Den sidste generalforsamling i Anette Sand ApS

Først havde jeg Inloco Blandet Byhandel. Det var en (personligt ejet) virksomhed, som solgte hjemmelavet naturkosmetik, friskkværnet korn og økologiske urter og krydderier. Nede på hjørnet af Sølvgade og Riegensgade. Det var en rigtig fin butik – men af en række forskellige årsager ikke nogen levedygtig forretning. Så det endte med, at vi brugte butikkens baglokale til regnskabskontor – indtil jeg bed hovedet af al skam og indrømmede, at det ikke gik.

Så lavede jeg min (stadig personligt ejede) virksomhed om fra Inloco Blandet Byhandel til Inloco Regnskab og flyttede ind på Gråbrødre Torv. Her havde vi nogle rigtig gode år, hvor der kom stadig mere omsætning, flere medarbejdere og vi begyndte så småt at holde kurser – for max. 6 personer pga. lokalernes størrelse.

I efteråret 2007 dannede jeg et advisoryboard af 12 meget kompetente mænd. Boardet holdt i alt tre møder, hvor jeg fremlagde mine ønsker og planer for fremtiden og fik relevant og nødvendig kritik og opbakning. Det udmundede i, at vi pr. 1.1.2008 dannede Anette Sand ApS, som siden har drevet Inloco Regnskab og Regnskabsskolen – selvom det i daglig tale er blevet til Regnskabsskolen ApS – det er jo heldigvis tilladt at have flere binavne.

2008 var et meget, meget svært år for virksomheden af mange gode grunde. Vi tabte en masse penge og har brugt de følgende fire år til at retablere egenkapitalen, sådan at de personer og virksomheder, som har ejerandele i Regnskabsskolen i det mindste ikke har tabt penge på foretagendet. Det er lykkedes, og dermed er vi tilbage til Square 1 – det vil sige, vi kan følge den oprindelige plan, om end lidt forsinket.

Her til aften har generalforsamlingen vedtaget, at Anette Sand ApS nu omdannes til et aktieselskab. Så “lige om lidt” hedder vi Regnskabsskolen A/S i stedet. Der sker ikke så mange ændringer: Vi er de samme mennesker, som laver det samme arbejde og har de samme mål som i går. Men vi er færdig med omdannelsesprocessen fra hjørnebutik med hjemmelavet sæbe og rynkecreme til aktieselskab med rigtig spændende planer for fremtiden.

Så det er da værd at fejre lidt, synes jeg :).

3 Replies to “Den sidste generalforsamling i Anette Sand ApS”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.