Brevkasse: Betalt moms i Sverige – hvilken momskode?

Hvordan skal restaurantbesøg i Sverige bogføres i f.t. momsen? Jeg har ikke noget bilag, men kan se hævningen på banken og har fået at vide, at det er i f.m. kundemøde. Er det REP, IY25 eller IV25 eller ingen momskode?

På forhånd tak.
Venlig hilsen
Gitte
Hej Gitte
Det er jo et emne, jeg har skrevet om her på bloggen før, og jeg vil foreslå dig at købe momsbogen, som I den nye udgave fra foråret 2015 også har nogle kapitler om lige netop moms vedr. køb og salg i udlandet med.
Men: Her kommer (delvist kopieret fra netop momsbogen) forklaringen på, hvorfor du slet ikke skal bruge nogen momskode, når du bogfører regningen på restaurantbesøget i Sverige:
Betaler du under rejser inden for EU udenlandsk moms i forbindelse med virksomhedens momspligtige aktivitet – og din virksomhed ikke er momsregistreret i det pågældende EU-land – skal du søge denne moms refunderet.Det foregår ved at logge på skat.dk som virksomhed, og under moms finder du Refusion af moms fra EU. Man kan søge moms refunderet, hvis beløbet for den aktuelle periode overstiger 50 €. Der er visse undtagelser i beløbsstørrelsen. Du kan se en oversigt på dette site: http://ec.europa.eu/taxation_customs/tic/public/index.html.Hvis man vælger ikke at søge EU-moms refunderet, så må momsen tages med i regnskabet som almindelig udgift, forudsat at den er under 50 €. Er den over det beløb og ikke søgt refunderet, så er det et valg virksomheden selv har foretaget og så må momsen ikke fradrages i virksomhedens regnskab.

Det er nemlig ikke tilladt at ignorere, at vi har betalt moms i et andet EU-land. Der SKAL søges momsrefusion. Til gengæld kan, eller rettere sagt: skal det ske elektronisk via SKATs TastSelv og inden du kan søge om momsrefusion skal du tilmeldes.

Det vil sige: Det er tilladt ikke at søge om momsrefusion, men så er der ikke skattemæssigt fradrag for momsen. Varen bliver da dyrere for virksomheden, da den betalte moms ikke afløftes og heller ikke fradrages i den skattemæssige opgørelse.

Det er bare ikke så ligetil endda. For momsen skal tilbagesøges efter fradragsreglerne i det land, hvor udgiften er afholdt. Det vil sige, at rejsende virksomheder principielt skal kende ikke bare momsreglerne i Danmark men også momsfradragene i de lande, de besøger.

Samtidig gælder de sædvanlige danske regler vedrørende momsfradrag også. Forstået på den måde, at hvis din virksomhed laver 50% ikke-momspligtige aktiviteter og 50% momspligtige aktiviteter, må din ansøgning ikke gælde det fulde beløb, men kun det halve beløb. Resten skal medtages i virksomhedens almindelige skattemæssige regnskab.

Konklusionen på denne historie må blive: Dine EU-leverandører skal lave en ikke-momset faktura til dig. Køber du ind på rejse og betaler moms i andre EU-lande, skal du vælge mellem en lille ekstraskat (ved ikke at søge momsen retur) eller et stykke ekstra administrationsarbejde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.