Hej Anette. Du må lige hjælpe mig her, hvis du kan. Jeg har været til møde hos revisoren og han mener at vi skal lave et ApS nu til årsskiftet, men jeg kan ikke helt få overblik over, hvorfor det er, vi skal det. Hvad er fordelen for os?
Du har spurgt om fordele og ulemper ved at omdanne jeres I/S til et anpartsselskab. Det er blevet relevant at tale om nu, hvor jeres overskud ser ud til at være på et niveau, som er højere, end hvad I har brug for at hæve til privatforbrug og fordi jeg ved, at du går og har mange ideer til, hvad “man” ellers kunne lave. Ellers ville virksomhedsordningen også være en mulighed.
Ulemperne ved at omdanne til et ApS er:
-
Firmaøkonomi og privatøkonomi skal være helt adskilt: I må ikke låne penge af firmaet men skal have alle jeres hævninger udbetalt som løn med A-skat – skattekort, som almindelige lønmodtagere. (Vi bruger Danløn, det er meget, meget let og koster 15 kr. pr. medarbejder pr. måned). Det med lønnen mener jeg nu også kan være en fordel :-)
-
Årsregnskabet SKAL laves. Lige nu vælger I at få hjælp til årsregnskab hos en revisor, hvor I godt kunne klare jer med mindre. Men hvis I omdanner til et ApS, skal årsregnskabet indsendes hvert år til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til offentliggørelse (omsætningen og vareforbruget kan hemmeligholdes).
-
Man skal indskylde mindst 125.000 kr. i ansvarlig kapital – men dem kan I indskyde i form af varelager og andre værdier. Og I har jo pengene.
Foredelene ved at omdanne til et ApS er:
-
Ansvarsbegrænsning: I hæfter kun med selskabet, ikke med jeres privatøkonomi. I tilfælde af, at firmaet laver en ansvarspådragende brøler. I I/S-et hæfter I solidarisk og ubegrænset, dvs. der er slet ingen adskillelse mellem jeres private midler og firmaets i ansvarsmæssig henseende.
-
Løbende beskatning: Selskabet bliver beskattet med 25%. I kan hvert år hæve løn, f.eks. op til topskattegrænsen og herudover udbytte, som udbetales også med lav beskatning. Resten kan stå i selskabet til senere brug eller flyttes op til et holdingselskab, hvor det – uden yderligere beskatning – kan bruges til at iværksætte andre aktiviteter.
-
Overskuelighed: I tilfælde af stor vækst, herunder en at få en partner, er det hele meget lettere i et ApS end i et I/S.
-
Hvis omdannelsen sker pr 1.1. i et år, kan det ske skattefrit. Det vil sige, at de midler, I har opsparet i virksomheden kan indgå i ApS-et uden at I skal beskattes først, og det er jo med topskat i jeres tilfælde. Skatten forfalder så, når selskabet lukker eller I sælger det. Man kan sige, at I skyder skatten foran jer.
Hej
Har en relativ nystartet virksomhed hvor der indtil har været ret markante udgifter ift. lager mm. – og kun en begrænset indtægt. Jeg regner med at forretningen vil køre noget bedre med tiden, men opstarten er lidt langsom. Holder jeg den som enkeltmandsvirksomhed eller vil det så kunne svare sig at etablere virksoheden som Aps?
Hej,
jeg vil gerne starte sammen med en partner en dansk/tysk grafisk bureau i DK. Og jeg har det samme spørgsmål: Holder jeg den som enkeltmandsvirksomhed eller vil det så kunne svare sig at etablere virksoheden som Aps?
Tak
Astrid
Hej Sven og Astrid
Hvis I kommer fra Københavnsområdet, er det noget, man med fordel kan tage op på et af vore gratis informationsmøder, læs mere her:
http://regnskabsskolen.dk/Gratis-informationsmoder-for-ivarksattere.html
Når man starter virksomhed med en partner, kan det ikke være en enkeltmandsvirksomhed men måske et I/S. Der skal dog en masse kontrakter til, fordi man som udgangspunkt hæfter solidarisk og ubegrænset i I/S-ere. Derfor er et ApS ofte at foretrække, men det kræver dog både en startkapital og en øget administration fra dag 1.
