Brevkasse: Kursus i enkeltmandsvirksomheder

Hvordan er reglerne for fradrag for kurser i enkeltmandsvirksomheder?

Jeg kan se andetsteds på din side, at der gælder lidt specielle regler, når det er ejeren, som har kursusudgifter – men jeg kan ikke finde info om, hvordan reglerne ser ud.

Ja, reglerne er strammere, når det er ejeren af en enkeltmandsvirksomhed, der skal på kursus. Hvis man har medarbejdere, er det tilstrækkeligt, at kurset “ikke udlukkende er af privat karakter”. Men når man ejer sin virksomhed, falder kursusudgifterne ind under de almindelige regler i ligningsloven om, at man kun må trække de udgifter fra, som medgår til at “erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten”. Det vil sige, at du må trække kurser fra, som du skal bruge for at blive ved med at kunne drive din virksomhed. Nu ved jeg ikke, hvad det er, for en virksomhed, du har, men det vil som regel være kurser vedrørende faglig opdatering, så du bliver ved med at være på niveau med dine konkurrenter/kolleger. Det kan også være, at der er sket noget nyt på markedet, som dine kunder efterspørger, og du derfor er nødt til at tage et kursus i, for at blive ved med at kunne fastholde dine kunder.

Der er to forhold, som skal tages i betragtning: Det ene er, at kurserne ikke må være kompetencegivende, men altid skal være af opfølgende, vedligholdende, efteruddannende karakter. Det andet er omfanget af undervisningen og kursusudgiften: Den skal stå i rimeligt forhold til indtjeningen i øvrigt.

Det sidste er normalt ikke et problem, men i nogle tilfælde har man set, virksomheder med en meget lav indtjening, og hvor tunge kursusudgifter til fantastiske kurser har medført, at virksomheden har underskud. Så kan SKAT finde på at vurdere, at hele setuppet ikke er erhvervsmæssigt nok.

Jeg har set en afgørelse, hvor en tandlæge fik nægtet fradrag for et NLP-kursus. Hun havde søgt kurset, fordi hun kunne bruge det i “sine ikke ubetydelige ledelsesmæssige opgaver”. Men SKAT sagde nej med henvisning til, at det er nye kompetencer.

I nogle brancher er der større krav om efteruddannelse end andre, og derfor vil det også være forskelligt, hvad man kan og ikke kan gøre. Revisorer og arkitekter har f.eks. indbygget efteruddannelse (revisorer, hvis de er medlem af en af de to foreninger FFR eller FSR og arkitekter har det skrevet ind i standardoverenskomsten, at der skal hensættes midler til efteruddannelse).

Området “kurser i enkeltmandsvirksomheder” kan ikke beskrives entydigt. Nogle kurser kan du måske gå på og få fradrag fra, mens din nabo ikke kan. Det afhænger af en konkret vurdering af kurset og virksomheden.

Du er velkommen til at komme forbi til et informationsmøde, hvis du vil høre mere om emnet, og ellers kan du jo altid ringe og spørge SKAT om, hvad de mener i den konkrete sag.

10 kommentarer til Brevkasse: Kursus i enkeltmandsvirksomheder

  1. Dennis Farcinsen Leth 26. september 2012 at 13:55 #

    Jeg har et opfølgende spørgsmål.

    Jeg er selvstændig og arbejder koncentreret med ledelsesudvikling. I den forbindelse har jeg overvejer at tage en CBA/MBA. Denne er jo i sagens natur kompetencegivende.

    Betyder dette, at jeg ikke ville kunne trække denne fra?

    På forhånd tak for svar.

    Dennis Farcinsen Leth

  2. Anette Sand 28. september 2012 at 06:54 #

    Hej Dennis

    Det er et af de spørgsmål, hvor svaret kan gå begge veje, fordi det også afhænger af en række andre faktorer, herunder økonomien i dit firma og hvilken uddannelse, du har i forvejen. Jeg synes, du skal kontakte SKAT, evt. betale de 300 kr., det koster at få et bindende svar fra dem, så svaret holder, uanset hvad.

