Hej Anette
Vi har fået vores virksomhed vurderet ifbm evt ejerskifte af en økonomiekspert, og han siger, at vores nulpunktsomsætning er høj, vi skal overveje og gøre noget ved dækningsbidraget og de faste udgifter. Jeg er OK m. dækningsbidrag men jeg er usikker på det med nulpunktsomsætningen.
Nulpunktsomsætningen beskriver, hvor meget I skal sælge, for at virksomhedens resultat bliver 0. Sælger I mindre, vil der være underskud. Du kan se et beregningseksempel her:
https://anettesand.dk/2007/n%c3%b8gletal-nulpunktsoms%c3%a6tningen/
0-punktsomsætningen beregnes ud fra dækningsgraden og kapacitetsomkostningerne. Dækningsgraden er dækningsbidraget udtryk som et procenttal. Det kan de fleste virksomheder, som sælger varer og nogle af de, der sælger ydelser, regne sig frem til.
Kapacitetsomkostningerne er de faste omkostninger, eller i regnskaberne nogle gange udtrykt som eksterne omkostninger, personaleomkostninger og af-og-nedskrivninger. Kapacitetsomkostningerne siger noget om, hvor “tung en skude” man sejler. Set i forhold til store og etablerede virksomheder, er det ofte iværksætteres og små virksomheders fordel, at de ikke har store kapacitetsomkostninger – ingen domiciler og produktionsbygninger, der skal betales, intet stort hold funktionærer med aftrædelsesordninger og lang opsigelse. Virksomheder med små kapacitetsomkostninger kan nogle gange reagere hurtigere og mere smidigt end de tungere virksomheden, og en indskræning af aktiviteterne giver måske mindre overskud men ikke så massive underskud.
Hvis nulpunktsomsætningen er for høj i en virksomhed, kan man enten forsøge at få et højere dækningsbidrag på de varer man sælger, altså hæve dækningsgraden. Eller man kan slanke virksomheden ved at begrænse sine kapacitetsomkostninger: Lavere faste udgifter. Eller begge dele.