Det er altid et spørgsmål om de helt konkrete forhold.
/Anette
Et SMBA selskab er en markant bedre løsning end en I/S baseret personlig virksomhed grundet bekrænset hæftelse og 25% midlertidig skat, hvor man kan lade overskuddet stå i MEGET lang tid.
Ejler
@ Ejler: Tak for kommentaren. Jeg er enig i, at I/S-ere er vanskelige og kræver masser af kontrakter mv. for at dække sig ind for den personlige, solidariske og ubegrænsede hæftelse og fordele værdierne i tilfælde af, at man skal spitte op.
Men jeg er ikke nødvendigvis enig i, at et SMBA er en markant bedre løsning.
Hej Anette,
ved du hvordan det forholder sig hvis man har et firma registreret i udlandet men yder et service til danske kunder over nettet altså med dansk præfix såsom mitbutik.dk
altså en dansk hjemmeside men udlandsk firma, kan du forklare mig om man skal være skatberettiget i dk ?
@Max: Som hovedregel er man skattepligtig i det land, hvor pengene tjenes. Så umiddelbart: Ja, du skal betale dansk skat. Det er det nærmeste, jeg kan komme det på det grundlag.
/Anette
———-
Her er et slettet indlæg. Det var et langt indlæg om fordelene ved et SMBA, men indholdet var præcist magen til et indlæg på Amino, som du kan læse i denne tråd: http://www.amino.dk/forums/p/35853/229050.aspx
Her på anettesand.dk ønsker jeg ikke kommentarer, som er direkte kopieret fra andre websteder. Derfor er indlægget slettet.
/anette
———-
Pingback: Selskab eller personligt ejet virksomhed? | Anette Sand
Hej Anette
Kan man omdanne et eksisterende I/S, der kører med underskud til et ApS?
På forhånd tak for dit svar.
/Ida
Hej Ida
Der er ikke noget problem i at omdanne en virksomhed, herunder et interessentskal til et anpartsselskab, selvom virksomheden giver underskud. Spørgsmålet er, om virksomheden har nogle værdier, der kan indgå: Der kan være aktiver (deposita, debitorer, biler, maskiner, likvide midler mv.) og/eller om der i forbindelse med omdannelsen kan beregnes en goodwill, som kan udgøre (en del af) egenkapitalen i det nye selskab. Læs mere om goodwill her:
https://anettesand.dk/2009/beregning-af-goodwill/
Dbh
Anette
Hej Annette
Jeg er en nystartet selvstændig med en enkeltmandsvirksomhed. Jeg regner med at komme ud af 2009 med et minimalt underskud og regner med et overskud i omegnen af 50.000 kr for 2010.
Hvilken skatteordning vil passe bedst til mig – som enkeltmandsfirma kan man vel ikke slippe med at betale skat på 25 % af ens overskud? Så skal der vel dannes I/S, ApS el. lignende.
Hej Søren
Ingen regler uden undtagelser, men meget ofte er det sådan, at det bedst kan betale sig at betale almindelig skat af overskuddet i en personligt ejet virksomhed (f.eks. enkeltmandsvirksomhed eller I/S), med mindre
1. Overskuddet er så stort, at der betales topskat af det og
2. Kun en del af overskuddet hæves til privat forbrug
ELLER:
3. Der er væsentlige renteudgifter i virksomheden (ikke privat, kun virkomshed).
Så med de oplysninger, jeg har, tror jeg, du er bedst stillet med bare at indberette dit underskud i år (rubrik 112, hvis selvangivelsen ikke har ændret udseende siden sidst) og dit overskud i 111 næste år.
Men kom til et informationsmøde, hvis du er i nærheden af København – da vender vi gerne den slags spørgsmål:
http://www.regnskabsskolen.dk/ivkurser/infomode
– det er ganske gratis og plejer at være både hyggeligt og informativt.
