Det er jo såre enkelt: CO2-kvoter er ude i den fri handel. Og virksomheder kan således købe sig retten til at forurene. Men der er kun et vist antal CO2-kvoter at købe. Så jo flere, vi tager ud af handelen, jo hurtigere motiveres virksomhederne til bæredygtig produktion.
Inloco hed jo engang “Inloco Blandet Byhandel”. Jeg solgte økologiske urter, hjemmelavet naturkosmetik og friskkværnet korn – og lavede lidt regnskab ved siden af. Siden er det vendt, men ikke desto mindre bruger vi stadig genbrugspapir, selvom det er dyrere end almindeligt kopipapir, og sparer på ressourcerne hvor vi kan.
Og nu har vi altså også vores egne reserverede 10 tons CO2, som er købt alene for at de ikke bliver udledt af andre.
Jeg har også købt CO2kvoter samme sted og har været stolt og glad for at bidrage til et mindre udslip. Siden er jeg blevet gjort opmærksom på mulige bivirkninger som i min verden er ligeså vigtige som at mindske CO2 udslippet.
Det betyder intet for industrien i den rige del af verden at overskride deres indkøbte kvoter desuden er prisen på kvoterne er så uforskammet lav at hamstring ligger lige om hjørnet. Eventuel bøde for overforbrug betales i øvrigt straks ved kasse 1. Derimod vil den tredie verden, Afrika i særdeleshed, blive tabere. Dels er økonomien for industri i den tredie verden ikke så likvid at man hamstrer CO2 kvoter ligesom man her ikke kan afsætte større beløb i budgetterne til eventuel bøde for overskridelse af CO2 kvoten.
Altså vil vi i den priviligerede verden igen være med til at bremse udviklingen i den tredie verden.
Jeg synes der er nogle overvejelser at gøre i den henseende. Har du selv gjort dig lignende tanker?
I virkeligheden burde kvoterne uddelse pr. kontinet/verdensdel/land …? Og ikke som en samlet pulje på verdensplan efter først til mølle princippet.
Pingback: Almindelig Sund Fornuft » Blog-arkiv » Fradragsberettigede gaver?