Som jeg skrev om i morges, har jeg i dag været på Mamuts begynderkursus for at se, om det ville rykke på mine forestillinger om programmet.
Det var en supportmedarbejder, som underviste os. Og det er jo altid rart at få et navn og et ansigt på dem, man skriver med – og nogen at spørge direkte i tilfælde af konkrete udfordringer.
Jeg fandt ud af fem ting:
1. Opsætningen af Mamut – de indstillinger, der skal til, før man faktisk kan komme i gang, og navnlig hvis man ikke vælger standardkontopanen, er omfattende og tidskrævende. Programmet er meget stort, og der er næsten for mange valgmuligheder. Det betyder naturligvis også, at man ikke vokser ud af det lige med det samme.
2. Den daglige bogføring – altså fakturering og indtastning i kassekladde – kan gøres meget let. Man kan navigere rundt i kassekladden ved genvejstaster, det går hurtigt og der er gode opslagsmuligheder alle nødvendige steder.
3. Bankimportfunktionerne er håbløse. Når/hvis vi kommer til at have flere kunder, som bruger Mamut, skal vi have lavet nogle særindstillinger i programmet, så vi kan fortsætte med at importere bankfiler, som først er behandlet i regneark, og tilsvarende filer. Selvom jeg forsøgte, det bedste jeg havde lært i dag, fik jeg ikke lavet en importerbar fil hverken som .txt, .csv eller .xls. Man importerer som standard fra et internationalt format MT940, som nogle, men ikke alle banker kan levere, og som man i hvert fald ikke lige danner, hvis man, som det er tilfældet i små effektive bogholderier, ofte overflytter data fra regneark til kassekladde.
4. Alle rapporter findes og er gode og anvendelige. Og kan fås til eksport i fornuftige formater. Jeg kunne ikke finde en rapport som omfatter kontrolsporet, men det skriver jeg og spørger supporten om.
5. Mamut er velegnet for firmaer, som vokser ud af andre programmer på grund af en eller flere af disse årsager:
-
Brug for flerbrugeradgang
-
Behov for CRM (som er Mamuts allerstærkeste side)
-
Brug for dimensioneret lager med mulighed for at optælle størrelser og farver eller andre parametre inden for hver varetype
Jeg mener, at Mamut skyder forbi målet, når de forsøger at lancere sig som et iværksætterprodukt. De ville formentlig sælge mere og til mere tilfredse kunder, hvis de henvendte sig til firmaer, som netop er vokset ud af de helt små programmer. For helt nye, små virksomheder er Mamut ikke konkurrencedygtige på hverken pris eller features, mens de kan være et godt bud – sammenligneligt med Stellar – for lidt større virksomheder eller for virksomheder med de særlige behov for CRM.