Jeg har tidligere skrevet om lovforslaget om den nye kantinemoms, og lovet en opdatering. Nu viser det sig ifølge Erhvervsbladet den 15.2.08, at det nok ikke bliver så let at få momsstigningen vedtaget, idet kantinemomsen bliver isoleret som et selvstændigt lovforslag netop med det formål at kunne stemme det ned uden at lukke for øvrige momsreguleringer. Det er der flere mere eller mindre gode grunde til at gøre.
Det er ikke så meget det, at man skal betale moms af maden, det har man hele tiden skullet. Problemet er, at der skal laves alle mulige interne beregninger, fordi der også skal betales moms af en evt. intern medarbejder, som måtte lave eller anrette maden. Og det kan hurtigt blive kompliceret. Hører aftørring af borde eller tømning af affaldsspande så med i kantinedriften med – eller er det en rengøringsopgave? Hu-hej, det kan blive sjovt, det her…
Jeg ønsker forenklinger i administrationen for små virksomheder. Det vil være meget mere effektivt end rigtig mange andre tiltag, gratis iværksætterrådgivning og smarte IT-baserede gør-det-selv-løsninger inkluderet. Selvom det offentlige gør sit til, at bogholdere og revisorer aldrig bliver overflødige ved at sikre flere og flere arbejdsopgaver af denne karakter (også jf. det nye eIndkomstregister), så er vi nok adskillige, som ville foretrække at bruge tiden på noget, som kunderne oplever som værdifuldt, frem for bare opfylde stadig flere krav om deltaljerede beregninger og navnlig ensartethed i outputtet fra de små regnskabsafdelinger i iværksættervirksomhederne.
Erhvervsministeren er velkommen til at ringe, hvis han har brug for et godt råd i den anledning.
/Anette