    Dbh.
    Anette

  3. Saied 28. oktober 2017 at 21:58 #

    Hej Anette

    Jeg ved godt det er en ældre tråd, men håber du stadig kan følge op på den! Jeg påtænker at starte på kørelærer udd., og vil inden da stifte selskab, enten som enkeltmands eller ApS form, i håb om at jeg derefter kan trække udgifterne til de forskellige kurser og selve uddannelsen fra! Er det mon muligt/lovligt?
    Eller er der en anden forretnings-model eller konstellation der vil være smartere inden for lovens rammer man kan benytte sig af?

  4. Anette Sand 29. oktober 2017 at 09:15 #

    Hej Saied

    Det er smart tænkt, men det er desværre ikke lovligt: Du må kun trække kurser/efteruddannelse fra som medgår til at erhverve, sikre og vedligeholde den eksisterende indkomst i virksomheden. Og siden du ikke kan undervise som kørerlærer, før du har uddannelsen, kan det ikke lade sig gøre.

    Dbh.
    Anette

  5. Maria 29. juni 2018 at 23:06 #

    Hej Anette.
    Jeg håber du kam hjælpe mig.
    Jeg begynder til okt at uddanne mentorer sol skal hjælpe folk med at finde deres passion/retning i arbejdslivet.

    Uddannelsen er kompetancegivende, men der er ingen krav til at man har uddannelsen for at kunne arbejde indenfor feltet (coach).

    De fleste af mine elever har ikke virksomhed før de deltager i kurset. Men kan evt starte virksomhed op inden tilmelding af kurset. Men de vil nok ikke have omsætning før de har taget eller er i gang med mit kursus.

    Er det på nogen måde muligt at trække uddannelsen fra?

    Er det korrekt at der IGEN problemer er i at få momsfradrag på uddannelsen?

  6. Anette Sand 6. juli 2018 at 20:11 #

    Hej Maria

    For dine kursister, som ikke allerede tjener penge inden for området, vil uddannelsen ikke være skattefri – og der er heller ikke mulighed for at få momsfradrag.

    Dbh.
    Anette

  7. Kamilla 28. oktober 2018 at 21:59 #

    Hej Anette

    Tak for en god brevkasse!
    Jeg har uddannet mig til coach i juni 2018 og er igang med at få gang i min forretning. I den forbindelse vil jeg gerne koble mindfulness på, derfor vil jeg tage en mindfulness uddannelse, ved du om det er muligt at trække den uddannelse fra?

    Hilsen Kamila

  8. Anette Sand 13. november 2018 at 17:03 #

    Hej Kamilla

    Det kommer an på, om det er noget dine kunder efterspørger, og om der er tale om et “mindre tillægskursus” eller en egentlig uddannelse. For hvis det er en ny uddannelse med nye kompetencer, nærmere end en efteruddannelse, er det ikke sikkert, at du kan trække udgiften fra i din virksomheds skattepligtige indkomst. Mens vedligeholdelse, efteruddannelse osv. er fradragsberettiget. Du er velkommen til at skrive igen, hvis vi skal tale om den konkrete undervisning.

    Dbh.
    Anette

  9. Therese 18. marts 2019 at 01:40 #

    Kære Anette

    Jeg er kosmetolog og i gang med ernæring og sundhedsuddannelsen. Vil jeg kunne trække momsen af bøger fra på baggrund af anvendelse i hudpleje? Jeg tager uddannelsen for at anskaffe mig nye kompetencer til at forbedre folks hudproblemer, hvilket er hele omdrejningspunktet for kosmetologer..?
    Jeg synes jeg er i samme kategori, men vil det blive betragtet sådan?

    Kh Therese

  10. Anette Sand 1. maj 2019 at 12:36 #

    Hej Therese

    Det kommer an på, hvad hovedformålet er med boganskaffelsen: Hvis det er fordi du følger ernærings- og sundhendsuddannelsen, så nej. Hvis det er at betragte som almindelige fagbøger, som du under alle omstændigheder ville anskaffe som kosmetolog, og der er tale om enkeltstående bøger, så vil der nok være både moms- og skattemæssigt fradrag.

    Dbh.
    Anette

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.