Der er to måder at bogføre momsafregningen på: Den lette og den svære. Og hvilken en man foretrækker handler ikke så meget om, hvor svært eller let det er, det handler tit om, hvad ens revisor foretrækker.
Den lette:
Bogføringsprogrammet posterer selv momsen på diverse momskonti. Når du betaler momsen, bogfører du det beløb, du betaler på momsafregningskontoen (i Summa typisk 66900). Og ikke mere. Fordelen er: Det er enkelt. Ulempen er: Hvis du senere bogfører noget i samme kvartal, skal der en manuel beregning til, for at du kan være sikker på at have alt moms hele året angivet korrekt.
Den svære:
Her handler det om at nulstille momskontiene:
Hvis der står 1000 kr. på salgsmomskontoen i kredit pr. den sidste dag i kvartalet (f.eks. 31. marts), skal der debiteres med 1000 kr. på kontoen, så saldoen pr. den sidste dag i kvartalet er 0. Det SKAL gøres pr. den sidste dag i kvartalet, også selvom du først laver bogføringen længe efter!!
Hvis der står 400 kr. på købsmomskontoen i debet, skal samme beløb kreditteres på kontoen pr. sidste dag i kvartalet, så den også går i 0.
Og så fremdeles med evt. elafgift, erhvervelsesmoms mv.
Der skal ikke være nogen afstemningskonto.
Når alle linjerne er tastet ind, så er differencen det, du skal afregne i moms. Hvis det er et beløb, du skal betale, vil du skulle skrive det i kredit, for at balancen går i 0. I dette eksempel, vil du skulle skrive 600 kr. i kredit, fordi 1000 kr. i salgsmoms minus 400 kr. i købsmoms giver 600 kr. i momsafregning, som skal ind på momsafregningskontoen (66900 i Summa Standardkontoplan). Pr. den sidste dag i kvartalet – husk det nu, jeg har set mange momsfejl pga. datoer.
Og så, når du betaler beløbet 40 dage efter, så bogfører du som i “den lette”, og så går momsafregningskontoen i 0.
Fordelen er, at du senere kan aflæse det direkte, hvis du har indberettet noget forkert eller bogført i et kvartal efter momsafregningen, fordi ingenting så går i 0 længere. Ulempen er, at det kan være besværligt, og at man ikke kan aflæse den samlede momssum direkte af råbalancen. Den samlede momssum for salgs- og købsmoms skal bruges i forbindelse med årsregnskabet, og derfor er denne “den svære” metode ikke altid så populær.
/Anette
Tusind tak for et særdeles informativt svar.
Hej måske jeg er fatte svag :-), men jeg har et lille udestående so9m skat så vil beholde i overskydende moms, jeg har valgt at benytte e-conomic, og hvordan kommer jeg så lettest over det at bogføre “udbetalingen af overskydende moms” som eget forbrug/hævning, da dette vedrører et andet firma og derfor ikke har noget umidelbart med nuværende regnskab at gøre
6901 Skyldig moms, primo Balance 0,00
6902 Udgående (salg) moms Balance 0,00
6903 Indgående (køb) moms Balance 1.395,38
6906 Erhvervelsesmoms/byggeydelse (køb i udland) Balance 348,91
6907 Erhvervelsesmoms/byggeydelse (modkonto) Balance -348,91
6910 Olieafgift Balance 0,00
6911 Elafgift Balance 0,00
6914 CO2-afgift Balance 0,00
6917 Betalt moms Balance 0,00
6918 Moms og afgifter i alt Sumfra 6900 1.395,38
det er beløbet på afrundet 1395,- som skat har beholdt, men hvordan bogfører jeg dette på rigtigste vis?
mvh
Erik
Du bogfører pengene som hævet på Mellemregningen og modpostere på 6917. Husk at lægge god dokumentation med, da der nu er tale om et andet firma, som er involveret.
Betalt moms 6917 vil så vise, at virksomheden ikke har momspenge til gode, men at de heller ikke er kommet ind på bankkontoen, fordi du har hævet dem til andre formål.
Dbh
Anette
Skal betalingen af moms ikke vedrøre regnskabsåret man indberetter momsen for? Så selvom man betaler moms 1/3, så skal betalingen bogføres pr. 31/12?
Hej Sara
Nej. Det mest almindelige er, at momsen registreres som skyldig pr. 31.12 (hvis vi taler 2. halvår), og så bogføres som betalt på betalingsdatoen, dvs. senest den 1.3. Hvis du bogfører momsen som betalt pr. 31.12, når det ikke er tilfældet, vil din bankkonto ikke stemme, og det skal den jo helst.
Dbh
Anette
Super, tusind tak for hurtigt svar. Så kan jeg få afsluttet mit regnskab 2011.
Hvor bogføre den 1.1.21 for sidste kvartal 20?
Tingene skal bogføres i det regnskabsår de hører til – også selv om vi kalendermæssigt er kommet ind i det nye år.