

  3. Hans Valdemar Petersen 15. oktober 2019 at 16:32 #

    Hej,
    Når man så har købt sin Lei nummer. Hvor i regnskabet bogfører man den??

    • Anette Sand 22. oktober 2019 at 17:54 #

      Hej Hans

      Under gebyrer (med moms, hvis der er moms på regningen), vil jeg foreslå.

      Dbh.
      Anette

Skriv et svar