finder du lykken i Danmark. På politiken.dk kan man her til aften læse, at der er lavet endnu en undersøgelse, som kårer Danmark til et pragtfuldt iværksætterland. Endda bedre end tidligere. Vi er på toppen af ranglisten af lande, hvor det er hensigtsmæssigt at starte virksomhed inden for de næste fem år.
Og noget er der også om snakken: Det er i hvert fald enkelt og billigt at starte en personligt ejet momset virksomhed: Man udfylder et skema, og et par uger efter har man et CVR-nummer. Kravene til regnskabsaflæggelse er heller ikke urimelige, og virksomhedsordningen giver muligheder for fornuftig planlægning af skatten.
Uden sammenligning med de øvrige lande, der deltager i undersøgelsen i øvrigt, er der dog visse ting, som skal forbedres væsentligt, før jeg vil uddele de højeste karakterer for iværksættervenlighed i Danmark. Her er tre forslag:
-
Ansæt pædagogisk sprogkonsulent hos SKAT: Lær at skrive pænt til de nye virksomheder i et sprog alle kan forstå. Manglende indbetalinger/indberetninger er sjældent ond vilje men ofte manglende viden. Eller hvad med en opringning fra SKAT til den nye arbejdsgiver: “Vi kan se, at din virksomhed er blevet større, for du er begyndt at have lønnede ansatte. Tillykke med det. Skal vi hjælpe dig med at få registreret din virksomhed rigtigt?”
-
AER, AES, ATP-fib og barsel.dk er “sociale bidrag”, som af uransagelige årsager ikke kan trækkes over lønnen, til trods for, at de alle bliver beregnet helt eller delvist på grundlag af ATP-indberetningen fra de forskellige virksomheders lønsystemer. Der er ingen fornuftig årsag til, at disse bidrag skal komme som selvstændige FI-kort med forskellige indberetnings- og betalingsfrister hen over året, når de lige så godt kunne lægges sammen i ét og trækkes månedligt sammen med lønnen, siden alle pengene alligevel ender i ATP-huset i Hillerød. Få gjort noget ved sagen! Og flyt medarbejdere fra ATP til SKAT, så det der spares det ene sted kan bruges på service det andet.
-
Flyt grænsen for, hvornår der skal indsendes regnskabsoplysninger med selvangivelsen til et beløb, hvor det er muligt for en person at tjene sin egen løn hjem og betale almindelige udgifter, uden dermed at komme “op til de store”, hvor hele den 4. side i den udvidede selvangivelse skal udfyldes.
Voila! Så får I også 12 (efter den nye karakterskala, hvor det helt enestående er afskaffet) herfra.