Mange børn og unge vil gerne tjene en skilling i sommerferien, og mange arbejdspladser har brug for en hånd i ferieperioden. Det er jo oplagt så at benytte sig af den mulighed at ansætte de unge. Men der er et par ting, du skal være opmærksom på, for der gælder andre regler for unge under 18 år end for os voksne.
Der er tre grupper, du skal forholde dig til: Børn under 13 år, unge mellem 13 og 15 år (dvs. til de er fyldt 15) og unge mellem 15 og 18 år (dvs. til de er fyldt 18 år, hvor de jo bliver myndige, og derfor falder ind under de alm. regler).
Børn under 13 år må ikke udføre erhvervsmæssigt arbejde. Der kan i visse tilfælde søges om tilladelse, hvis det gælder deltagelse i en teaterforestilling, reklamefilm el.lign.
Unge mellem 13 og 15 år må kun udføre “lettere arbejde”. Det kan f.eks. være:
- bogopsætning på et bibliotek
- at lægge ting i kuverter, æsker og poser
- at dække bord og rydde op
- at plukke bær og frugt
Du kan finde en liste fra Arbejdstilsynet her: Liste over hvad unge, som er fyldt 13 år, må beskæftige sig med.
Arbejdstiden må højst være 7 timer om dagen/35 timer om ugen, og arbejdstiden skal ligge mellem kl. 6 og kl. 20.
Du skal som arbejdsgiver orientere den unges forældre/værge om, hvad arbejdet indebærer, og under hvilke vilkår, den unge er ansat hos dig.
Unge mellem 15 og 18 år må ikke udføre “farligt arbejde”. De må f.eks. ikke beskæftige sig med:
- maskiner med hurtigtgående skærende værktøj
- blande-, male-, knuse- og hakkemaskiner
- motorsave og boltpistoler
- giftige og ætsende stoffer
- vilde dyr
Du kan finde lister hos Arbejdstilsynet her:
- Liste over tekniske hjælpemidler, anlæg og arbejdsprocesser, som unge under 18 år ikke må arbejde med
- Liste over stoffer og materialer, som unge under 18 år ikke må arbejde med
- Liste over arbejde, som kan medføre andre sikkerheds- og sundhedsfarer, som unge under 18 år ikke må udføre
Arbejdstiden må højst være 8 timer om dagen/40 timer om ugen, og arbejdstiden skal som hovedregel ligge mellem kl. 6 og kl. 20. Dog kan der være undtagelser inden for f.eks. landbrug eller restaurationsbranchen.
For alle tre grupper unge kan man altså sige, at kodeordene er tryghed og sikkerhed. Du skal sørge for grundig oplæring og sørge for, at arbejdet udføres under tilsyn af en, der er fyldt 18 år.
Sæt dig grundigt ind i reglerne ved at læse hele Arbejdstilsynets “Bekendtgørelse om unges arbejde” her.
Vil du vide mere om regler for ansættelse i det hele taget, så køb “Bogen om ansættelse og ansættelsesbeviser” her.