Vi nærmer os december, som jo er tidspunktet for medarbejderjulegaver og det plejer altid at give anledning til en masse spørgsmål. Og der er nogle regler, som er gode at kende, før du går ud og køber julegaver til dine medarbejdere.
Kontanter og gavekort
Når det drejer sig om kontanter og gavekort, så er gaven normalt skattepligtigt uanset beløbets størrelse.
Men der er visse tilfælde, hvor et gavekort kan være skattefrit, så længe at det kan sidestilles med en naturaliegave. Værdien skal blot være på max. 800 kr., have et begrænset anvendelsesområde – og mindst lige så vigtigt – at det ikke kan byttes til kontanter.
Som eksempler på skattefri gavekort kan nævnes:
- Et gavekort med mulighed for at vælge imellem 25 forskellige gaver via internettet. Gaverne skal være udvalgt af arbejdsgiveren.
- Et gavekort til en bestemt restaurant og mulighed for at vælge mellem 3 forskellige menuer.
- Et gavekort til en oplevelse med adgang til én hotelovernatning for 2, eller 2 overnatninger på campingplads på en lang række hoteller og campingpladser.
Det skal bemærkes, at det ikke er alle naturalie-gavekort, som kan benyttes efter den særlige julegaveregel. Hvis valgmulighederne for benyttelsen af gavekortet er for brede, kan gavekortet blive skattepligtigt. Også selv om at beløbsgrænsen på 800 kr. er overholdt.
Beløbsgrænse på 1.100 kr. – Men med max. 800 kr. til julegaven (2014)
Medarbejdergaver i løbet af året kan faktisk koste helt op til 1.100 kr., før gaverne vil blive beskattet. Heraf udgør julegaven højst 800 kr. Det er en stigning på 100 kr. i forhold til 2013. Beløbet er inklusive moms (og momsen kan ikke afløftes i virksomhedens regnskab).
Der er nu mange virksomheder, som ikke når op på de beløb: Det kan være, pengene ikke er der, eller at der bliver brugt penge på andre gaver i løbet af året. Eller at man vælger at holde julefrokost for de midler, der er afsat til julefryns.
For god ordens skyld skal jeg lige nævne: Der skal være tale om ansatte medarbejdere. Herunder ikke ejere og ægtefæller i personligt ejede virksomheder. Med hensyn til ejere (og eneste ansatte) i anpartsselskaber er der uenighed på området: Jeg kender flere revisorer, som mener “at den går” og derfor siger ja til julegaver til ejere som er eneste ansatte i anpartsselskaber. Men hvis man ser på hensigten bag reglen (at bruge frynsegoder til at tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft), er det nok ikke helt OK.
Hvordan med praktikanter – jeg vil jo gerne give praktikanter julegave… kan det så ikke trækkes fra? De er jo ikke ansat på den måde, men jeg laver jo forsikring der dækker dem og de er fuldt ud tilknyttet – bare uden løn?
Jeg mener godt, du kan give praktikanterne julegave på linje med de ansatte medarbejdere. Også evt. frivillige medarbejdere, hvis disse lægger et fornuftigt antal timer i virksomheden vil være omfattet.
Dbh.
Anette
Hej Anette
Altid dejligt med en god artikel og beløbsgrænser mm. for 2014.
Hvordan med “freelance” samarbejdspartnere og julegaver?
Tak for dette. :)
Tusind tak for svar Anette :)
Hej Anette
Tak for god en artikel som kom til tiden ;)
Hvordan med kunder og julegaver? Fx. et beløb med ca.100kr til hver. Kan jeg skriver hele beløbet eller kun 25%?
Tak på forhånd ;)
Hej Irina
Julegaver til kunder er der ikke nogen direkte beløbsgrænse for. Gaven skal være “passende” i forhold til relationen, hvilket vil sige, at den kan være større, hvis det er en stor kunde, som skaber megen omsætning, men ikke nær så stor, hvis det er en lille kunde, fordi der så er et misforhold mellem gavens værdi og kundens værdi. For gaver til kunder er der kun 25%s fradrag.
Dbh.
Anette
Tak for svar Anette :)
Hej Anette
Tak for dine altid informative nyhedsbreve.
Jeg ringede til Skat ang. julegave til ejere af ApS. Kvinden jeg fik fat i sagde at ja, jeg kunne godt give julegave til mig selv som ejer og medarbejder i ApS. Det skal så siges at hun generelt var meget vag som om hun var bange for at sige noget endegyldigt og henviste gang på gang til min revisor.
Er det også dit indtryk at Skat heller ikke er helt sikre på skattereglerne, eller var jeg bare uheldig at få fat i én, som ikke var dygtig nok?
/Monica
Hej Monica
Jeg tror, at grunden til, at du fik et meget vagt svar netop er, at reglerne er lidt “mudrede”. Hvis man ser på hensigten med reglen, vil du som eneste ansatte i dit eget ApS ikke kunne få julegaver, da det netop er for at tiltrække og fastholde kvalificeret arbejdskraft, man har godkendt fradrag for julegaven inden for visse rammer. Men der er mange, som har givet sig selv en julegave i din situation, hvor SKAT har OK-et det, så man kan sige, at medarbejderen måske udtaler sig vagt fordi det ville være forkert at sige nej med henvisning til de mange andre tilfælde, men også lidt forkert at sige ja….
Dbh.
Anette