Med et dagsbevis (dagsbillet) kan du benytte firmaets gulpladebil til privat kørsel. Forudsætningen er bare, at gulpladebilen er registreret til godstransport (erhverv) og at den har en totalvægt på op til 4 ton. Og alle kan købe et dagsbevis, hvis bare de har fået behørig tilladelse til at køre privat i bilen.
- Dagsbeviset gælder i et døgn fra kl. 00.00 til kl. 23.59
- Dagsbeviset skal indkøbes mindst 1 time før og tidligst 45 dage før bilen skal bruges til privatkørsel
- Dagsbeviset skal medbringes og du skal kunne fremvise det i fysisk eller elektronisk form (eks. e-mail)
- Der skal købes dagsbevis til alle de dage, du har bilen, også selv om at du ikke kører i den
- Dagsbeviset kan ikke refunderes eller flyttes til andre dage
- Der kan købes max. 20 dagsbeviser pr. bil i et kalenderår
Sådan køber du dagsbeviser
Dagsbeviset købes på Skat/Motorregistrets hjemmeside og prisen ligger mellem 185-225kr. Du betaler med dankort og printer derefter beviset ud eller du kan gemme skærmbillede, hvis du vil medbringe dagsbeviset elektronisk.
Arbejdsgiverbetalt dagsbevis
Hvis arbejdgiveren betaler medarbejderens dagsbevis, skal medarbejderen betale skat af beløbet. Der trækkes A-skat og AM-bidrag, fordi det er en særlig beskatning af fri bil.
Moms
Der er ikke momsfradrag for udgiften til dagsbeviser.Virksomheden skal beregne udtagningsmoms for dagsbeviser til biler på 3.001-4000 kg. Dette er moms af kostprisen for den private brug og bogføres som salgsmoms.
Læs om dagsbevis og priser på Skats hjemmeside
Her køber du Dagsbeviser