Hej Anette
Jeg har et spørgsmål omkring hvorvidt man som nyopstartet virksomhed må fakturere arbejde der er udført før virksomhedens opstartsdato.
Jeg lavede noget arbejde for en kunde i december 2009, men da jeg ikke ville bøvle med at skulle lave årsregnskab og alt muligt for én måned ventede jeg med at starte min virksomhed til januar 2010. Nu prøver jeg så på at finde ud af om der er noget galt i min plan ““ altså om SKAT vil sig “hov” når jeg i 2010 fakturerer arbejde fra sidste år. Umiddelbart tænker jeg at der ikke burde være noget galt (i værste fald kommer jeg vel bare til at skulle betale mere i skat hvis nu jeg i 2010 skulle ryge op i topskatten).
Tror du jeg har rodet mig ud i noget bøvl?
Mvh Peter
Hej Peter
Du har ikke rodet dig ud i noget bøvl (endnu): Det er OK at være bagud med faktureringen. Der er der faktisk ret mange der er, jeg kender nogle håndværkere, som kun fakturerer ud ca. 4 gange om året – og da ofte lige før momsafregningen. Økonomisk set er det – ud fra flere vinkler – en dårlig idé, men sådan er det nu engang.
Imidlertid er reglerne sådan, at man skal betale skat af de beløb, man har tjent – uanset om faktureringen er sket eller ej. Det vil sige, at du bør medregne den ikke-fakturerede indkomst i din 2009-selvangivelse, selvom du først sender fakturaen nu i 2010. Det er nemlig ikke faktureringstidspunktet, der gælder.
Hvis du kommer fra Københavnsområdet, vil jeg foreslå dig at komme til et af Regnskabsskolens informationsmøder, hvor vi netop vender den slags spørgsmål. Det er gratis at være med og plejer at være både hyggeligt og udbytterigt for deltagerne.
Læs om Regnskabsskolens informationsmøder her.
Dbh
Anette
Hvad nu, hvis man var momsregistreret i 2009 og har en opgave, som strækker sig hen over årsskiftet med ca. 50/50 i 2009 og 2010? Skal man betale skat af en del af beløbet i 2009, eller er det her faktureringstidspunktet, der tæller? Hvad med udgifter forbundet med opgaven, der er afholdt i 2009 – kan man trække dem fra i 2009, selvom man først fakturerer i 2010? Eller kan man trække dem fra i 2010?
Man skal beskattes i det år pengene er tjent, uanset hvornår faktureringen foregår. Udgifter, som er afholdt, skal tilsvarende bogføres i de år, de er forbrugt. Så du skal bogføre værdien af det ikke fakturerede arbejde ind på en konto for “igangværende arbejder” uden moms i 2009-regnskabet. Den skal stå i samme gruppe som de øvrige indtægter. Modposten er en konto i status “tilgodehavender vedr. igangværende arbejder” eller noget tilsvarende (en aktiv-konto).
Dbh
Anette