eIndkomst – mere bøvl (0-indberetninger)

Det nye eIndkomstregister er – som det også var tilfældet med den elektroniske fakturering – lanceret, før systemet er ordentligt afprøvet, og det har givet problemer med forkerte skattetræk hos mange medarbejdere i de virksomheder, som har stolet på SKATs oplysning om, at “skattekortet er trukket fra eIndkomst”. For de, som ikke bruger lønsystemer, giver det nye udfordringer, som DeMib så nydeligt fortæller i sin blog.

Vi, som bruger Danløn, slipper jo for det meste af arbejdet med at indberette til eIndkomst, men dog kan systemet ikke længere lave automatiske 0-indberetninger. Det vil sige, at du skal godkende 0-indberetningen i Danløn de måneder, du ikke har lønudbetalinger, eller også skal du lave din registrering om hos SKAT til “sporadisk afregnende”, så de ikke forventer en indberetning hver måned. I Danløn er 0-indberetningen helt enkelt, du skal gøre det i fanebladet “Virksomhed” og vælge menupunktet “0-indberetning”. Og det skal ske hver måned, du ikke har lønudbetaling.

SKAT er godt klar over, at der er problemer. Derfor har rigtig mange arbejdsgivere fået en mail fra en i øvrigt ukendt men navngiven person – og med stavefejl i overskriften på e-mailen. Mailen handler om, at hvis lønnen er forkert, er det nok arbejdsgiverens skyld. Og at vi “skal rydde op i medarbejderkartotekerne”. Tak. Jeg har udmærket orden i mit kartotek!

En vigtig regel for kommunikation er: Et budskab er ikke sendt, før det er modtaget. Og til trods for – antager jeg – god vilje fra alle parters side, så er det altså ikke lykkedes SKAT at få the big-brother-e-Indkomst-register til at fremstå som en lettelse – eller bare få sikret at alle ved, hvad de skal gøre hvornår.

Ingen kommentarer endnu.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.