Mellemregningskontoen i enkeltmandsfirmaer og I/S

I diverse standardkontoplaner er der under gruppen “Egenkapital” en konto, som kaldes Mellemregning. Eller “Hævet/indskudt privat”. Eller nogle gange to: “Hævet privat” og “Indskudt privat”. De kan også hedde “Hævet kontant” eller noget tilsvarende.

Mellemregningskontoen bruges når indehaveren af firmaet

  • lægger ud for firmaet ved at betale regninger

  • indskyder kapital ved at overføre penge til virksomhedens bankkonto

  • har kilometerpenge eller diæter til gode, som ikke kommer til udbetaling

og tilsvarende når indehaveren

  • hæver penge fra firmaet bankkonto til privatforbrug

  • betaler private regninger med firmaets penge

Hvis der tale om et I/S, skal der være en mellemregningskonto pr. interessent.

Hvis det er muligt, at man skal beskattes efter virksomhedsordningen, skal man bruge to, nemlig én til hævningerne og en anden til indskud.

Herudover kan man med fordel betale B-skat med firmaets penge og bogføre det på en særskilt konto i Egenkapitalgruppen, i SummaSummarum er den allerede oprettet i standardkontoplanen.

Hvis man har lagt ud for en regning for kontorarktikler er bogføringen sådan:

Debet: Kontorartikler
Kredit: Mellemregning (eller privat indskud)

Derfor er det praktisk, at Mellemregningskontiene er oprettet som afstemningskonti/modkonti. Så er det også let i løbet af året at holde øje med, hvad man har hævet eller indskud i virksomheden.

10 Replies to “Mellemregningskontoen i enkeltmandsfirmaer og I/S”

  1. Nu stiller jeg sikkert et dumt spørgsmål, men alligevel styrer nysgerrigheden. Hvorfor kan man ikke bare nøjes med privatforbrugskontoen?

  2. Pingback: Brevkasse: Private hævninger | Anette Sand

  3. Et opfølgende spørgsmål:

    Hvis man som i eksemplet bofører under Kontorartikler og under Mellemregning, vil Mellemregning så automatisk indeholde moms? Fordi privat vil jeg jo have betalt momsen, og den vil jeg jo gerne have tilbage :-)

    Spørgsmål no. 2: Jeg vil jo også gerne have de udlagte penge tilbage til min privatkonto. Skal der så ikke laves en overførsel fra firmakontoen til privatkontoen (hvor momsbeløbet er indbefattet) og laves en bogføring heraf?

    Mvh. Kim Madsen

  4. Hej Kim

    1. Kontorholdskontoen indeholder moms, så du vil få momsen retur i den kommende momsafregning. Ingen problemer dér.

    2. Ja, du skal lave en overførsel og den skal også bogføres med mellemregningen i debet og banken som afstemningskonto.

    Dbh
    Anette

  5. Hej Anette,

    Når jeg har lagt penge ud for firmaet og gerne vil have dem ud igen. Skal jeg så betale B-skat af det beløb jeg hiver ud? Lige nu står mellemregningen jo en del i min favør.

    Mvh Tina

  6. Hej Tina

    Det, du betaler skat af, er din virksomheds overskud. Derfor er SKAT ligeglad med, om du har penge tilgode i virksomheden eller om du hæver dem – skatten bliver ikke beregnet af det beløb. Så hvis du i øvrigt har styr på din B-skat, så kan du bare hæve pengene uden videre.

    Dbh.
    Anette

  7. Hej Anette,

    Det tror jeg simpelthen ikke jeg forstår.
    Vil det sige at hvis firmaet på mellemregningen lige nu skylder mig 10.000 kr. og jeg hæver de 5000 kr. ud, så er de ikke en del af overskuddet som jeg skal betale SKAT af?

    Men derimod, skal jeg betale B-skat eller? Jeg er lidt rundforvirret her.

    Mvh
    Tina

  8. Hej Anette,
    Hvis man nu har afmeldt CVR nummer og ikke har mere aktivitet i virksomheden, men har en mellemregning på 3500 kr.

    Trækkes den bare fra som underskud i 2016 årsopgørelsen?

    Mvh, Niclas

  9. Hej Niclas

    Nej, mellemregningen skal ikke trækkes fra: Du har allerede fået fradraget, da du brugte pengene i virksomheden. Hvis du ikke har nogen aktivitet i virksomheden og ikke har noget overskud/underskud, skal der indberettes 0.

    Dbh.
    Anette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.