Dbh
Anette
Hej!
Jeg har startetenkeltmandsfirma, men har fået problemer med kommunen, fordi de mener at jeg er udrejst af landet, hvis jeg i løbet af en 6 mdr.’s periode rejser ud flere gange á 1, 2 eller 3-4 ugers varighed for at hente aktiviteter hjem til mit firma. Så kan jeg ikke være dækket af socialforsikring. Til en samtale i deres Borgerservice, skulle jeg skrive under på, at det betød, at jeg er udrejst, selv om jeg har haft bopæl her i alle de måneder, det drejer sig om. Har man ikke lov il at finde nye kunder til “butikken”. De tog så mit sygesikringskort og mine børns sygesikringskort – også de blå, så nu kan vi så være uforsikrede, og har ikke ret til nogle sociale ydelser – fordi jeg var så dum at tage springet til selvstændig? Hvad gør jeg? Jeg tager ikke arbejde i udlandet, jeg er ude og hente det hjem til virksomheden, som er registreret her i landet, og hvor jeg betaler moms, skat, etc. Det lyder som en dårlig joke … Jeg har brug for udenlandske kuner, så enten er det knald eller fald …
Hvad kan du råde mig til?
Tak for en altid spændende blog….
Hej Helle
Som du beskriver situationen her, lyder det som om der er foregået en fejl, og måske er kommunikationen mellem dig og de sociale myndigheder brolagt med misforståelser.
Siden resultatet er, at du og dine børn ikke længere er omfattet af bl.a. sygesikringen, er det en usikker og alvorlig situation, du er landet i. Din beskrivelse minder ikke om noget, jeg har hørt før, så man kan ikke sige andet, end at det er ganske usædvanligt, de fleste selvstændige – også med jævnlige udlandsrejser – har ikke problemer med de sociale myndigheder.
Imidlertid kan jeg ikke på det foreliggende sige andet end: Få fat i en advokat. NU. Hvis du har problemer med at finde en, som har kendskab til området, er du velkommen til at skrive direkte til mig på post@anettesand.dk, så kan jeg hjælpe dig videre. Advokaten vil skulle bruge mange oplysninger og ned i detaljerne om forløbet for at kunne finde ud af, hvorfor kommunen har reageret, som de har gjort, så han eller hun kan hjælpe dig med at få dine sociale rettigheder tilbage.
Dbh
Anette
Hej Anette.
Jeg læser tit dine indlæg og tak for dem.
Jeg er kommet i et dilemma:
Jeg har et ApS, der nu efter alle snyltere er smidt ud, giver et bragende overskud i år.
Jeg har aldrig fået information om holding og driftselskab osv.
Jeg har prøvet, at se på en apportberetning (lade varelager indgå, som kapital til ApS) men det koster en formue, at få det lavet.
Er derfor faldet over SMBA, som både holding og et driftselskab, jeg har startet personlig. Kan se fordelene ved at man “lever i det skjulte”, altså kolleger kan ikke se omsætning osv. Det kan jo godt være en fordel i starten, måske for altid.
Jeg vil gerne have mit ApS over under mit holding også, hvordan gør jeg det, uden jeg bliver flået igen. Det har jeg prøvet, og godt jeg gav fjerene numre, det gjorde det meget lettere at sætte dem på igen.
MVH
Kristian
Hej Kristian
Hvorfor gøre så meget ud af det? Når du nu har fået ryddet op i dit ApS, så kan du vel fortsætte driften dér? Du kan bygge et holdingselskab ovenpå – men du kan jo også bare opspare et evt. overskud i ApS-et og så udbetale udbytte og løn til dig selv i det omfang, det er fornuftigt?
Jeg synes ikke SMBA er en god løsning for dig – uden dog at kende til detaljerne. SMBA-konstruktionen er ikke tænkt som et middel til at gøre et selskab mere usynligt, men er lavet for at understøtte f.eks. andelsforetagender med mange ejere, hvor ejerne ikke skal have udbytte i forhold til deres indskud.
