First Monday – en gruppe for dig, der bogfører selv

Jeg har i årevis sagt til selvstændige, at de skal se at få fejet foran deres dør (=bogført deres bilag) månedligt, og ikke bare engang hvert halve år. Opgaven bliver lettere og sjovere, hvis man ikke er så meget bagud – og nu er der tilmed gratis hjælp at hente, så der er ingen undskyldning!

Jeg startede nemlig for noget tid siden Facebook-gruppen First Monday. Navnet hentyder til, at jeg er online i gruppen den første mandag hver måned som hotline.

Gruppen er udelukkende for iværksættere og selvstændige, som bogfører deres eget regnskab. Den er ikke for bogholdere, for det vil ændre diskussionen i gruppen, hvis nogle spørger om deres kunders regnskaber, og gruppen er specifikt til hjælp til de selvstændige selv.

Det foregår sådan, at du skriver dit spørgsmål i et nyt opslag. Mit svar + evt. debat ligger så lige nedenunder. Altså: Hvert spørgsmål skal have sit eget indlæg. Jeg er klar til at svare på spørgsmål kl. 19-20, men bliver hængende længere, hvis der er mange spørgsmål.

Og der spørges om alt muligt, f.eks.:

“Jeg har en IVS, og skal derfor hensætte mindst 25% af mit overskud efter skat til en bunden reserve. Men hvordan bogføres dette? Under “Egenkapital” har jeg et konto til “Registreret kapital”, som indeholder mit oprindelig indskud. Jeg er med på at denne konto skal krediteres de 25%. Men hvad skal jeg debitere? Skal jeg debitere “Overført resultat fra tidligere år”?”

Eller

“Skal man bogføre hver enkelt kundesalg fra webshop? Eller samler man sammen for en hel dag/måned?”

Eller

“Jeg har en faktura som er i EUR, og som omregnes til DKK, og med dansk moms, kan du hjælpe mig med bogføringen?”

Det er altså meget bredt, og der er plads til det hele – dog kun akutte og aktuelle problemer. Brevkassespørgsmål af mere generel karakter henvises til brevkassen her på bloggen.

Gruppen er ikke aktiv på andre tidspunkter end den første mandag hver måned.

Du kan melde dig ind i gruppen her: First Monday

, , ,

No comments yet.

Skriv et svar