Iværk&Vækst har de seneste syv år været den største iværksætterbegivenhed her i Københavnsområdet. I år er messen overtaget af en anden arrangør end Multidata, som ellers har sparket messen i gang og fået den til at blive en stor succes med rigtig mange besøgende i Forum. Og placeringen er flyttet fra Forum til Øksnehallen.
Den 14. og 15. september 2012, begge dage kl. 10.00 – 17.00 (dejligt, at de har afkortet fredagen, hvor der var meget få besøgende efter kl. 17.00).
I år skal vi og jeg også være med. Denne gang ikke med en hel stand, men som “medudstiller” hos VISMA, som er der med deres forskellige økonomisystemer. Ud over at jeg regner med at være der hele åbningstiden, vil standen og gulvet være bemandet, så vi er i alt 3-4 personer derude ad gangen. Så kontoret lukker ikke :).
Og igen i går har jeg fundet ud af, hvor du kan få gratis billetter: Følg linket her på Regnskabsskolens hjemmeside. Her kan du også læse lidt om, hvad der kommer til at foregå på standen, blandt andet holder jeg oplæg om forskellige relevante emner om iværksætterøkonomi. Korte oplæg og næsten et pr. time.
Herudover vil vi have et freemiumprodukt (altså noget gratis, man kan få, hvis man møder op på standen) – og hvad det bliver skriver jeg om, når planen er helt fastlagt midt i næste uge. Og vi får nogle gode bogtilbud med også.
Iværk&Vækst plejer at være et super hyggeligt arrangement med masser af netværksmuligheder. Så print din gratis billet ved at følge linket ovenfor – kom – og husk visitkort.