Dårlig betaler: Hvad kan du gøre hvis din kunde ikke betaler din regning?

GÆSTEINDLÆG: Artiklen er skrevet af Lars Holdgaard. Lars Holdgaard har stiftet Likvido Inkasso som er et gratis “no-cure-no-pay” inkassobureau.

Første gang jeg oplevede en dårlig betaler blev jeg frustreret, skuffet og sur.

Jeg havde brugt mange timer på at levere en hjemmeside til en kunde, men efter at jeg sendte regningen, fik jeg aldrig betaling. Selvom jeg havde en klar aftale (og rykkede for betaling) fik jeg aldrig mine penge. Kunden nægtede simpelthen at betale.

Ikke nok med jeg blev frustreret, så blev jeg også ked af det og bekymret. Dette var for ti år siden da jeg i gang med mit studie, hvor 5.000 kr var et meget væsentligt beløb for mig.

Efter 10 år som iværksætter har jeg desværre erkendt, at jeg ikke er ene om udfordringen med kunder som ikke betaler deres regninger. Der er mange dårlige betalere – både betalere der kan betale og IKKE kan betale. Zoomer man ud, er problemet desværre rigtig stort: Faktisk er dårlige betalere den hyppigste årsag til, at virksomheder i EU går konkurs, og over 3 % af virksomhedernes omsætning ender med aldrig at blive betalt.

Måske tænker du, at 3 % ikke lyder som meget. Men 3 % af din omsætning ender med at blive en MEGET stor del af din indtjening. Hvis du eksempelvis sælger cykler videre og tjener 15 % pr. solgt cykel, så skal du sælge hele 4 cykler bare for at gå i nul hvis en enkelt kunde ikke betaler. 3 % af din omsætning ender altså med at blive til 25 % af din indtjening!

Fordi disse tal er så skræmmende – så har jeg stiftet en virksomhed som skal afhjælpe dette problem: Vi skal sikre, virksomheder får deres penge hjem.

Hvordan kan du undgå dårlige betalere?

Det første (store skridt) er at undgå dårlige betalere generelt. Der er heldigvis rigtig meget du kan gøre. I dette indlæg vil jeg primært fokusere på hvad man kan efter det er gået galt, men som inspiration til at undgå problemet, kan du kigge på:

  • Simpel kreditvurdering ved at vurdere virksomheden på f.eks. Proff.dk / CVR.dk. Vær lidt kritisk: Undgå f.eks. at giv et nystartede Iværksætterselskab (IVS) kredit, og hvis virksomheden har lavet underskud år efter år, så bør man være varsom.
  • Sørg for at få underskrifter på dine kontrakter. Ikke nok med du står langt bedre i en evt. småsag (simpel retssag), så vil du langt mere sjældent komme dertil fordi detaljerne er nedskrevet på forhånd.
  • Sørg for at diskutere detaljerne i arbejdet. Det er skræmmende hvor ofte jeg har arbejdet sammen med en kunde som gik i gang før vi har talt om detaljerne – og når man så står ved betalingen opnår der MEGET nemt problemer i hvad man liiiiige mente. Få det aftalt (på skrift) på forhånd.

Det er langt federe at indarbejde en række processer FØR det går galt. Det er ekstremt vigtigt at understrege. Selv hvis du får pengene hjem efter det er gået galt, så har du ofte mistet en kunde. Har du f.eks. kørt en retssag eller inkassosag mod en kunde, så er der ikke stor chance for personen ønsker at handle med dig igen.

Hos Likvido plejer vi at sige: Fokuser din energi på at UNDGÅ dårlige betalere – det er ofte en bedre forretning end at bruge (din egen) energi på de kunder der er gået galt.

Hvad kan du gøre, når en kunde ikke betaler til tiden?

Det er umuligt at frasortere alle dårlige betalere hvis du sælger på kredit. Det gør at det går galt, og her er der heldigvis rigtig meget man kan gøre.

Helt overordnet er der stor forskel på, om din kunde anerkender din faktura, eller om kunden gør indsigelse (er uenig) i, at han skal betale den faktura, som du har sendt ham.

Forudsætningen for at kunne følge den proces jeg beskriver i dette indlæg er, at din kunde ikke har indsigelser (ikke er uenig i at han skylder dig penge). Hvis din kunde ikke er enig i dit krav, kan du ikke følge inkassoprocessen men skal i stedet stævne kunden. Hvis dit krav er under 50.000 kr. kan du gøre dette selv via den såkaldte småsagsproces. Hvis kravet er over 50.000 kr. skal du have fat i en advokat. Du kan læse mere om småsager her.

