Så er det i aften, du skal skrive din rygepolitik

Fra i morgen gælder de nye regler for rygning i offentlige rum – herunder private arbejdspladser, som jeg beskrev her. Så vidt jeg ved, er det første gang, at lovgiverne har besluttet, at alle virksomheder skal lave en skriftlig politik – her altså rygepolitik, som skal indeholde sanktioner overfor medarbejdere, som ryger på arbejdet i ikke-til-formålet-og-med-særlig-udsugning-udstyrede-lokaler. Man får en bøde for ikke at lave denne politik.

Arbejdstilsynet har meldt ud, at de vil tage det hele lidt afslappet her i starten, og alt taget i betragtning, er det nok en god idé. Men en eller anden socialdemokratisk ordfører kan ikke se, at denne sag nok lettest løses med tålmodighed og snilde, og er nu ifølge Metroxpress i fuld gang med at afkræve sundhedsministeren svar på, hvordan han vil tackle Arbejdstilsynet.

Så lang så godt, hvis jeg får digtet en rygepolitik i nat, skal jeg nok udgive den til fri kopiering, og ellers må vi jo håbe, at de ikke kommer rendende i morgen tidligt for at tjekke det.

Det er jo almindeligt, at man har visse politikker i virksomheder. Omkring hvordan firmaet gerne ser, at medarbejderne gebærder sig på forskellige områder, og hvilken vej, der er fremad for netop denne virksomhed. Men man er dog vant til selv at bestemme, om der skal laves en politik inden for et bestemt område, og i givet fald hvad der skal stå. Men der er nye boller på suppen, og for politikerne er det naturligvis lettere, at vi allesammen skal til at gendigte deres hensigter i vores egen politik end at melde klart ud, hvad det er, de vil have, vi skal gøre, hvis en medarbejder snupper en smøg på forbudt grund.

Forslag til rygepolitkker modtages gerne til offentliggørelse.

One Reply to “Så er det i aften, du skal skrive din rygepolitik”

  1. Jeg foreslår, at du søger alkoholbevilling, der er vist ingen af jeres kontorer som er mere end 40 kvatratmeter, vel?? Så er den potte ude.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.