Brevkasse: Opsagt – sygemeldt – hvad kan jeg gøre?

Kære Anette, du må hjælpe, jeg har et stort problem med en medarbejder (den eneste medarbejder – hun pakker, tager telefoner og laver diverse forefaldende arbejde), som har været ansat et halvt år, og nu har jeg opsagt hende, fordi hun kommer og går som det passer hende og fordi hun ikke interesserer sig for arbejdet men taler i mobiltelefon med sine venner hele tiden, og det viser sig så, at der er tre måneders opsigelse, fordi hun har arbejdet 20 timer ugentligt, og nu har hun meldt sig syg i FORELØBIG tre uger. Je g har ringet til hende, men hun tager ikke telefonen. Jeg tror, hun bliver væk, og jeg har ikke råd til at ansætte en ny, før jeg ikke skal betale hende løn mere. Hvad skal jeg gøre? Kan jeg ikke slippe ud af den aftale noget før?

Det er desværre ikke en ualmindelig situation, du er ude for her. I dag er der i Politiken en artikel om netop emnet “Mange melder sig syge efter opsigelse“.

For det første skal du se at få gang i dagpengesystemet. Måske har du en forsikring, der dækker for sygdom fra fraværets start, ellers kan du først få fra 21. sygedag. Så får du refunderet max. 95 kr. pr. time.

Herudover skal du bede om lægeerklæring, som skal oplyse om sygdommens forventede varighed. Reglerne står i Funktionærloven. Hvis din medarbejder ikke opfylder de krav, der er om lægeerklæringer, bortfalder retten til løn under sygdom.

Det er måske din økonomi, som lider mest skade her. Jeg kan godt forstå, at det er svære penge at undvære, hvis du er nødt til at ansætte en medarbejder yderligere. Mange små virksomheder vil vælge at give den en ekstra skalle i en måned eller to, så de undgår overlappende lønninger i den samme stilling.

Der er ingen tvivl om, at stort set alle kan overtale deres egen læge til at skrive en sygemelding med baggrund i “ulideligt psykisk arbejdsmiljø”, også selvom det ikke helt hænger sammen med virkeligheden.  Hvordan skal en læge kunne skelne mellem ret og vrang i sådanne sager? Det er meget svært, og reglerne hjælper ikke lægerne på vej her. Det går så ud over nogle arbejdsgivere, som dig.

Samtidig skal du forstå, at det kan være meget svært at møde op på en arbejdsplads, hvor der kun er dig og så din opsagte ansatte.  Især hvis kommunikationen på det seneste har været lidt anstrengt.

Så: Nej, hvis medarbejderen opfylder sine forpligtelser, afleverer lægeerklæringer osv., så er der ikke noget at gøre.

Jeg vil foreslå, at du tager to hensyn i betragtning, når du skal ud og finde ny arbejdskraft:

1. Overvej om stillingen kan deles op i to (studenterjobs), så pågældende har en kollega, og der bliver et mere livligt miljø.

2. Skriv ind i din kalender, at du inden medarbejderen har været ansat i fem hele måneder skal kunne afgøre, om det kører godt, fordi skellet for opsigelse med 1 eller 3 måneders varsel ligger lige dér: Opsigelsen skal finde sted inden medarbejderen har arbejdet fem måneder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.