Vores firma skylder 3 år, og vi har aldrig rigtig holdt noget, men nu synes vi, at vi skal holde en fødselsdagsrepræsentation og så skal jeg lige høre, om du mener, at vi kan trække udgiften fra, for vi er lidt i tvivl om man må eller ej.
Der kan være tre måder at behandle receptionsudgifterne på: Der kan være tale om fuld fradragsret, begrænset fradragsret eller ingen fradragsret.
Hvis bespisningen er beskeden og der er offentlig adgang – det vil sige at alle er inviteret f.eks. ved en annonce i lokalavisen, så kan der være fuldt fradrag for udgifterne.
Hvis der er tale om et lidt større traktement og/eller deltagerne mest er jeres kunder og forretningsforbindelser, er det repræsentation. Og så er kun 25% af udgifterne fradragsberettiget.
Hvis der fortrinsvis er tale om, at I fejrer begivenheden med jeres private netværk, er der tale om en udgift, I slet ikke kan trække fra i virksomheden.
Læs mere om skelnen mellem reklame og repræsentation her (pdf).
Hej Anette.
Jeg synes at huske, der kan være tale om flere forskellige repræsentationer?
F.eks, hvis der er tale om at “vedligeholde og fastholde kunder” – fradrag og
hvis der er tale om at “udvide- og ny-etablerings”-fradrag.
Forstår jeg det korrekt, at der kan inviteres til firmafrokost, og der i det tilfælde er 100% fradrag på både moms og skat?
Mange hilsner
Vibeke Fuchs
Hej Vibeke
Det er mange spørgsmål i et. Men du har ret i, at man skal skelne mellem formålet med bespisningen, og at der kan være (men ikke altid er) fuldt fradrag i forbindelse med salgsmøder. Herudover: Firmafrokost – det kommer an på, hvem der er med til firmafrokosten, og hvilket formål bespisningen har. Er der tale om et møde med samarbejdspartnere i virksomheden, og hvor det er afgørende for mødes fremdrift, at der serveres noget mad undervejs, kan der være fuldt skattemæssigt fradrag, og man må også afløfte momsen.
Dbh.
Anette