Hej Anette
Tak for dit svar.
Skal den laves som en apportberetning med lager om anpartsombytning, for at få nuværende ApS under holding koster det 25000 + advokat??. Jeg har pr. 010112 startet et firma mere, jeg gerne vil have under holding også. Derfor var SMBA måske en løsning til start. De første år har kostet mig ca. 1 mio til dårlige rådgivere!!!!
Det med usynlighed, var mere ment som en joke. vi kan jo sælge uden at være synlige!.
Kristian
Hej Kristian
Jeg har sendt dig en mail med forslag til, hvem du skal kontakte for at få et bedre bud, som ikke koster det blå ned fra himlen.
Dbh
Anette
Hej Anette,
Jeg har et firma, som årligt giver et overskud på 600tkr. Jeg startede firmaet for et par år siden som personlig ejet, som det stadig er.
Nu siger flere i min omgangskreds at det er tid til at omdanne til APS, fordi jeg på den måde skal betale mindre i skat via en kombinationen af løn og udbytte. Hvad siger du? Jeg går ikke med planer om at opstarte andre/flere virksomheder end min nuværende
mvh.
Kim
Hej Kim
Det kan være en fordel, men det er også tungere administrativt at have et selskab end en personligt ejet virksomhed. Måske kan du med fordel bruge virksomhedsordningen (køb evt. “Bogen af skat” af Søren Revsbæk, vi har den til salg på http://regnskabsskolen.dk) – eller en kombination af virksomhedsskatteordningen og en ratepension. Under alle omstændigheder er man (jeg) nødt til at vide mere, for at kunne svare dig præcist – det kommer bl.a. an på, hvilke fremtidsudsigter du har, og hvor stor en del af dit overskud, du har brug for at hæve til privatforbrug.
Dbh
Anette
Hej
Min selvstændige mand omlægger sit firma fra til ApS – vil der være nogle fordele for mig som hans kone (Vi er gift)??
Ser frem til at høre fra dig.
Venlig hilsen
Anne :)
Hej Anne
Nej, ikke særligt. Dog kan I få udbytte ud til den lave beskatning som ægtefæller – det vil sige, at I kan hæve dobbelt så meget som enlige personer kan til den lave beskatning på 27.000 kr.
Dbh.
Anette
Hej Anette
Jeg har et lille I/S ved siden af mit fuldtidsjob.
I/S’et har i år en omsætning på 3 – 400K.
Jeg hæver lidt til mig selv i ny og næ når jeg syntes jeg har extra udgifter.
Vil jeg have noget ud af konvertere til ApS.
Jeg tænker f.eks at købe mig en firmabil, som så også skal bruges privat.
// Sebastian
Hej Sebastian.
Det er som hovedregel tungere administrativt at have et ApS end et I/S. Der skal laves årsrapport, alle hævninger skal ske som udbetaling af løn (med A-skattetræk osv.) eller udbytte, og selskabet får sin egen selvangivelse. Så der skal være gode grunde til at gøre det. Men det kan der naturligvis også være, f.eks. er det lettere at sælge anparter end at inkludere en ny interessent i et I/S, så hvis der er tale om skiftende ejere, er det oplagt.
Med hensyn til firmabilen handler det om, hvorvidt det kan betale sig for dig. Og der kan også være ting at gøre i I/S-et, hvis det er… Men du skal huske, at du vil blive beskattet af firmabilen, så det er slet ikke sikkert, at det kan betale sig. Detaljerne om beskatningen kan du læse om på SKATs hjemmeside: https://www.skat.dk/SKAT.aspx?oId=1789830.
Dbh.
Anette
Hej Anette
Jeg har læst dit indlæg her og det er meget givende.
Jeg har et I/S som jeg ønsker at omdanne til et ApS, kan du hjælpe med dette og i så fald, hvad skal det koste?
Mvh
Jakob
Hej Jakob
Du skal have fat i en revisor. Jeg vil gerne anbefale en, hvis det er.
Dbh.
Anette