Skridt #1: Send rykkere

Du kan starte med at sende rykkere til kunden. Dette er indbygget i alle moderne regnskabsprogrammer (alt fra e-conomic, Dinero, Billys Billing, alverdens offline systemer osv).

Du kan sende så mange rykkere du vil, men du er begrænset til 3 rykkere med et gebyr. Du kan sende 3 rykkere til skyldner med 100 kr pr gebyr (dvs. 3x 100 kr. totalt).

Der skal gå minimum 10 dage mellem hver rykker.

Hos Likvido ser vi meget ofte at der bare er sendt en påmindelse til kunden. Det er også bedre end ingenting, men jeg vil kraftigt anbefale at sende en mere “officiel” rykker i dit regnskabsprogram. Statistisk falder sandsynligheden for at du får betaling med ca. 1 % pr. dag betalingen er forfalden. Du bør derfor allerede 1-2 dage efter din faktura er forfalden sende en venlig påmindelse på e-mail og SMS, samt ringe til din kunde. Hvis din regning efter 3-5 dage stadig ikke er betalt, bør du sende en rykker 1 med 100 kr. rykkergebyr. Hvis du først venter 10 og så indleder en rykkerproces over 30 dage, er sandsynligheden for at du får betaling allerede faldet markant.

Dvs. at du kan gøre følgende:

Dag 0: Send faktura

Dag 8: Fakturaen står til forfald (antaget du har 8 dages betalingsfrist)

Dag 10: Send en venlig SMS/email til skyldner om du mangler betaling

Dag 14: Send en rykker 1 (med gebyr)

Dag 24: Send en rykker 2 (med gebyr) med et inkassovarsel (se næste skridt)

Du kan overveje om du vil sende en rykker 3. Jeg vil dog anbefale at du kommer hurtigst muligt videre til inkassoprocessen og de juridiske skridt.

Husk du maksimalt må tilføje 100 kr. pr. rykker (medmindre andet er aftalt). Er din kunde en virksomhed, så må du godt tilføje 310kr i kompensationsgebyr (dog kun én gang – dvs totalt må du påføre 3x100kr over 3 rykkere og 310kr ekstra hvis din skyldner er en virksomhed).

Skridt #2: Inkassovarsel

Du ønsker som udgangspunkt at køre sagen videre til inkasso (se næste skridt) hvis rykkerne ikke virker. Før du må køre sagen videre til inkasso, så skal du varsle det med et inkassovarsel.

Et inkassovarsel er “bare” en advarsel hvor du skriver at du vil tage sagen til inkasso. Du kan se vores skabelon til et inkassovarsel. Bare sørg for du har skrevet følgende ind i varslet:

“Denne rykkerskrivelse er samtidig et påkrav jf. Inkassolovens § 10. Du bedes foretage betaling inden for 10 dage fra dags dato, idet sagen herefter overgår til inkasso med yderligere omkostninger til følge.”

Et inkassovarsel bør skrives på en rykker. Dvs. når du f.eks. Sender rykker 2, så bør du tilføje inkassovarslet.

Skridt #3: Inkasso

Min erfaring er at inkasso er et begreb der forvirrer ekstremt mange, og desværre får rigtig mange forkerte associationer.

Du kan vælge om du selv vil stå for inkassoprocessen hvilket kaldes “egeninkasso” eller om du vil lade en advokat eller et inkassobureau stå for processen. Hvis du lader andre stå for inkassoprocessen kaldes dette for “fremmedinkasso”. De fleste virksomheder vælger fremmedinkasso da det giver dig tid til at fokusere på din kerneforretning.

Der er intet der forhindrer dig i at lave egeninkasso. Der er en række formalia man skal sætte sig ind i (præcis hvad skal man skrive, god inkassoskik, korrekte renter, korrekte afdragsordninger, registrering i f.eks. RKI m.f.).

Fordelen ved at overdrage sagen til et inkassobureau eller en advokat er, at det sender et signal til skyldner og at du ikke længere skal bruge tid og energi på at rykke for betaling, men i stedet kan fokusere på dine gode kunder.

Når man bruger fremmedinkasso, skal du være opmærksom på udgiften. Helt overordnet set så er der 2 økonomiske modeller: timepris (typisk advokater) eller en procent af det inddrevne beløb (kun ved inkassovirksomheder).

Du bør holde dig fra timepris, simpelthen fordi det er for risikabelt at en advokat bruger mange timer på opgaven.

Når du kigger på procent af det inddrevne beløb skal du også være meget opmærksom på prisen. Nogle bureauer tager 20-30 % af hovedstolen PLUS de gebyrer skyldner betaler, mens andre ikke tager noget af hovedstolen.

