[Gæsteindlæg] Moms og omvendt betalingspligt – hvordan er det nu?

Af gæsteblogger Lars Roslyng

National omvendt betalingspligt er regler omkring moms på blandt andet computere, mobiltelefoner og lignende, der trådte i kraft i midten af 2014. Reglerne er sat i verden for at forsøge at forhindre momssvig. Grundlæggende betyder ”omvendt betalingspligt”, at det er køberne og ikke sælgerne, der er ansvarlige for at indberette og betale moms, når der handles mellem virksomheder.

Er du køber, skal du selv beregne og betale moms af de varer, der er omfattet af reglerne. Som udgangspunkt skal disse varer nemlig faktureres uden moms.

Generelt er det min erfaring, at det kører nogenlunde gnidningsfrit med håndteringen af den omvendte betalingspligt. Men som med så mange andre nyere regler, så er der en risiko for, at man misforstår eller -tolker delelementer. Der er derfor nogle få ting, man skal være opmærksom på – både som køber og sælger.

Momsreglerne har undtagelser
Siden indførslen har jeg oplevet flere eksempler på virksomheder, der har været faretruende tæt på at komme i klemme, fordi de som købere har misforstået momsreglerne, eller fordi de som sælgere ikke har haft økonomisystemer, der var gearede til at håndtere de nye regler.

En af faldgruberne er, at der er virksomheder, der er undtaget fra reglerne. Hvis man som virksomhed leverer mere end 50 procent af de omfattede varer til private kunder, er man ikke indbefattet af den omvendte betalingspligt. Det kan have konsekvenser for både køber og sælger, hvis man ikke er opmærksom på, om virksomheden er indbefattet af reglerne.

Det kan som køber være svært at bedømme, om det er køber eller sælger, der er forpligtet til at betale momsen. Det kan her betale sig at undersøge, om virksomheden, man køber fra, er indbefattet af reglerne omkring omvendt betalingspligt.

Oplever man, at man fejlagtigt modtager en faktura med moms – enten fordi sælger ikke har været opmærksom på reglerne, eller fordi de fejlagtigt tror, de er undtaget fra reglerne – skal man bede om en kreditnota og en ny og korrekt faktura. Forkert opkrævet moms er nemlig ikke fradragsberettiget, og derfor skal man beregne og betale moms af det fulde beløb på regningen – inklusive den allerede angivne moms.

IT-system skal kunne klare momsreglerne
Som sælger betyder reglerne først og fremmest som tidligere nævnt, at man skal være opmærksom på, hvilken kundegruppe man leverer til. Samtidig skal man have øje for, om køberen er afgiftspligtig, altså har et gyldigt CVR-nummer.

Derudover er det afgørende, at den sælgende virksomheds it- og faktureringssystem er opdateret til at håndtere reglerne.

Reglerne for national omvendt betalingspligt omfatter:

  • Mobiltelefoner
  • Bærbare pc’er og tablets
  • Integrerede kredsløbsordninger som eksempelvis mikroprocessorer og centrale databehandlingsenheder
  • Spilkonsoller som PlayStation, Nintendo Wii, Xbox og lignende

Skribent:

Lars Roslyng er uddannet revisor og har mange års erfaring i at rådgive virksomheder om regnskab og økonomi. I Azets er Lars Roslyng leder af afdelingen ”Vi brænder for de små”, som hjælper mindre virksomheder og iværksættere med regnskabet.

Læs mere på azets.dk/regnskab

 


Hvilken form vælger du?

, , ,

No comments yet.

Skriv et svar