Momsafregningen for 3. kvartal – i den stille periode

Så er det ved at være tid til momsafregningen for 3. kvartal, for september slutter om et par dage. I Regnskabsskolens bogholderi er det ikke en af de svære deadlines, for vi har rigtig mange virksomheder, som afregner halvårligt.

Dog er der nogle, som flytter fra halvårligt til kvartalsvis momsafregning, fordi det giver nogle fordele, herunder at glade og entreprenante iværksættere ikke kommer for langt bagud med momsen: Det kan være svært at lade pengene stå, når der er så meget at bruge dem til.

Lige netop momsen for 3. kvartal er et godt tidspunkt til at tjekke nogle ting i dit eget bogholderi:

  1. Stemmer momskontoen? Er der evt. en gammel difference fra tidligere perioder eller fra sidste år, som ikke er afregnet. Så er det nu, du skal få styr på den, for næste gang – altså momsen for 4. kvartal – skal laves i en for bogholderne meget mere travl periode
  2. Hvordan går det i øvrigt med økonomien: Nu er vi 3/4 gennem året – og derfor er det fint at tjekke op på, hvordan går det i forhold til forventningerne. Lever vi op til budgettet? Hvordan kan vi forvente at resultatet bliver?
  3. Skat: Er den skat (selskabsskat eller personlig skat alt efter virksomhedsform), der bliver betalt realistisk i forhold til det forventede resultat? Ellers er der tid til at rette op på det. For enkeltmandsvirksomhederne: Reguler ved at ændre forskudsregistreringen, så de to sidste B-skatterater i år retter op på sagerne. For selskaberne: Det kan måske svare sig at indbetale frivillig aconto selskabsskat den 20. november?

Det er nemlig den stille tid i bogholderiet – udnyt tiden til at få fintunet bogholderiet, så der ikke er noget, som hænger, når vi når ind i december.

Du kan bestille en times individuel undervisning, hvis du gerne vil have en professionel bogholder til at kikke med i dit regnskab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.