Det sker ind imellem, at Regnskabsskolens bogholderi overtager sager fra andre bogholdere midt i året. Nogle gange på grund af misforståelser og uenighed mellem den tidligere bogholder og virksomhedens ledelse, andre gange på grund af flytning, vækst eller andre forhold som gør, at virksomheden har brug for en anden løsning. Nu har vi overtaget et bogholderi for en virksomhed, som har haft en bogholder i Vejle – anbefalet af netværket – men som har brug for en i lokalområdet, og valget faldt på os. Det er vi jo glade for.
Det spændende ved at overtage bogføringen midt i året er altid, hvordan tilstanden er i regnskabet: Hvad og hvor meget er afstemt, hvordan ser det ud, hvor ajour er man? Det betyder rigtig meget for, hvad meromkostningen ved flytningen bliver for virksomheden, og når jeg skal give et tilbud, må jeg altid tage forbehold for tilstanden i bogholderiet: Man ved jo ikke, hvad man møder.
I dette tilfælde mødte jeg et godt afstemt regnskab, afstemt og dokumenteret så det var en fornøjelse. Vi skulle have materialet ud af et økonomisystem og over i et andet og pga. forskellige forhold måtte det hele foregå på papir/pdf-ere: Ikke alle økonomisystemer er lige datavenlige.
Vi fik:
- Banken ført ajour og med dokumentation i form af kontoudtog fra banken
- Kontospecifikationer for hele året for alle konti
- Saldobalance
- Debitorkonti udskrevet, og hvor samlekontoens saldo stemte til finans
- Kreditor-ditto
- Specifikation af afskrivninger for 2012
- Årsregnskab 2012
- Seddel med bilagsserier
- Momsafstemning for 1. halvår 2013
Der var ikke et øje tørt! Hverken hos os, eller hos kunden, som får en regning på næsten ingenting for overflytningen, fordi det hele er så velordnet og organiseret.
Jeg skriver mig bag øret, at jeg har en bogholderkontakt i Vejle, som jeg både kan bruge selv, hvis det skulle vise sig at være muligt, og anbefale til andre.
Står du over for at skulle skifte bogholder, så har Regnskabsskolen en lille tjekliste her:
Godt håndværk er altid en fornøjelse.