Fuldt fradrag for strøgaver

Strøgaver er en populær reklameudgift: Vi får produceret nogle genstande med vores logo på. Typisk noget, som har en eller anden sammenhæng med vores virksomhed. Gerne noget sjovt og pudsigt, som modtagerne husker og helst noget, de tager med sig og bruger ofte, så logoet bliver synligt mange gange. Nøgleringe, lommeregnere, lightere, kuglepenne, balloner, musemåtter, t-shirts, bolsjer ““ mulighederne er næsten uendelige. Men kun næsten: For at kvalificere sig til at være en strøgave, som i modsætning til repræsentationsgaver er fuldt fradragsberettiget, skal nogle krav være opfyldt. Der er i alt fire betingelser:

1. Strøgaven skal være af ubetydelig værdi (Vejledende: under 100 kr. pr. enhed)
2. Modtagerne skal være en ubestemt kreds af kunder eller potentielle kunder
3. Der skal derfor være produceret i et større antal
4. Virksomheden skal have reklameværdi ved at have logo/bomærke eller tilsvarende synligt på strøgaven

Det kan altså ikke nytte noget at lave 50 USB-sticks med logo, hvoraf de 10 går til personalet, de 20 til de bedste/største/sødeste kunder, 10 til forretningsforbindelser og de sidste til interne backups. Så er kravet om en “ubestemt kreds af modtagere” ikke opfyldt. Derimod er det OK at få produceret 50 USB-sticks, som man har med på messe for at give produktkataloget til de nye kunder, man måtte møde, med hjem i elektronisk form.

Strøgaver er undtagelsen for reglen om, at gaver er repræsentation. Dog kan du ikke lave en kreativ vinetiket og sætte på vinflasker og dermed trække hele udgiften fra: Uanset at du laver mange logovinflasker, også så mange, at du ikke ved, hvem der får dem og vinen koster under 100 kr. flasken: Vin i hele flasker er altid repræsentation ““ eller personalegave. Ikke en strøgave.

(Hvis du serverer vin eller kaffe fra en bod i supermarkedet, på messer eller på gågaden for at gøre opmærksom på din virksomhed, kan du trække udgiften 100% fra.)

6 Replies to “Fuldt fradrag for strøgaver”

  1. Selv tak. Sådan kan man jo være så heldig at ramme rigtigt med emnerne engang imellem :-)

    Dbh
    Anette

  2. Super god artikel, der sætter det godt op hvad man kan tillade sig og ikke tillade sig, fordi man tænker tit hvor går grænsen, og nu ved man det.

  3. Hvilken regel hører følgende under: “Hvis du serverer vin eller kaffe fra en bod i supermarkedet, på messer eller på gågaden for at gøre opmærksom på din virksomhed, kan du trække udgiften 100% fra”?

    Er det fordi det igen er tilfældige og dermed reklame?
    For hvis jeg afholdt et arrangement – seminar, kursus, årsmøde, reception eller lignende, så kunne jeg ikke trække det fra vel?

  4. Hej Martin

    Du har ret i, at små-servering i offentlige rum, er en reklameomkostning og dermed fuldt fradragsberettiget. Andre arrangementer kan der være andre regler for. Men afholder du et kursus for nogle (betalende) kursister, vil det, du betaler for mad mv. under kurset også være skattemæssigt fradragsberettiget, mens der er begrænsninger på, hvor meget moms, du kan afløfte. En reception vil der normalt være kvart fradrag for, altså 25% af udgiften. Så det afhænger helt af, hvad det er for et arrangement, vi taler om.

    Dbh.
    Anette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.