Der er jo ingen tvivl om, at SKAT har forbedret det materiale, vi har adgang til på skat.dk for de selvstændigt erhvervsdrivende med “skattekontoen” som kronens juvel. Så kan der være så mange andre forhold, vi (man) (jeg) er utilfredse med, men skattekontoen fungerer godt: Det er let at få overblik over en virksomheds økonomiske mellemværender med SKAT.
Imidlertid går det ind imellem lidt galt: Enten er den selvstændige bagud med betalingerne eller SKAT er. Det sidste kan f.eks. ske, hvis virksomheden har en ældgammel og forlængst løst problematik, f.eks. en manglende nulangivelse: Det sætter åbenbart hele systemet på “hold”, sådan at virksomheden ikke kan få overskydende skat, negativt moms mv. retur. Desværre også i lang tid efter, at forholdet er rettet op.
I bogholderiet har vi derfor nogle udfordringer: For i og med at skattekontoen er kommet, skal den jo afstemmes som en hvilken som helt anden likvid konto. Spørgsmålet er: Hvor skal man placere den?
Nedenfor kan du se et eksempel på en virksomhed, som pr. 31.12.14 har knap 60.000 kr. til gode. Det skal bogføres. Som hovedregel er der jo ikke et samlet tilgodehavende hos SKAT, men jeg har altså nogle virksomheder, hvor det ser ud til at være mere undtagelsen end reglen.
Placerer jeg så skattekontoen under virksomhedens aktiver? Eller holder vi os til det principielle og lægger den under passiverne?
I den helt aktuelle sag bogfører jeg i et økonomisystem (SummaSummarum), hvor jeg kan fjerne konti, hvis de er ubrugte i et år, og jeg skal derfor ikke hænge på en forkert placeret konto i årevis. Så jeg tænker, at jeg vil oprette kontoen som et omsætningsaktiv, lige under debitorerne. Og så bliver der jo en række linjer at bogføre med alle de små rentebeløb…. Men i e-conomic, Dinero og andre regnskabsprogrammer, hvor reglerne for sletning af konti er lidt mere stive ville jeg nok vælge at bogføre dette aktiv på en passivkonto.
Hvad gør du i dit bogholderi?