Den skattemæssige værdi af vareforbruget og varelageret skal alle erhvervsdrivende virksomheder forholde sig til: Det er disse regler, vi skal følge, når vi selvangiver til SKAT, uanset om det er et selskab eller en personligt ejet virksomhed.
Grundlaget for den skattemæssige opgørelse af vareforbruget (og dermed varelageret) findes i statsskattelovens §6a (om at kun omkostninger, som er medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten er fradragsberettiget). Anvisningerne til, hvordan opgørelsen foretages, beskrives i varelagerloven (§1 stk. 1).
§ 1. Ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst og formue kan næringsdrivende personer, dødsboer samt selskaber og foreninger vælge at opgøre deres varelagre på grundlag af:
1. dagsprisen ved regnskabsårets slutning eller
2. indkøbsprisen med tillæg af fragt, told og lignende (fakturaprisen) eller
3. fremstillingsprisen, såfremt varen er fremstillet i egen virksomhed.
Varelageret er karakteriseret ved at være et omsætningsaktiv, anskaffet med henblik på videresalg i en selvstændig erhvervsvirksomhed. Varelagerets omfang består i skattemæssig henseende af de “forventelige” varer, herunder salgsvarer, råstoffer, halvfabrikata, hjælpevarer, emballage mv. Almindelige “omkostningsvarer”, som f.eks. kontorartikler, brændstof til forbrug i virksomheden regnes ikke som varelager.
Hvis en vare er i kommission, er det leverandøren, som ejer varen, og varen skal derfor medtælles i leverandørens varelager. Nogle gange kan der opstå tvivl om, hvilken af to parter, der skal medregne varerne i sit lager, og i så fald bruger man købelovens regler for, hvornår en vare kan anses for leveret. Det handler navnlig om, hvornår risikoen for varen overgår fra køber til sælger.
Opgørelse af varelageret
Ifølge VLL§1 skal varelageret opgøres, da kun de udgifter, som modsvares af en indtægt i året er skattemæssigt fradragsberettiget. Vareforbruget beregnes således:
Varelager primo
+ årets køb
– varelager ultimo
= vareforbrug
For at kunne lave den ovennævnte beregning, skal varelagerets værdi altså være gjort op i starten af regnskabsåret og på den sidste dag i regnskabsåret. Men siden der ikke sker nogen transaktioner mellem den 31.12 kl. 24.00 og den 1.1. kl. 00.00, er sidste års ultimo = dette års primo.
Værdiansættelsen har en afgørende betydning for indkomstopgørelsen: Jo større en værdi varelageret opgøres til, jo lavere vareforbrug. Jo lavere vareforbruget er, jo højere vil indkomsten (skattegrundlaget) blive opgjort til.
Varelageret skal oplyses særskilt i årsregnskabet (jf. mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder §14 og mindstekravsbekendtgørelsen for større virksomheder §15), og der skal foregå en fysisk optælling af varelageret, hvis størrelse skal kunne dokumenteres ved en optællingsliste. Hvis der er ført lagerregnskab f.eks. i et økonomisystem, kan optællingen foregå på et andet tidspunkt end balancedagen.
Virksomheden kan frit vælge, om varelageret skal opgøres efter dagsprisen på balancedagen, indkøbsprisen med tillæg af hjemtagelsesomkostninger eller fremstillingsprisen (hvis varen er fremstillet i virksomheden). Dette valg kan træffes pr. vare eller varegruppe, det vil sige, at forskellige opgørelsesmetoder kan finde sted i samme virksomhed i samme regnskabsperiode, ligesom det er tilladt at skifte princip fra år til år. Benyttes fremstillingsprisen viser en landsretsdom (TfS 2000, 1018 LSR), at de indirekte produktionsomkostninger må medtages ““ hvilket er bemærkelsesværdigt, da IPO ellers ikke nævnes, når vi taler om den skattemæssige opgørelse af varelagerets værdi.
For selskaberne er der ud over de skattemæssige regler også reglerne i årsregnskabsloven at tage hensyn til. Heldigvis KAN der være sammenfald mellem opgørelsesmetoderne, så for langt de fleste, er den skattemæssige og den regnskabsmæssige værdi af varelageret det samme.