Jeg skriver til dig, fordi jeg har et spørgsmål omkring momsfritagelse i forbindelse med en vinsmagning/foredrag mit firma skal afholde for et andet firma.
Så vidt jeg kan læse mig frem til, er selve foredraget momsfritaget, idet jeg skal tale frit om min baggrund i vinens verden og efterfølgende guide deltagerne i en vinsmagning. Men jeg er i tvivl om hvordan vinene, som skal bruges til vinsmagningen, skal registreres. (Vi har selv importeret vinene fra et EU-land og har betalt punktafgift.)
Jeg vil helst give kunden en samlet pris pr. deltager, hvori mit honorar og vinenes værdi er inkluderet. Dvs. en faktura uden moms.
Men er det nødvendigt at lave en faktura til kunden for vinene separat for at tage højde for momsen, eller må jeg gerne “bare” have dem som en del af udgifterne i forbindelse med foredraget, og således ikke betale moms af dem (idet de jo i så fald ikke vil blive solgt)?
Håber jeg har fået stillet spørgsmålet på en forståelig måde. Synes det er lidt indviklet.
På forhånd mange tak for hjælpen!
VH Signe
Hvis vinen kan siges at være en “bi-aktivitet” i forbindelse med foredraget, er det momsfrit. Fordi momsen følger hovedydelsen, og den er som foredraget er beskrevet momsfri. Men har vinsmagningsdelen et vist omfang, så de f.eks. også får vin med hjem, skal du lave en faktura med både momsede og momsfritagede elementer på.
Dbh.
Anette