Brevkasse: Moms på foredrag

Hej Anette

Jeg skal holde et foredrag for et boligselskab, som er et såkaldt garantiselskab. Dvs. at de ikke svarer moms, og derfor gerne vil afregne uden moms.  Kan jeg undlade at llægge moms på foredraget? Jeg har et personligejet selskab.

Gode hilsner
Caroline

Hej Caroline

Dit foredrag er momsfrit. Ikke fordi du leverer til et boligselskab – havde du leveret en anden ydelse, ville den sandsynligvis skulle momses. Men fordi foredrag i det hele taget er en kunstnerisk ydelser og derfor momsfri. Det fremgår af momsvejledningens afsnit D.11.7 (link: http://www.skat.dk/SKAT.aspx?oID=95898).

Dbh
Anette

7 Replies to “Brevkasse: Moms på foredrag”

  1. Googlede “Moms af foredrag” og fik denne side frem, hvor svaret er henvisning til momsvejledningens afsnit D.11.7. Men jeg bliver så stadig i tvivl, da denne omhandler kunstnere og musikere.

    Jeg har booket en virksomhedsleder til et foredrag, hvor han stiller prisen kr. 10.000 + moms og da en aftenskole – som jeg er skoleleder for – ikke er momspligtig, kan jeg ikke trække den fra.

    Gør det en forskel i momsspørgsmålet, at det ikke er en kunstner der leverer foredraget ?

  2. Nej, det gør ingen forskel – for hvornår er man kunstner? Det, der er afgørende er, om foredragsholderen har kunstnerisk frihed, eller om der er tale om en bunden opgave, hvor f.eks. dagsordenen er udarbejdet af køberen (jer) som powerpointpræsentation eller noget andet.

    Dbh
    Anette

  3. Jeg er forholdsvis ny kasserer i en mindre forening. Vi har haft en foredragsholder, som nu kræver moms af både honorar og den kørsel han har haft omkring mødet. Det har jeg ikke oplevet tidligere. Er det lovligt. Vi afregner ikke moms i vor forening.

    venlig hilsen

  4. Hej Karin

    Det mest almindelig er, at foredrag ikke er pålagt moms (som kunstnerisk ydelse). Der KAN være tilfælde, hvor man vurderer, at et foredrag nærmere er en undervisningslektion efter fast program end et egenligt foredrag, og så vil aktiviteten være momset.

    Jeg synes, du skal kontakte foredragsholderen og bede om en ny regning, hvis du mener, at jeres foredrag skulle være uden moms. Og så fremover, når du aftaler priser med foredragsholdere, specificere i mailen, at prisen ikke ud over det aftalte tillægges moms.

    Dbh
    Anette

  5. Pingback: Foredrag – momsfritagelse | Anette Sand

  6. Spændende svar: Foredrag er kunstnerisk ydelse og uden moms.
    Er et honorar for en byvandring et “foredrag” og uden moms??
    Måske kan der svares på dette

    Venlig hilsen Johannes

  7. Hej Jonannes

    Du skal spørge SKAT, for jeg kan ikke være helt sikker på mit svar. Men umiddelbart vil jeg sige, at det er momsbelagt, fordi der er bestilt et særligt “program” – dvs. det er ikke lige meget, hvad du fortæller og viser frem. Men grænserne er svære at definere helt præcist. Hvis det er en byvandring, som du helt selv tilrettelægger og hvor programmet alene afhænger af dit forgodtbefindende, kunne man måske godt sidestille det med et momsfrit foredrag.

    Dbh.
    Anette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.