Skridt #4: Få fundament for dit krav via forsimplet inkasso

Ofte så kører inkassoprocessen en måned eller to. Har du valgt at køre sagen som fremmedinkasso, så vil inkassofirmaet ofte registrere skyldner i RKI. Du kan ikke selv kan registere skyldner i RKI medmindre du køber adgang til registeret gennem Experian.

Hvis skyldner endnu ikke har betalt, så er det næste skridt i værktøjskassen fogedretten. Dette kan du enten selv bruge (med egeninkasso), ellers vil inkassobureauet også benytte sig af dette. Det kræver dog at sagen er under 100.000 kr og der ikke er en indsigelse mod kravet.

Helt lavpraktisk svarer det til at man finder den rigtige fogedret (de er spredt over hele landet). Dette kan du gøre online.

Når dette er sendt til fogedretten, så vil de sende denne information til skyldner. Skyldner har så 14 dage til at sige han er uenig i kravet.

Hvis skyldner IKKE reagerer, så vil du få det der kaldes “2. Påtegning af kravet”, hvilket svarer til en dom. Det gør at du nu har fået “rettens ord” for at skyldner skylder dig dette beløb.

Hvis skyldner reagerer med en indsigelse, så vil fogedretten afvise kravet. Dette svarer til en indsigelse, også er du tvunget til at stævne skyldner.

Indsigelser

Uanset om kunden er uenig i kravet fra starten (f.eks. ved rykkerne) eller når man sender sagen til fogedretten, så skal du køre en retssag mod skyldner for at inddrive dit krav.

Hvis din faktura er under 50.000 kr, så kan du køre en småsag. Ved en småsag er det en væsentligt kortere og nemmere proces end ved en “rigtig” retssag. Det gør at du sparer mange penge da du langt hen af vejen kan undgå advokater, samt processen er hurtigere.

En småsag er designet til at du selv kan håndtere sagen uden en advokat, og det kan løses forholdsvis hurtigt (stadigvæk et par måneder).

Helt lavpraktisk kan du gå ind på Minretssag.dk, og anlægge sag mod skyldner.

Hvis du ender med at vinde denne retssag, så svarer det til at kunden i første omgang ikke havde reageret på fogedrettens brev. Du har nu rettens ord på skyldner skylder dig dine penge.

Skridt #5: Tvangsfuldbyrdelse ved fogedretten

Når du har fået rettens ord på at du har “ret” i dit krav (enten ved at skyldner ikke lavede indsigelse på dit krav ELLER du har vundet en sag), så kan du “få hjælp” af fogedretten til at inddrive dit beløb.

Ved fogedretten kan du betale et gebyr, også aftales der en dato hvor skyldner og du (eller dit inkassobureau/advokat) kan mødes. Møder skyldner ikke op, kan du i sidste ende bede politiet om at samle skyldner op når det passer dem.

Mødet hos fogedretten er et kort møde hvor man kan spørge ind til skyldner økonomi. Ideen med mødet er at finde ud af om skyldner har mulighed for at betale hele beløbet, indgå en afdragsordning eller slet ikke kan betale.

Hele ideen er at man her prøver at finde en løsning, og hvis skyldner har penge, så vil han være tvunget til at indgå en aftale. Samtidig kigger man på skyldners værdier. Ejer skyldner ting af værdi (f.eks. en bil), så kan man kræve at den bliver solgt. Hvis skyldner f.eks. Har et depositum i en lejlighed, kan man få pant i dette.

Opsummering

I den idelle verden, så ender man aldrig med dårlige betalere. Det er både frustrerende og en langsom proces, der ikke bør være en del af ens kerneforretning. I Danmark har vi heldigvis en stor værktøjskasse man kan benytte til at inddrive sine krav.

Dine muligheder afhænger af om skyldner er uenig i din faktura eller ej. Har kunden IKKE sagt han er uenig, så kan du køre en proces hvor du:

  1. Sender rykkere
  2. Sender et inkassovarsel
  3. Kører en inkassoproces (enten med et inkassobureau eller selv med egeninkasso)
  4. Får fundament via forsimplet inkassoproces
  5. Mødes i fogedretten hvor skyldner skal oplyse om hans økonomi

Hvis skyldner er uenig i kravet, så er du tvunget til at køre en retssag hvis du vil have betaling. Er beløbet under 50.000 kr kan du køre en småsag, som er væsentligt mere simpel, hvor du ikke har brug for en advokat. Er beløbet over 50.000 kr, så er det en væsentligt mere kompleks proces.

Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte mig på lars@likvido.dk ang. en sag – så vil jeg meget gerne hjælpe med spørgsmål og tvivl. Du er også velkommen til at oprette en inkassosag – selvfølgelig gratis og hvor vi intet tager af hovedstolen – på vores hjemmeside 🙂

, , ,

No comments yet.

Skriv et svar