Siden kursuskataloget er udkommet også med kurser i bogføring med SALDI, har flere spurgt til, om det er sikkert at benytte et helt nyudviklet regnskabsprogram.
Hvilket er anledningen til, at jeg her fortæller om den lillebitte del af SALDI-udviklingen, jeg har med at gøre: Betatestning af funktionaliteten.
Kort resume: SALDI (http://saldi.dk/) er et dansk open source regnskabsprogram som frigives under GNU-licens, hvilket i sig selv er meget sympatisk. Der står en lille, men entusiastisk og hårdtarbejdende gruppe bag projektet. Den første version blev udgivet omkring 1. april 2006. Programmet kan benyttes gratis eller som en (billig) betalingsløsning.
Grundlæggende arbejder jeg i en konservativ branche: Regnskab og bogholderi handler om at registrere allerede udførte handlinger, og selvom der udvikles software, som skal gøre det hele meget lettere og sjovere, bygger det hele stadig på principperne om det dobbelte bogholderi – en ældgammel teknik. Læs om det på Franciskanerseriens hjemmeside. Det er mennesket, som udfører arbejdet – det vil sige revisorer, bogholdere og alle de, som bogfører deres egne bilag – som afgør, i hvor høj grad, regnskabsmaterialet også skal kunne bruges fremadrettet.
Derfor er det da en fjer i hatten at være med på sidelinjen, når et nyt program udvikles: At få lov til at sige sin mening – og blive hørt, at presse systemet til det yderste for at sikre mod fejl, at udfordre EDB-folkene med ønsker, forslag og inputs, hvor det er muligt. Det er så sjældent, at man som bogholder har muligheden for at få systemerne til at passe til hverdagen. Alt for ofte er det modsat: Hverdagen skal organiseres på en bestemt måde, for at passe ind i de eksisterende systemer.
SALDI tegner godt. Og i den kommende udgave håber jeg på, at alle mine ønsker til importfunktionalitet (har aldrig været lettere), ID-numre og andre gode features, er med. Det er tydeligt, at SALDI-drengene går mere ind for indhold end for indpakning. Der er brugt mere krudt på, at få det hele til at virke fint end på layout af ikoner. Men alting skal jo starte et sted.
Om at bruge SALDI i hverdagen: Jeg er ikke bekymret. Dels kan alle data meget let hentes ud til regneark, dels er jeg overbevist om, at ingen kaster 1000-vis af timer efter et regnskabsprogram, for så ikke at rette en fejl, om den skulle opstå. SALDI er lige så afhængig af dig som bruger, som du er af dem.
Og hvad med SummaSummarum? Intet problem. De to programmer har hvert sit udgangspunkt. Summa er stærk på nogle helt andre sider end SALDI. De to programmer konkurrerer ikke så meget mod hinanden som de supplerer hinanden. Nærmere er SummaSummarum og SALDI to sider af samme historie. Billigt, danskproduceret software under stadig udvikling.