Hej Annette
Jeg har et par spørgsmål som jeg håber du kan hjælpe mig med.
Jeg har en tømrervirksomhed (enkeltmands) og min kæreste vil igang med at lave og sælge børnetøj. I starten bare for at se om det kan blive til noget.
Hun har af private grunde ikke mulighed for at få eget cvr. nr. endnu, eller gøre brug af 50.000kr grænsen. Derfor tænker vi på at køre det over mit firma, evt. som et SE nr.
Hvordan og hvor opretter man det? Bliver SE nr. beskattet selvstændigt, eller bliver det blandet med CVR nr.skat (og min personlige skat)?? Og hvordan er det i det hele taget rent regnskabsmæssigt?
Vi ville jo gerne holde det så adskilt som muligt, så vi kan se hvordan det går og hvor meget der skal betales i skat osv. i tøjfirmaet.
På forhånd tak og tak for en fantastisk brevkasse.
Mvh Jakob
Hej Jakob
Når din kæreste ikke har mulighed for selv at få et CVR-nummer, og I kører aktiviteten over dit firma, vil du personligt blive beskattet af overskuddet. Selvom I har flere aktiviteter, vil der ikke være to adskilte regnskaber – tøjsalget vil bare blive registreret som en biaktivitet i din virksomhed. (Det vil sige: Du skal lave en ændring til din registrering hos Erhvervs-og selskabsstyrelsen, brug denne blanket: http://www.virk.dk/myndigheder/stat/EOGS/Registrering_af_virksomhed_aendring.)
Regnskabsmæssigt kan du holde det adskilt ved at lave en særlig kontogruppe til den aktivitet, din kæreste laver, og du kan udbetale hende løn (via lønsystem mv.), sådan at det hele giver mening. I er velkomne herinde til en times individuel undervisning, hvis I har brug for hjælp til opsætning eller beregninger.
Dbh
Anette
Hej
Og tak for svaret. Jeg har lige et par spørgsmål mere.
Skal vi ikke oprette et SE nr.? Jeg synes at have læst at det er en god idé, og at man så afregner skat og moms for SE nr. og CVR nr. hver for sig. Passer det ikke?
Mvh Jakob
Det kan I godt søge om. Begge virksomheder skal så afregne moms månedligt fremover, og det har ingen betydning for, hvordan din skat beregnes.
Dbh
Anette
Tak for dit svar. Mht til momsafregningen, tror jeg ikke det er sådan mere, at man så får månedsafregning. Skat skriver sådan her på deres hjemmeside:
Fra 1. januar 2009 følger delregistreringerne de samme angivelsesperioder som almindelig registrerede virksomheder. Nystartede virksomheder angives normalt kvartalsvis.
Mvh Jakob