Regnskabsskolens reception har lige haft en kunde i røret, som nævnte, at han ville tage fat i sin advokat, hvis ikke der snart skete noget… Det var jo et ubehageligt opkald, og jeg har derfor brugt nogen tid på at finde ud af, hvad det drejede sig om.
Det viser sig, at kunden har fået noget individuel vejledning i brugen af et økonomisystem. Da aftalen blev booket, var forståelsen, at kunden ville medbringe til regnskabsmateriale, og at vi skulle gennemgå det sammen, og der var derfor afsat to timer til mødet. Da kunden kom, havde han imidlertid ikke materialet med, og derfor blev mødets indhold en generel samtale om, hvordan man griber tingene an, og kunden gik efter ca. 20 minutter.
Uenigheden viste sig, da vi så har sendt en faktura på en time. I Regnskabsskolen sælger vi individuel undervisning på tid. Vi fakturerer for en time for møder som varer op til en time. Herefter tæller vi minutter. Man kan altså godt få en faktura på 1 timer og 15 minutter – men “mindsteprisen” er en time. Og det var så det, kunden var løbet ind i, og som han følte var uretfærdigt.
Det er ikke ret tit, vi kommer ud for problemet, så vi har ingen helt fast procedure – men jeg mener, at det mest retfærdige må være, at vi sender kunden en kreditnota på ½ time og samtidig fortæller, at vi fremover fakturerer for mindst en time. For mindre kan ikke gøre det, når vi tager booking af møde (+ evt. ændring af aftalen) + reservering af mødelokale + kaffebrygning + en medarbejder står til rådighed i mindst en time og nogle gange mere, som i ovennævnte tilfælde i betragtning.
Personligt mener jeg så, at det powerspil, der starter, når man begynder at true med advokat – for slet ikke at tænke på, hvad det koster kunden at få en advokat til at skrive til os i forhold til de par hundrede kroner, vi er uenige om – er uproduktivt for alle parter. Så derfor vil jeg foreslå kunden at finde en anden løsning, hvis han – efter at have fået sin kreditnota – skulle få brug for hjælp til gennemgang af regnskabet.
Hvordan sælger du din tid? Kan vi købe 25 minutter af din arbejdstid eller runder du også op? Og runder du altid op til nærmeste hele eller halve time – eller kan man købe en timer og et kvarter? Eller hvordan?
Jeg fakturerer typisk pr. påbegyndt kvarter, men det skifter meget, afhængig af aftale.
Hvis kunden forventer at projektet tager mange sammenhængende timer, tilbyder jeg som regel en lavere timepris, mod at jeg til gengæld afregner påbegyndte timer.
Så er der noget i det for begge parter:
Jeg får længerevarende projekter, og til gengæld sparer kunden lidt på timeprisen.
Jeg fakturerer altid pr. påbegyndt halve time med mindre det er faste kundeaftaler.
For eksempel en besøgsdag hvor jeg sidder fast én dag om ugen/måneden ude hos kunden. Så får kunden en fast pris for en hel dag.
Kære Anette!
Ja, vi sælger ind imellem tid.
Men INDEN vi igangsætter arbejdet, gør vi kunden udtrykkeligt opmærksom på konditionerne – gerne både mundtligt og som e-mail i så god tid, at kunden kan reagere.
Der er intet værre som kunde end at få en “dummebøde”, fordi man ikke er ordentligt bekendt med betingelserne.
Hvad du gør i den aktuelle situation, er svært at rådgive om. Når kunden truer med advokat, er “kemien” nok ikke til fremtidigt samarbejde?
Ja, vi er i gang med at tjekke, om vores praksis er godt nok beskrevet bl.a. på Regnskabsskolens hjemmeside.
/Anette
Hej Anette
Michaels løsning er jeg helt enig i. Angiv tydeligt at den mindste ‘enhed’ man kan købe er x timer.
Derudover kan man så øge fleksibiliteten ved at fintmaske perioden der faktureres for. Ved større opgaver kan man ligefrem kombinere det, så man måske giver lidt rabat på et “klippekort” til 5 timer og derudover altid kun fakturerer per. 15 minutter.
Hej Anette
Når vi sælger på timebasis, så er det altid mindst en time og derefter pr. halve time.
