Jeg har i en del år fotograferet som hobby, og nu er jeg begyndt at tjene lidt penge på det. Jeg har derfor registreret en enkeltmandsvirksomhed, og så skal jeg jo i gang.
Mit spørgsmål går på, hvordan jeg rent regnskabsmæssigt indskyder mit kamera, osv. i min nye virksomhed på den korrekte måde?
Eksempel:
Kamerahus, indkøbt maj 2012 til kr.9.000,-
Objektiv 1, indkøbt maj 2012 til 8.500,-
Objektiv 2, indkøbt maj 2012 til 3.400,-
Lampesæt, indkøbt feb 2013 til 6.000,-
Diverse småting købt inden opstart til ca 2500,-
Disse ting (priserne er fiktive, men alle under 12.300 kr’s grænsen) vil jeg gerne indskyde i virksomheden da de bliver den primære platform hvormed jeg skal tjene penge.
Hvordan vil det se ud i regnskabet? Jeg bruger SummaSummarum, hvis det har noget at sige.
Vh Jesper
De ting, du køber, koster ganske vist under 12.300 kr. pr. styk, men du skal være opmærksom på, at hvis genstanden er tænkt til at bruges i sammenhæng med noget andet, er det den samlede pris, der gælder. Har du et kamera til 10.000 kr. og lægger et objektiv til 3.400 kr. til, er den samlede anskaffelsespris over grænsen for straksafskrivning af småaktiver og det skal derfor aktiveres (skrives ind i regnskabet som et anlægsaktiv) og afskrives.
Når du indskyder i virksomheden, skal du bogføre uden momskode, fordi du som privatperson ikke vil afregne momsen til SKAT. Du debiterer derfor den relevante konto, f.eks. “Småanskaffelser” eller “Anlægsaktiver, årets indkøb” og krediterer Mellemregningen (eller Indskudt privat) i egenkapitalen.
Vær opmærksom på, at du skal bruge en realistisk brugtpris med mindre tingene er helt nye og ubrugte.
Dbh.
Anette