De fleste er måske klar med halvårsregnskabet i løbet af juli eller starten af august måned. Men nogle har først helt styr på det den 1. september – altså i går – fordi det ikke bliver lavet før i sidste øjeblik i forhold til momsafregningen.
Hvad bruger du dit halvårsregnskab til? Læser du det overhovedet igennem, eller er det bare et spørgsmål om, hvorvidt momsen ifølge regnskabsprogrammet rammer nogenlunde inden for de grænser, du anser som sandsynlige?
Når halvårsregnskabet er klar, er det tid til at
- lave budgetopfølgning: Hvordan er 1. halvår gået i forhold til den plan, som budgettet er udtryk for?
- korrigere virksomhedens handlinger i 2. halvår: Er der noget, vi skal have rettet op på – er der en særlig indsat, der skal gøres, for at året som helhed forløber fornuftigt?
- begynde at overveje, hvordan næste år ser ud. De fleste vil skulle lægge budget her i slutningen af året, og for mindre virksomheder plejer november at være “budgetmåneden”, hvor driftsbudgettet for det kommende år bliver færdiggjort og eventuelt fremlagt for bestyrelsen
Når du laver budgetopfølgning, behøver det ikke bare at være en sammenligning krone til krone mellem det budgetterede og realiserede. Du kan også med fordel beregne nogle væsentlige nøgletal. Alle “de sædvanlige” kan selvfølgelig være gangbare, men måske har netop din virksomhed brug for nogle helt særlige nøgletal.
Gode nøgletal har en direkte kobling til virksomhedens strategiske mål, de er simple og let målbare. De afspejler virksomhedens produktion/salg af kernekompetencer. De nøgletal, som er centrale for måling i forhold til at opnå virksomhedens langsigtede strategi, kalder man nogle gange Key Performance Indicators. Eller KPI. Og stor set alle KPI’erne kræver, at man har adgang til virksomhedens egne regnskabsdata og statistikmateriale. Afhængigt af, hvilken virksomhed der er tale om, kunne det for eksempel være:
- Omsætningsindeks
Et indekstal, som viser, hvordan omsætningen stiger eller falder, målt ud fra en given startdato. - Gennemsnitlig omsætning
Målt pr. kunde, pr. ordre, pr. kvadratmeter eller pr. medarbejder. - Belægningsgrad
F.eks. i hoteller/vandrerhjem, kontorudlejning. - Dækningsgrad
Pr. afdeling, pr. vare eller for virksomheden som helhed. - Kassations- og svindprocenter
Både i produktion og salg. - Antal reklamationer/returneringer
Samlet for virksomheden eller pr. enhed, medarbejder eller varetype.
For at være brugbare skal nøgletallene kunne bruges til at evaluere virksomhedens aktiviteter og vise vejen mod handlinger, som vi skal gennemføre for at nå de ønskede mål.
Brugt på den måde, kan en analyse af dit eget regnskab give dig stærke redskaber til din styring af virksomheden.
Hvis du har brug for inspiration til, hvordan du kan beregne nyttige nøgletal for din egen virksomhed, så kik på Bogen om nøgletal – du kan få den som pdf til en rørende lav pris – eller betale lidt mere for den trykte udgave.
Er du allerede erfaren bogholder, har vi et særligt tilbud om et kursus i controlling, budgettering og prognoser.