Det er sjældent det giver problemer, men de få gange det er sket har vi blot sendt en kreditnota og sagt at vi må have misforstået hinanden.
En enkelt af dem vi havde problemer med kom faktisk tilbage senere, men vi svarede pænt at vi desværre ikke havde tid til at hjælpe.
/Tom
Hej Anette
Vi sælger pr. påbegyndt kvarter – og aldrig mindre end én time. Men da vi aldrig, aldrig nogensinde påtager os noget som helst, før en ordrebekræftelse er accepteret, er der ingen overraskelser for vores kunder. Og jeg mener ikke, vi har haft en disput om tid siden engang i 2006 eller 2007.
Minimum en halv time. Sælger kun pr halve timer. Undtager online support som kan sælgestil 10 minutter
Hej
Jeg tror det handler om at manden føler sig snydt. Du har helt sikkert reg. tiden korrekt, men hvis du spørger ham hvor længe mødet varede tror jeg han svarer “max 10 minutter” og så får han en regning for en time. Man tænker ikke, som kunde, over de følgeting der er forbundet med en virksomhed. Og helt ærligt, det er heller ikke kundens problem.
Jeg tror det er mere en psykologisk ting: Man får 20 min. men bliver faktureret en time. Altså er jeg blevet snydt!
Hvis dit afløb er stoppet ringer du til en VVS’er og spørger om han kan klare den opgave. Det kan han godt, og han siger til dig at det koster kr. 850,-
Når han så kommer , bruger han 10 min. og sender en regning på …. 850 kr. og du tænker “fanme en god timeløn han har” MEN du føler dig ikke snydt fordi du jo kendte prisen fra start.
Jeg kan forestille mig, at man forebygger problemer, hvis man kommunikerer betingelserne klart ud på forhånd. Men jeg har altid tænkt, at betaling før rådgivning var den bedste løsning. Så er der ligesom ikke nogen tvivl.
Hej Anette. Jeg læser faktisk mere ind i jeres disput end tidsforbruget. Der er jo tale om ændrede forudsætninger. I har afstemt på forhånd, hvad mødet skal handle om, hvor lang tid det varer, og hvad kunden skal medbringe. Når kunden ændrer de planer uden varsel, har I jo heller ikke tid/mulighed for at afklare nye forventninger til mødet – såsom timeforbrug og mindstepris. I har derfor (muligvis) ikke oplyst om, at I fakturerer min 1 time, for det var ikke relevant, da kunden bookede et møde på 2 timer. Jeg ville holde fast på faktura på 1 time.
Interessant debat. Jeg er gået over til mere og mere at sælge “klippekort”. det vil sige at de fleste kunder køber X antal timer forud, og så får de løbende en opgørelse over hvor meget der er brugt.
Men ellers fakturer jeg minimum en time.
Jeg prøver så vidt muligt at få performance-afregning, men i de tilfælde hvor det giver mening med time afregner jeg pr. 5 minut ca – men det er så også arbejde hvor jeg arbejder alene og selv bestemmer tiden, og så synes jeg det er unfair at booke for 30 eller 60 min. hvis jeg kun bruger 10.
I øvrigt tror jeg det er den helt rigtige løsning du har valgt – give ham kreditnota på 30 min og så ellers bede ham rykke. Når man truer med advokater har man ligesom lidt ødelagt muligheden for fremtidig positivt samarbejde :-)
For mig er det pr. time. Jeg har været så heldig, at jeg aldrig har oplevet direkte problemer med det. Der har da været gange, hvor venner eller bekendte har spurgt mig, om jeg ikke kan hjælpe dem med noget af det, jeg kan finde ud. Jeg har så fortalt, at jeg tager x antal kroner i timen, hvorefter der er blevet tavshed :D
Jeg synes det vigtigste blot er, at kunden er helt klar over det inden start, så der ikke kommer problemer hen ad vejen. Jeg har often en del mail-korrespondence med mine kunder, og så er det ofte 5 min her og 2 min der, så jeg noteret minuttal, og så faktureres månedsvist i timer afrundet til hele 30 minutter.
Har heller ikke haft problemer med det på noget tidspunkt, da jeg altid prøver at lave en klar aftale :)