Brevkasse: Fri bil – to biler

Jeg er selvstændig erhvervsdrivende med et enkeltmandsfirma og har en bil i firmaet som jeg bruger privat. Jeg bliver beskattet af bilen (“fri bil”) og det har fungeret meget godt. Min kone kører ofte bilen og lige pt har jeg selv brug for en bil da jeg har en ny kunde som ligger længere væk. Til det vil jeg leje en bil (kun firmakørelse) i en måned eller to. Er det muligt at fratrække udgiften og benzin til den lejede bil, selvom jeg har fri bil ved siden af?

I virkeligheden har du jo så to biler til rådighed. Som hovedregel betyder det Det betyder ikke nødvendigvis, at du skal beskattes af to biler, men du skal altid mindst beskattes af den dyreste. Hvis du f.eks. i marts og april lejer en bil, som er dyrere end den, virksomheden normalt stiller til rådighed for dig, vil din beskatnings stige – med samme beregningsmetode som ellers, også selvom bilen er lejet.

OBS: Læs nedenstående kommentar fra Kasper

Edit 1.2.12: Efter en lang og god debat på Facebook, vil jeg konkludere: Du må hellere spørge SKAT eller din revisor i hvert enkelt tilfælde, hvis du mener at kunne blive fri for at betale SKAT af hver bil, hvis du har mere end en til rådighed.

11 Replies to “Brevkasse: Fri bil – to biler”

  1. Anette har lavet svaret som opslag på Facebook også (der kan man også følge Regnskabsskolen og Inloco), hvor vi har skrevet lidt frem og tilbage omkring præcisering af svaret til dit spørgsmål.

    Så det vil jeg også lige bidrage med her.

    Omkring dit spørgsmål: hvis det udelukkende er firmakørsel, så er det naturligvis fradragsberettiget. Man kan efterfølgende altid komme ud i en diskussion med SKAT om det så faktisk har været sådan, og du vil formegentlig ikke kunne dokumentere du ikke har kørt privat. I praksis kan man kun gøre det ved at føre fuldstændig kørebog over samtlige kørte km og det kender jeg ikke nogen der gør. Selv de klienter der anvender en GPS til at registrere km med, dokumenterer kun de erhvervsmæssige km.

    Men, når det kun er en kort periode, og hvis du kan sandsynliggøre det, burde der ikke være nogen problemer. Hvis blot du kan bevise at det er din kone der henter børn, at det er privatbilen i bruger til at handle med, at det er privatbilen i kører på ferie i osv. burde det ikke give anledning til problemer.

    Når jeg alligevel væver er det fordi at biler er noget, SKAT interesserer sig voldsomt meget for, og hvor bevisbyrden er på din side og sagerne derfor falder ret vilkårligt ud.

    Så til spørgsmålet om man kan have mere end en bil til rådighed.

    En bankdirektør havde adgang til samtlige nøgler til samtlige af bankens biler. Og han kunne derfor selv vælge, hvad for en bil han ville køre hjem i. Det var forskelligt hvad for en bil han valgte – ofte var det, hvad for en der var lettest at komme til.

    Reglerne for fri bil er således, at man skal beskattes en hel måned, for hver påbegyndt måned man får en bil stillet til rådighed. Så har man kørt i tre forskellige biler i en måned, mente SKAT at man skulle beskattes af tre biler den måned.

    Jeg kan ikke huske hvor langt sagen kørte, men enden blev, at reglerne er således, man alene skal beskattes af den dyreste bil hvis man har haft flere biler til rådighed. Det virker jo også logisk – man kan jo kun køre i en bil ad gangen.

    Begrænsningen lægger i, at du ikke faktisk må have flere biler til rådighed. Så du kan ikke have to biler, hvoraf lille mor kører i den ene, og så kun blive beskattet af en bil. I det tilfælde skal du beskattes af to biler.

    Hvis reglerne ovenfor skal give mening, hvad så hvis man skal dele en bil med en anden? Skal man så kun betale halv fri bil? Det ville jo være logisk da, man kun kan køre i en bil i det omfang den er til rådighed. Og hvis en anden kører i den, er den jo ikke til rådighed.

    Her er heller ingen genveje.

    Som jeg husker sagen var det to gartnere der havde et gartneri på Fyn, der havde en bil i deres fælles virksomhed, og de betalte halv fri bil, da der jo kun var en bil. SKAT to godt nok til bekræftende genmæle (Jurasprog for de droppede sagen), men de understregede at man skal betale fuld fri bil for en hel måned, hvis man har haft adgang til den en del af måneden.

  2. Jeg takker også for oplysningerne – selv om jeg for tiden bor fast i London er det rart at kende reglerne, når jeg en dag rejser hjem.
    vh
    Emma

  3. Tak for kommentarer, det er dejligt at få respons her på bloggen. Ja, reglerne er komplicerede men munder ud i, at man ikke må have to biler til rådighed uden også at blive beskattet af to biler.

    Dbh
    Anette

  4. Hej Anette
    Mange tak for forklaringen! Nogle gange lader det til at reglerne kun er til for reglernes skyld… Det er jo bureaukrati så det basker.

    Mvh Hans

  5. Det er et gammelt spørgsmål, men jeg tillader mig at skrive alligevel.

    Er det ok at have to biler som begge bliver beskattet af samme person? Jeg har egen virksomhed og har brug for to biler (en til mig og én til min kone). Kan jeg købe to biler i virksomheden og blive beskattet af dem begge to. Altså jeg angiver bare den samlet værdi af begge biler på min egen selvangivelse?

    Mvh Marc

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.