SKATs fokusområder i 2014

SKAT udgiver hvert år en plan over deres fokus- og indsatsområder, og selvom det ikke har nogen praktisk betydning for de fleste virksomheder, er det dog alligevel interessant at følge med i, hvor SKAT mener, der er grund til særlig opmærksomhed. Planen er delt op i “borgere” og “virksomheder”, og der er især den sidste gruppe, jeg læser om.

I 2014-planen om SKATs fokusområder har jeg især bidt mærke i

  • mikrovirksomheder (her defineret som virksomheder med en omsætning på under 500.000 kr. årligt), som har underskud gentagne år – med henblik på, om der skulle være tale om en hobbyvirksomhed i stedet for en erhvervsdrivende virksomhed.
  • de små virksomheder (virksomheder med mellem enog 10 ansatte eller en omsætning mellem  500.000 kr. og 14.000.000 kr.) har en stigende tendens til fejl i regnskaberne, forstået på den måde, at de mindste i gruppen klarer sig bedre end de største, hvor SKAT kan finde fejl i op til 71% (!!!) af regnskaberne. SKAT vil lave endnu en complianceundersøgelse, være mere synlige i vejledningen og gribe fat i revisorer og rådgivere (blandt andet omkring virksomhedsskatteordningen). Herudover ser det ud til, at de vil fokusere mere på virksomheder med negative momsangivelser.
  • de mellemstore/store virksomheder, hvor der blandt andet bliver fokus på, om hovedaktionæren bliver beskattet korrekt, også i forbindelse med tvangsopløsninger.
  • internethandelen – det handler om udtrykket “fast forretningssted”, EU-fjernhandel og de virksomheder, som modtager betaling på andre måder end kortbetaling. Og tilsyneladende også et særligt øje på e-butikker med negative brugeranmeldelser.
  • virksomheder, hvor revisoren har taget forbehold i årsrapporten (ja, selvfølgelig) – og efter 31.3 overgår dette fokuspunkt oven i købet som en fast arbejdsopgave (ja, selvfølgelig).
  • sort arbejde. Der er mange initiativer, men fokus kommer til at ligge på optikerbranchen, vognmænd og mink- og pelsdyrbranchen.

Rapporten fylder 69 sider, er ret let læst og kan hentes her som pdf.

Jeg kunne godt ønske mig en opsamling på de tidligere års udmeldte indsatsområder, sådan samlet set. Hvis du støder på en sådan, så sig til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.