Hej Anette
For det første tak for en god blog hvor man lige kan finde svar på de mest gængse ting. Jeg har dog et lille problem som jeg ikke kan finde svar på, på siden, og håber derfor at du vil hjælpe mig.
Jeg har et mindre enkeltmandsfirma. Jeg køber småinventar, værktøj osv. og straksafskriver (selvfølgelig kun hvis under småkøbsgrænsen) for at få skattemæssigt fradrag for disse ting i år 1.
Men aktiverne har jo en langt længere levetid. Fx har en skruetrækker jo en levetid på 10+ år. Hvordan får jeg disse aktiver til at fremgå af balancen? Jeg er jo interesseret i af få afskrevet dem hurtigst muligt rent skattemæssigt, men så retvisende som muligt rent regnskabsmæssigt. Det er jo noget misvisende at jeg har for 200.000 liggende i småinventar, men at det hele er nedskrevet til 0 i balancen.
På forhånd tak
Martin
Det er enten – eller. Du kan ikke få det værktøj, du har straksafskrevet til at indgå som et aktiv i dit regnskab. På den måde kan man sige, at der er en skjult værdi i din virksomhed, fordi du rent faktisk ejer mere, end der står i balancen.
Derimod er der ingen, som siger, at du SKAL straksafskrive småinventar og redskaber. Du kan vælge at aktivere dem – så får du det samme fradrag men fordelt over flere år (og lige her i 2013 får du oven i købet et fradrag på 115% af værdien, hvis du vælger den løsning).
Hvis årsagen til dit spørgsmål er, at du skal vise værdien i din virksomhed, kan du evt. lave en supplerende liste, men ind i det officielle regnskab kommer den ikke med mindre du ændrer, sådan at du ikke straksafskriver.
Dbh.
Anette