Jeg arbejder som konsulent og har ikke noget kontor ude i byen: Jeg er hos mine kunder ca. halvdelen af tiden, og resten af tiden arbejder jeg hjemmefra med dokumenter for kunderne. Jeg trækker ikke noget fra til kontor, men jeg vil gerne have en bedre internetforbindelse. Kan jeg trække den fra i firmaet?
Hvis internetforbindelsen er nødvendigt for, at du kan “erhverve, sikre og vedligeholde” din indkomst (og det er den vist), er det som udgangspunkt en fradragsberettiget udgift. Men man kan nok heller ikke komme uden om, at du eller din familie kunne finde på at bruge internetadgangen til noget, som ikke er firmarelateret, så du kan ikke trække hele ugiften fra. Der skal skønnes.
Det irriterende ved skøn er, at SKAT kan skønne anderledes. Det ville være meget bedre med nogle faste regler. Men det, du skal gøre er: Lave en realistisk vurdering af, hvor meget bliver internettet brugt erhvervsmæssigt og hvor meget privat. Hvis du så vurderer at 50% vedrører firmaet, må du også trække 50% af udgiften fra.
Hvis du køber en forbindelse med en højere hastighed end nu alene fordi du skal sende og modtage store filer fra dine kunder, kan man argumentere, at firmaet skal betale for merudgiften i forhold til din nuværende forbindelse.
Du må regne lidt på det, og hvis du bare holder dig til virkeligheden, når du beslutter, hvor stor en del, firmaet skal betale, kan det ikke gå helt galt.